Jan 19, 2017

Lad os bygge bro - ikke splittes - 19. Januar 2017



I en tid, hvor der mere end nogensinde er behov for, at vi insisterer på værdier som respekt for forskellighed, samarbejde og troen på en grøn, fredelig og retfærdig fremtid, er der blot fem dage til, at supermagten USA får en ny præsident, som blæser på netop det.

Det handler dog ikke kun om Donald Trump. Populistiske politikere, der skaber splid, og virksomhedsgiganter, der forurener, vinder frem, så længe folk er splittet. Derfor skal vi stå sammen med et stærkt budskab om solidaritet – i ord og handling. Lad os starte året i et fælles nytårsforsæt og love hinanden, at vi sammen og hver især vil forsvare vores frihed, lighed og knokle for at passe på vores fælles klode.

På fredag den 20. januar, hvor Trump indsættes, vil Greenpeace sammen med allierede mødes på broer over hele verden og sende et klart budskab om, at vi står op for hinanden og den verden, vi tror på. Jeg håber, at du vil være med. Her er nogle af de ting, du kan gøre for at bakke op:

DELTAG I MORGENEVENT: I København mødes vi kl. 8.00 foran den amerikanske ambassade. Varme drikke, musik, taler og et kæmpe, fælles håndtryk. Eventet afvikles i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke. Se event her.

SPRED HÅB: Senere på dagen samles vi på Dronning Louises Bro kl. 16.00, hvor der vil være mulighed for at varme sig på en kop kaffe og hinandens selskab samt dele et håb for fremtiden, før vi tager et fælles-foto med et lysbanner med teksten: 'BRIDGES - NOT WALLS'. Læs mere og tilmeld dig her.

KOM TIL SOLIDARITETSALON: Straks herefter inviteres du til Solidaritetssalon hos Mellemfolkeligt Samvirke lige om hjørnet.Her vil være inspirerende oplæg, og du kan møde nogle af de mange frivillige, der arbejder for at bekæmpe splid og for større lighed. Oplæg, samtaler, events, musik, bar og folkekøkken. Se event her.

INVITÉR DINE VENNER: Selvom du måske ikke selv har mulighed for at deltage i København den 20. januar, kender du måske nogen, der har? Del vores event på Facebook eller ved at videresende denne e-mail.Tak!

Med meget lidt tid til at afværge de mest katastrofale konsekvenser ved klimaforandringer kan vi ikke tillade de magtfulde at splitte os. Kun ved at bygge broer af solidaritet, samarbejde og håb, kan vi sammen bygge en grøn, fredelig og retfærdig fremtid.

Med venlig hilsen,

Julie Koch
Chef i Greenpeace Danmark