Tidligere har Dansk Folkeparti forklaret deres involvering i Meld og Feld-sagen med, at det handler om formalier, og at det har været lidt af en rodebutik.
Men efter de seneste afsløringer holder den forklaring ikke længere, mener politisk kommentator Jarl Cordua.
»Når vi nærmer os falske fakturaer, så begynder lamperne for alvor at blinke. Så kan man ikke længere forklare det med, at man har brugt nogle penge på noget, man ikke skulle, og henvise til, at det bare er en rodebutik, og det handler om formalier,« siger han.
Derfor er Jarl Corduas dom over, hvad de nye afsløringer kan komme til at betyde for Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, ganske klar:
»Det er nok det mest uvelkomne i Dansk Folkepartis forsøg på at genrejse partiet efter valget. Der er den værste julegave, de kunne få,« siger han.
DR Nyheder kunne sent lørdag afsløre, at en falsk faktura på 375.000 kroner indgår i Bagmandspolitiets (SØIK) efterforskning af Meld og Feld-sagen.
Fakturaen er dateret 30. marts 2015 og stilet til Morten Messerschmidt og hans daværende rådgiver, Kristian Wederkinck Olesen. Men kommunikationsbureauet Primetime, hvis bankoplysninger, cvr-nummer og kontaktinfo er angivet på fakturaen, afviser over for DR, at de er afsender.
»Vi kan klart sige, at vi hverken har udført opgaven, modtaget det angivne beløb, udarbejdet eller sendt denne faktura, der i øvrigt indeholder en række åbenlyse fejl og mangler i forhold til den måde, vi normalt fakturerer på. Med andre ord er der tale om en falsk faktura, som vi intet kender til,« skriver managing partner Casper Hyldekvist fra Primetime til DR Nyheder.