Indtil den såkaldte liberalisering af den danske realkredit, der blev indledt for knap 25 år siden, var realkredit og bankvæsen to helt adskilte størrelser. Bidragssatserne var stabile på 0,1-0,3 pct. af lånebeløbet, fordi bidragene kun skulle betale de reelle omkostninger samt sikre en garantifond. Dette system var stabilt i ca. 200 år.
Da banker i løbet af 1990’erne og 00’erne fik mulighed for at involvere sig i realkreditsektoren fik de næsten total kontrol over realkreditbelåning. Resultatet er blevet, at bidragssatserne nu fuldstændig er kontrolleret af banker, som opkræver bidrag til ”polstring”, som det udtrykkes. Polstringen siges at sikre, at der er økonomisk styrke til at modstå tab. Milliardstore årlige beløb går dog direkte ind i bankernes overskud og til udbetaling til bankaktionærer.
Stigninger i en lind strøm
Bankernes involvering har resulteret i et amokløb, hvor den eneste reelle konkurrence består i, hvilken bank der kan suge flest penge ud af kreditforeningerne. Bidragssatserne er steget med 4-800 pct. siden 1990, heraf ca. 300 pct. siden finanskrisen i 2008. I rede penge er der tale om bidragsstigninger fra 7,7 mia. i 2007 til 20,7 mia. i 2015 (JP 26/9). Og der varsles stigninger igen i en lind strøm.
Sjovt nok har de involverede banker indset, at det er klogt at lade bidragene stige lige meget, således at der ikke er reel konkurrence. Hvor bidragssatserne ender, ved ingen. Jeg gætter på en stigning til måske 2-3 pct. fra de nuværende 0,6-1,2 pct. Grænsen nås formentlig først, hvis der bliver grebet ind politisk, eller hvis den folkelige modstand bliver for stor. Der er ingen grund til at tro, at banker ikke vil maksimere prisen for at stille garantikapital til rådighed helt til smertegrænsen.
Bankerne kan så at sige således opkræve skat af realkreditlån. De bestemmer selv satsen, og den øges p.t. med ca. 0,1 pct. pr. år. Beløbsmæssigt blev der i 2007 overført 3 mia. kr. fra kreditforeninger til banker – i 2015 var beløbet 5,6 mia. kr. – en stigning på 83 pct. Låntagerne har blot ikke fået øget sikkerhed i forhold til tiden, før bankerne blev involveret i realkreditbelåning, snarere tværtimod.