Socialdemokratiet vil nu have de økonomiske bånd mellem storfiskere, de såkaldte kvotekonger, og politikere undersøgt.
Der har allerede i medierne været en del skriveri om nogle af de økonomiske bånd, som der har været og er mellem fiskere, der er blevet hovedrige på at opkøbe fiskekvoter, og forskellige politikere.
At fiskerierhvervet traditionelt har haft tæt tilknytning til Venstre er ikke noget nyt, men der er alligevel en pengestrøm mellem enkelte fiskere og Venstre som er bemærkelsesværdig.
Gav knap en million til Løkkefonden
Ikke mindst en af de såkaldte kvotekonger, John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn, har været særdeles aktiv med at pleje forbindelser med topfolkene i Venstre, hvilket Ekstra Bladet kunne dokumentere i foråret.
Han er en af Løkkefondens helt store bidragsydere og så har han ydet bidrag til Venstres lokale valgkamp og så har han ikke mindst et firma sammen med Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen, som Hametner Larsen har skudt et større millionbeløb ind i.
”John-Anker Hametner Larsen har siden 2012 aktivt og personligt forsøgt at påvirke Lars Løkke og Venstres fiskeri- og kvotepolitik. I 2014 arrangerede han for første gang det såkaldte torskegilde for Lars Løkke på havnen i Thyborøn,” skriver Ekstra Bladet, som har regnet sammen, at John-Anker Hametner Larsen har været med til at samle godt 800.000 kroner ind til Lars Løkkes fond.
Ekstra Bladet kan blandt andet fortælle, hvordan både Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Esben Lunde Larsen og Thomas Danielsen har tilbragt tid sammen med Hametner Larsen.