Link |
17.41
Brostrøm har besøgt Aalborg for at få flere vaccineret
I Aalborg Øst vil man gerne have flere borgere til at lade sig vaccinere, og derfor har kommunen torsdag tilbudt vaccination uden tidsbestilling ved vaccinationsstedet på Trekanten.
Det skete med deltagelse fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der gerne ville høre om kommunens vaccineindsats samtidig med, at han også selv vaccinerede borgere.

Fra 1. juli skal borgere kunne vise dokumentation for, at de af sundhedsfaglige årsager er undtaget for test og coronapas.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Personer, der af medicinske årsager eller som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test, er undtaget for krav om test og coronapas. Fra den 1. juli bliver det et krav, at disse borgere kan fremvise dokumentation for deres udtagelse, lyder det.
- Dokumentationen udstedes af de kommunale borgerservicecentre, og borgere, der er undtaget for test, kan fra den 25. juni henvende sig til borgerservice for at få dokumentationen udleveret.
Sundhedsministeriet oplyser, at man indfører kravet med henblik på 'at skabe størst mulig klarhed om borgernes og kontrollanternes pligter i forbindelse med coronapasset og for at begrænse mulighederne for misbrug af undtagelsesreglerne'.
- Hidtil har undtagelse beroet på en vurdering af troværdigheden af borgerens udsagn. Det har dog vist sig at være uhensigtsmæssigt både for borgeren, der kan opleve at blive mistænkeliggjort, og for kontrollanterne, som i visse situationer har haft svært ved at vurdere, om kundens udsagn er korrekt, oplyser ministeriet.