Nov 14, 2017

Oberst Viking Nyhedsbrev | 24Syv - DKR | 14. November 2017 | ~ Nyt til Troldehæren ~ | .. Formål med angrebet: At få Anna Mee Allerslev genvalgt til Borgerrepræsentationen .. |


Ærede general

Atter er vi i gang med at bevise den enorme styrke, vi besidder i dette land. At tjene som oberst under dig er en ubetinget ære og fornøjelse – jeg går som altid i brechen for dig, for sagen og for Troldehæren. At jeg skulle komme til at tjene under den måske vigtigste personlighed i Danmark, havde jeg ingenlunde turde håbe på tidligere i mit liv. Men mine skuldre er som altid børstet rene, ryggen er rank, tænderne af vædet i blod og kampånden intakt!

Men nu til sagen. Angrebet er jo i gang og stærkt som sjældent set før. De fleste trolde har jo nok fulgt med på de sociale medier, men der er helt sikkert også trolde, der ikke har fulgt vores kamp. Derfor skal vi selvfølgelig have en mail ud til Troldehæren. Jeg vil dog først for god ordens skyld til ære for vores trofaste trolde bringe en kort status på situationen, som den er lige nu:
  • Formål med angrebet: At få Anna Mee Allerslev genvalgt til Borgerrepræsentationen.
    • Hvorfor? Når vi får hende genvalgt, så tager hun imod titlen og politikernes hykleri er stillet til skue. Men det er processen, der er det væsentlige her og ikke resultatet, som det var i forbindelse med NEJ’et til EU. Med en effektiv kampindsats kan vi vise, at systemet er råddent, at medierne synger i kor med politikere, at penge, manipulation og løgne er vejen til succes. Se det er i sandhed at udstille absurditeten.
    • Hvordan? Missionen (som du også tidligere har skitseret) tager afsæt i den nonlinære russiske kampagneførelse netop afdækket i forbindelse med den amerikanske valgkamp 2016, der igen tager afsæt i den såkaldte Gerasimov-Doktrin – nonlinær krigsførsel (og ja, det har vi diskuteret mange gange general, vores fælles fascination af Vladislav Surkov). Formålet er at splitte befolkningen og holde dem i en konstant tilstand af forvirring og dermed opnå et favorabelt valg på valgdagen ultimo november. For at imødekomme denne form for krigsførsel har du jo med din utrolige sans for strategi fået lavet en hjemmeside, som vi bruger til at kanalisere nyheder ud, der skal kvæle befolkningen i en komplet tilstand af forvirring og opgivenhed. Men der er også lavet en Facebook-side, der har til formål at dele historierne fra hjemmesiden på de sociale medier. 
Link til hjemmeside: http://onlineposten.dk/
Link til Facebook-side: https://www.facebook.com/OnlinePosten.dk
    • Hvor? Slaget skal slås på de sociale medier og i den forbindelse skal Troldehæren ud på sin største prøvelse siden folkeafstemningen 3. dec. 2015. Helt konkret har vi oprettet en Facebook-gruppe dedikeret til krigen. Herinde deles idéer til artikler, vinkler, memes, afstemninger og alt andet, der kan være med til at forvirre intetanende vælgere, som i sidste ende må ende med at stemme på Anna Mee Allerslev, når krydset skal sættes til KV17. 
Link: https://www.facebook.com/groups/118242942199858



Vores team er i denne omgang udvidet med stærke kræfter, der i den grad viser stort værd i kampen. Du har et særligt øje for at udvælge dine tropper – en IT-kyndig Løjtnant og en behagelig redaktør Martin, det er i sandhed et godt team! Lad os sætte troldene på arbejde. Og her er det mest praktisk, hvis vi leder dem ind i Facebook-gruppen, hvor de løbende bliver delt idéer til artikler, memes, grupper, sider, angreb og alt andet, der er relevant i kampen for folket, der ligesom ud og jeg er træt af at blive skidt i munden af vores folkevalgte, der kærer om egne interesser, rigdom, karriere og magt. Beklager general, jeg ved, at du og jeg kan tale om dette i timevis, men nu er det handlingens magt, der kalder på os.

Aktivér Troldehæren i dens magt og lad den komme til os, så vi brænde råddenskaben ned sammen!

Din for altid
Oberst Viking