December 28, 2020

👪 ~ (Forgiveness is Key to Your Peace) Children As Weapons: The Cruel Reality of How Women and Men Use Children as Weapons under Divorces (SoTW Arkiv) ~ | Blogger: [👼Sacred Contracts are "soul documents," life assignments that are encoded within your psyche and soul in the symbolic language of archetypes💕] ... My own 3D perspektive and personally storyline of why my daughter has disappeared (forever)... How the mother of my child was obsessed on hatism, revenge, mentally disturbed or emphatically repudiated behaviour and adult traumatic childhood psychological projection, overturned my daughter from the most beautiful and loving starseed, to hating her father, my entire family, with no remorse, no repent and no mercy... (but it was NOT my daughter's choice or voice, alone)... I believe that we each agree to the terms of our Contract before entering the physical realm of this world. This applies whether you accept the concept of reincarnation, or believe in a single lifetime followed by heaven or hell - or neither... And it hurts to lose a child, like nothing else😔...⚠️ PS: The blog posts below, was my VERY FIRST created on Verdensalt.dk (SoTW) out of 20.000 and SoTW was reported to the police by my daughters mother - freedom of speech is under pressure... |

Med Børn Som Våben: Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser

 


Udgivet første gang Juli 2014 af Verdensalt

💭 PS: [Blogger: Med børnene som våben - uddrag:] ... 

En visuel fremstilling på min datters ungdom der forsvandt og det jeg var oppe imod, ser således ud: Forestil jer en glas-osteklokke, som har ganske få lufthuller til at ånde igennem, rundt om osteklokken er der en voldgrav med kviksand med tilhørende pigtråd og advarsler, her bor min datter og hendes mor. Alle er velkommen undtaget min familie og jeg. Kanoner bliver skudt af mod os hvis vi nærmere os. Inde i osteklokken er der ingen fri bevægelighed, ingen luft, intet kompromis, hvis min datter viser kærlighed og omsorg til sin far, er der ingen udgang til, friheden Alle kan se det, men ingen gør noget ved det. Hvis nogen forsøger at indikere der er et problem, så bliver de smidt i voldgraven. Der findes kun én dronning og alfahun af osteklokken, som har manipuleret og vugget sine selvopfundne, opdigtede løgnehistorier ihjel, sammen med hendes egen familie, venner og trostøttere, mod mig, Faderen... Var jeg dømt på forhånd, ville jeg kunne have trængt igennem panseret? NEJ! Var min datter dømt ude fra ganske spæd mht. at fungere med min egen familie og sin far - JA! Er det sundt for nogen parter – Nej... |

Efter at have set TV2’s DOX programserie ” Med børnene som våben ” den 13. Maj 2014, har udsendelsen ramt mig lige i solar plexus. Mit indlæg er blot min fortælling og kan bruges som stof til eftertanke, omkring at bruge børn som våben i skilsmissesager eller lignede, som et af de mest brugte motiver – nemlig hævn. Fra en neutral vinkel ( eller rettere min vinkel), at vise hvordan visse menneskeskæbner forandrer sig fra en normal personlighed / psyke til den skyggeside – min fortolkning er vel ” skyggesider er egenskaber eller følelser vi ikke vil stå ved”. Alt sammen er igen noget jeg har erfaring og oplevet på min egen krop og sjæl, men ikke nødvendigvis selv besidder en dybere PhD for at gøre mig klog på menneskers psyke. Har tænkt meget over det, er dog fristet til at bruge fornavne i mit indlæg, da denne anonymitet og forkortelser minder mig om en den tid, hvor skrivelser fra og til Statsforvaltningen var hverdag i næsten 13 år. 

Min historie er ikke ment for at skyde med skarp, negligere mit eget ansvar og hæve mig op over nogen, vil dog retfærdiggøre tingenes tilstand og kompleksitet. Kommunikation er så hamrende svært, især når der eksistere følelser som er uafklaret.

Jeg er overbevist om, at der grundlæggende ikke er noget ondt skabt i mennesker. Har dog en opfattelse af, når noget går galt så som traumatiske begivenheder, noget utænkeligt, følelsesmæssigt utilsigtet hændelser, eller hvad det nu kan være som gør vi indædt føler vi skal kæmpe imod eller forsvare os, dukker der en skyggeside frem i os alle.. (Dog kan skyggesider både være negative eller positive og når vi integrerer dem, vil det altid give os en følelse af at blive mere os selv)  
Positive sider af en negativ radikal ændring af vores liv, så som at miste eller blive komplet separeret med ens barn af kød og blod, er vi står stærkere på den anden side, hvis man er i stand til at forstå sammenhængen og acceptere tingenes tilstand. Tilgivelse til sig selv og den anden part er fundamental, selvom ens ego og selvretfærdiggørelse gør det svært at give slip...

Min egen forhistorie


Skilsmisse sager eller separation fra ens børn, skaber en til tider farlig situation. Mit forløb som startede tilbage 1998 da jeg fik min vidunderlige, elskede datter Isabella, var fryd og gammen. Der var tryghed, omsorg, vi havde en fantastisk lejlighed i Nordsjælland, vi var samboende, blev forlovede med daværende kæreste Agnete, fast arbejde og super relationer med Agnetes familie og min egen. Alle forudsætninger var til stede og optimale.

Men for mig var der en drastisk forandring at gå fra en normal uproblematisk, nærmest ungkarl på 1. klasse med alt betalt, til at have et ansvar lige pludseligt som far, stå med en baby som dengang kunne ligge i min hånd 1,9 kg var Isabella. Puha, stor mental omvæltning, på godt og ondt, det viste sig også vi skulle igennem et forløb, med en datter som var fortidigt født, Agnete med moderkage-forgiftning, fødsel ved kejsersnit, 14 dages kuvøse.

Agnete som gik ud af ind af bevidsthed, da hun fik en allergisk reaktion på morfin bedøvelsen, ud over det, var Isabella meget præget af Koliksmerter i sine tidligere måneder.

Fantastisk oplevelse - de første spæde dage kunne jeg sidde med min datter på hospitalet i ro og mag og mærke hendes puls og rytme og omvendt kunne hun mærke og få fornemmelsen af ens kropsduft som nu babyer kan.

Set tilbage på denne lidt kaotiske tid, var måske med til, vi begge som forældre allerede der, fik et knæk og eventuelt mere eller mindre endte med fødselsdepression for os begge (igen et udarbejdet traume, for mor). Dengang var der ingen hjælp at hente, og det var svært, naturligvis var det at diagnosticere sig selv, umuligt. Dog vil jeg sige fik et klarsyn, tog en ud-af-kroppen oplevelse, så meget nøje på mit liv med min kæreste og ud fra en masse kriterier, valgte jeg noget som jeg til den dag i dag aldrig har fortrudt, at forlade Agnete men desværre også min elskede datter som var 8 måneder gammel dengang.

Inden da havde vi været igennem, for nogen, obligatoriske sessioner hos parterapeuten, vi tog dog en tur hos en anerkendt clairvoyant/healer i stedet, som forudså et opbrud på en bestemt måned, desværre fik han ret. Altid svært om ens underbevidsthed spiller et puds, skæbnen er fastsat, man er fikseret på forandringer m.m.

Prisen for at forlade sin familie



De mennesker (venner og svigerfamilie m.m.) som har været en del af ens fælles liv med sin partner går som regel i stykker. Min egen omgangskreds (familie og venner) ville nu have svar på tiltale. Hvorfor tog du 
den ”nemme” vej eller hvorfor du ”giver op”. Alle vil vide, om kærligheden bare forsvandt, fiksering af, ”hvordan kunne du forlade din familie”. Afsavn og en følelse af, jeg simpelthen havde mistet alle personlige relationer, selv da min egen familie tog afstand.(blot kort tid) 

Meget typiske reaktionsmønstre. Min på dette tidspunkt mangeårig healer/kinesiolog/naturlæge forsvandt med et slag, det var en mega hård tid.

Den stressfaktor mennesker bliver sat i, når tæppet bliver revet væk under én, er enormt og kan skabe grundlag for den depression, skyggeside eller rettere mentale tilstand af afmagt, frustration, bitterhed, hævnlyst, irrationel handlingsmønstre, det at miste, som Agnete gennemgik, livet bliver lige pludseligt kompliceret og alt det praktiske uoverskueligt... Jeg var selv nødt, at for hjælp, for mig var det måske lidt lettere, da jeg fik med en overbevisning om, det var en rigtig beslutning, dog det at ikke se sin datter hver dag,var meget traumatisk oplevelse....
Fik heldigvis meget hurtigt assistance fra kommunens familierådgivning, til dato en uundværlig hjælp, dog uden Agnete ville deltage.
Den mentale tilstand var vi begge, men bestemt Agnete præget af bitterhed og afmagt. Som en tordensky, gik hun fra at være det jeg ville kalde ”personlig” engageret og ”sund” fornuft eller rettere en ”form” for forståelse, til at snakke med mig som jeg var i 3-person, ukendt individ, hun tog allerede afstand efter 1 uges tid, nu var jeg en belastning og én som blot ville skabe ødelægge liv for hende. Kan huske jeg fik stukket én håndskrevet deklaration i hånden til underskrift, hvor jeg skulle afstå fra fælles forældremyndighed. Jeg var dybt lamslået og chokeret. Endeligt blev det dog først stadfæstet ved xxxx Overpræsidium, jeg underskrev resolutionen, var jeg overbevist om, Agnete ville overholde aftalen omkring at overlade forældremyndigheden mod et samvær med Isabella.

Var blevet konsulteret af flere eksterne advokater inden min afgivelse af fælles forældremyndighed, dengang var retten ikke retfærdig anlagt mht. mindre børn >3 år og en moders rettigheder kontra mandens ønsker. 

Fortryder jeg det i dag – JA! helt bestemt. Jeg skulle have kæmpet mere for min datter mhtforældremyndighedsloven, selvom alle odds var imod mig. Kan se nu hvilken platform Statsforvaltningen agere efter og det er ikke altid for børnenes bedste, fordi mens familierne kæmper indbyrdes og for at overleve, har Statsforvaltningen masser af problemer selv med heftige anklager i et rigid statsapparat med alt for lange ekspeditionstider er et faktum. Fejlbehandling af børnesager, stribevis af fejl, hvor 83 procent består af kvinder i Statsforvaltningens samværskontor , børnepsykologiske praksis er forældet, blandt andet fordi den baseres på en forældet børnepsykologisk tilgang, afgørelser der påklages til Ankestyrelsens Familieretsafdeling er selv samme kontorchef som varetager Statsforvaltningens almene praksis. Vi lærer også meget, pludseligt at stå alene, uden for det fine selskab som stort set ALTID tilgodeser mødrene, dog med vores børn som tabere...


Den mentale krigsførelse



Denne del af historien kunne sagens rumme 1000 sider lang, det bliver den ikke, forstil jeg dette scenario. Næsten 14 års indædt smædekampagne og den som råber højst, og markere sig bedst, får ”en lille hvid løgn” til at ligne en fnug i vinden, har ”glemt” empati og uanfægtet fører krig når barnets tarv udløbsdato for længst er overskredet. Hvad får man så – ingen vinder, vi ved alle sammen, at det er børnene som taberEn visuel fremstilling på min datters ungdom der forsvandt og det jeg var oppe imod, ser således ud:
Tænk Jer en osteklokke, som har ganske få lufthuller til at ånde igennem, rundt om osteklokken er der en voldgrav med kviksand med tilhørende pigtråd og advarsler, her bor min datter og hendes mor. Alle er velkommen undtaget min familie og jeg. Kanoner bliver skudt af mod os hvis vi nærmere os. Inde i osteklokken er der ingen fri bevægelighed, ingen luft, intet kompromis, hvis min datter viser kærlighed og omsorg til sin far, er der ingen udgang ud i friheden Alle kan se det, men ingen gør noget ved det. Hvis nogen forsøger at indikere der er et problem, så bliver de smidt i voldgraven. Der findes kun én dronning af osteklokken. Var jeg dømt på forhånd, ville jeg kunne have trængt igennem panseret? NEJ! Var min datter dømt ude fra ganske spæd mht. at fungere med min egen familie og sin far - JA! Er det sundt for nogen parter – nej.
Min datter forsvandt allerede i 2012 med meget få samværsdage, dog i Februar-April 2013 inden konfirmation, for blot at sikre sig hun fik en gave fra hendes far og farmor. Det blev så April 2013 med året i konfirmations tegn, som naturligvis gik i vasken, præsten ville ikke udlevere datoen og tidspunkt for konfirmationen. Min datter gik ned i Guldsmeden og afleverede sin gave fra sin far, ekspedienten bag disken kender vi personligt, som noterede sig, at Agnete fremsatte, at hendes datter aldrig skulle se sin far mere... derfor ville hun have pengene tilbage....
..... Derefter forsvandt min datter, uden forklaring, uden kontakt, uden at tage ansvar fra sine handlinger, uden formelt respons fra Statsforvaltningen og Agnete, går ud fra alle resolutioner er opløst? jeg blev ulovligt fjernet fra forældreintra, klasselærerne ignorere mine henvendelser og jeg kunne blive ved. 
 Min mor og Agnete havde forinden Isabella's forsvinden en meget ubehagelig og voldsom personlig samtale (for at sige det mildt sagt). Pointen er her, noget at det aller vigtigste i en teenagers liv er selve konfirmationen og dens agter. Man skal naturligvis lære, som skilsmisse forældre at afholde sig fra at blive suget ind i de forudanelser, negative tanker og krigsførelse, der allerede har været lagt i støbeskeen fra starten. Men der er bare så svært når jeg selv har sådanne en stærk retfærdighedsfølelse. 

JA! Det var en fejl ikke at gå til min datters konfirmation, selvom jeg og min mor bestemt ikke var velkommen. Igen, skal man være stærk og være transparent og uanfægtet og bare møde op, med mindre det kommer til håndgemen.

Vil slet ikke gøre mig selv til dydsmønster, dog vil jeg sige, er begyndt at forstå, hvorfor nogen skæbner ikke kan/vil forandre sig. Det kommer vi til senere …


Statsforvaltningen




Der er noget man skal forstå mht. til vores samfund. Jeg er i den overbevisning, at kvinder bliver af naturlige årsager betragtet som det svage køn når de er singlemødre, men er det stærke køn, når der er en kernefamilie med mand. Der er rigtigt mange singlemødre, som udnytter har et fedt singleliv, med ekstra børnetilskud, boligstøtte måske, og børnebidragssats som for mit vedkommende er 100 pct over normalbidraget. Forstår simpelthen ikke lovgivningen, og i de fleste tilfælde er det manden som står for skud, når børnebidrag skal beregnes, yderligere tillæg til normalbidraget er alene baseret på bidragsbetalerens indkomst.
Dvs. at selvom en kvinde med et topjob indkassere 1 million brutto om året, skal hendes x-mand stadigvæk betale normalbidrag og xx% tillæg af hans indkomst. Nå, der er så meget jeg ikke forstår.
Har dog undret mig en del over, hvordan det kan være, at 90 pct af Statsforvaltningens personale er kvinder, fik en mandlig sagsbehandler engang, som hurtig blev fjernet, eftersom Agnete klagede til kontorchefen.

Hvis parterne bliver mødt som ofte af en kvinde – der skal vejlede begge i en meget konfliktfyldt stemning, hvor stærke følelser er i spil. Stoler ikke på, man fra systemets side bilder sig ind, at man kan rådgive begge parter, hvor særligt den ene part – nemlig faren føler sig overset og utryg.

Jeg vil opfordre alle, som ikke aner hvilken paragraffer og begreber som findes når første møde med Statsforvaltningen finder sted. E-bogs-guide ”Børn, forældre og Statsforvaltningen” eller blot forstå de basale begreber og paragraffer : http://www.guide-til-statsforvaltningen.dk

Vil starte med at sige, personligt har jeg ikke haft konkrete uoverensstemmelser med statsforvaltningen, hold nu fast, været igennem 15 resolutioner, utal af børnesagkyndig rådgivning, utal af krisehjælpssamtaler, masser af møder med sagsbehandlere/jurister, haft én suveræn forsvars og familieadvokat med som én af de første gange, skabe enormt respekt hos juristerne (hun kostede dog 2700 + i timer), foreningen far rådgivning, 1 gang i Lyngby fogedret, tør slet ikke begynde og tælle skrivelser frem og tilbage. Alle gange, genkendte Statsforfatningen de typiske reaktioners mønstre og jeg fik ganske lidt ud det hver eneste gang, men "ekstra" samvær og medhold, trods alt selvom det var langt fra normalt samvær. Vi talte minutter her.

Hvordan forebygger man konflikter




Alle råd er helt ligegyldige, når man står med lort til halsen. Der skal så lidt til, for at vælte læsset. Man tænker ikke rationelt mere, selvbedrag, ens selvtillid falder drastisk, ens positive energi er væk og man er måske enormt emotionelt påvirket …

Mener grundlæggende som med alle typer konflikter i livet, hvis man selv er i balance, få så at sige, skubbet negative energier væk fra ens aura, bliver på egen banehalvdel, finde balancen mellem at lytte og vise forståelse - uden at føle sig forurettede, undgå at påtage sig rollen som at forsvare sig eller rollen som være offer.

Det jeg har observeret på min egen krop, er det at gå ind i en konflikt hvor man allerede har et ”fjendebillede” af modparten eller forsøger at modsige sig alt.

Personligt har jeg forsøgt at være neutralt i alt hvad jeg har skrevet og sagt. ( men hvor er det svært)

Jeg var ikke den som sad med følelserne i klemme – var dog påvirket af situationen ligeved. Alt hvad jeg sagde blev vendt om mod mig med sammen lede tekst. Hvorfor – så kan man ikke berigtige eller finde en løsning – påstand mod påstand.

Hvem gavner det ? I mange tilfælde har konflikten slet ikke med modparten at gøre, tværtimod er det ens egen kamp for overlevelse. Meget bunder i – en personlig kamp for at få ret, fordi man prikker til ens nogen gange udløste traumer eller følelser for overlevelse, manglende selvværd, tro på man er værdig nok og kærlighedsfyldt. Agnete var præget negativt i sin barndom med sin far. Skal nok lade være med at komme ind på hvad, men meget slemt, familien havde slået hånden af ham da de var små, pludseligt stod hun alene og skulle være almindeligt sød dansk pige og samtidigt være far-figur for resten af familien. Uløst traume og uforløst problematik. Så kom jeg ind i billede og syv år efter gjorde jeg det fordi, en livsdrøm var ødelagt, nag, bitterhed, smålighed, jalousi, foragt, hævn - en ren overlevelseskamp skulle foregå om igen.

Hvad gør man i alle situationer, når man står overfor en overvældende, uløselig konflikt eller man selv er stresset og kørt sig selv op i sin underbevidsthed?. Udforsk dig selv ved at reflektere, mærke efter, ta en power nap (eller brug en meditationsform) så tankerne og tankemønstre ikke er fokuserer og låste, få snakket med sine nærmeste, spørg om hjælp af sin skytsengel.

Alt handler om, hvad du smider ned i posen af selvbedrag og negative tanker og få det renset.

Kropssprog – du fortæller meget selvom du ikke siger et ord. Personligt blev jeg tit mødt med nervøs, rødmosset hoved, rystende ben og typiske arme over kors møder af Agnete, i min konflikt situation Manglende øjenkontakt, tonelege, det kan også være de kemiske dufte man udsender eller modtager som feromoner både tiltrækning og frastødning.  
Universelt lov – hvad du sender ud kommer tilbage igen. Hvis du handler i ond tro, og modparten reflektere – kommer det tilbage dobbelt, hvis du bliver ved, kommer det x 4 igen osv. Til sidst dør den, du kan ikke længere oprette din ond tro eller hvad du nu måtte tænke eller handle ud fra.

Låste skæbner – uløste traumer - hvordan kommer man videre




Tilgive, tilgive, tilgive. Tilgive sig selv, tilgive ens fjender, give ubetinget kærlighed til sig selv og alle omkring én. 

Gå i terapi og få frigjort sine traumer og dårlige oplevelser, det kan også gøres ved alternative behandlingsformer.

Tage dig tid til, at komme over det chok det er at blive forladt, afmagt og mistet kontrol af dit liv. Skal det tage 14-15 år, nej så er der noget galt et sted.

Antræk til Borderline og psykiske komplekser, med far problemer - jo måske.

At miste sit barn


Det er et meget svært emne, savnet, afmagten, forståelsen, det er jo ikke det samme som mange "heldige" almindelige forældre og skilsmisse-forældre og den kunst at give slip på Deres teenager.

Deres børn har bare brug for at løsrive sig fra Deres forældre, som er en naturlig proces, de vil altid være der, men min datter er væk et lang stykke tid endnu, indtil hun "tør" at løsrive sig fra sin mor og ikke skal "nurse" og pleje hendes mors ego og er stærk nok til at se sin far igen.

Det er naturligvis et spørgsmål om tid.

Hvis vores personlige livsopfattelse af oplevelser og begivenheder fra barndommen først kommer til udtryk omkring 26-28 år ( spiritualitetens begyndelse) så er der lang tid igen. Alt handler om modenhed og Isabella's frigørelse. Had og eventuelt forsoning fra Agnete med hendes familie, venner og skole som er hende tro, er mig ligegyldig.

Tak fordi du læste på min blog.

Namaste :-)   

No comments:

Post a Comment