Jeg var 14 år, da Lehman Brothers krakkede og verdens økonomien smeltede sammen foran øjnene på os alle sammen. Jeg havde aldrig hørt om Lehman Brothers før de krakkede, men jeg har aldrig glemt deres navn siden.
Lehman Brothers kollaps blev det ultimative symbol på finanskrisen og med deres fald, faldt også den lukkede dør ind til den rådne virkelighed finanssektoren var i. De sad jo der, med fråde om munden af grådighed og hænderne i kagekrukken, taget på fersk gerning. Men her, knap et årti efter har politikerne stadig ikke bedt finanssektoren tørre sig om munden. Gildet fortsætter.
Lehman Brothers kollaps blev det ultimative symbol på finanskrisen og med deres fald, faldt også den lukkede dør ind til den rådne virkelighed finanssektoren var i. De sad jo der, med fråde om munden af grådighed og hænderne i kagekrukken, taget på fersk gerning. Men her, knap et årti efter har politikerne stadig ikke bedt finanssektoren tørre sig om munden. Gildet fortsætter.
Befolkningen måtte spare, bankerne gik fri
Kigger vi ud på verden, lider vi stadig under krisens konsekvenser: faldende levestandarder, usikkerhed, ulighed og vrede. Alt sammen ting som har skabt en øget polarisering mellem befolkningsgrupper og banet vejen for nye politiske ekstremer både til højre og venstre.
Jeg mener faktisk, at finanssektoren har nydt godt af, at vi har vendt kinden til dem, men i stedet fokuseret på at pege på de arbejdsløse, flygtningene og velfærdssamfundene som årsagerne til, hvorfor politikerne bliver nødt til at sparre på deres befolkninger.
Jeg mener faktisk, at finanssektoren har nydt godt af, at vi har vendt kinden til dem, men i stedet fokuseret på at pege på de arbejdsløse, flygtningene og velfærdssamfundene som årsagerne til, hvorfor politikerne bliver nødt til at sparre på deres befolkninger.