Igennem de seneste måneder har kulturminister Mette Bock
været bannerfører for en række krav til Radio 24syv, for at den offentligt
finansierede radiostation kan fortsætte med at sende. Eksempelvis at
størstedelen af udsendelserne har skullet produceres udenfor København, hvilket
i første omgang medførte, at Radio 24syvs ejere ikke ønskede at søge om en
forlængelse af sendetilladelsen.
Derfor skulle man måske også tro, at Mette Bock selv
ville gå forrest, når det har handlet om at have styr på ansøgningerne om
sendetilladelser. Men som det fremgår af dagens artikler på Journalista.dk, har
det ifølge hendes kritikere langt fra været tilfældet.
Således blev hun blandt andet politianmeldt for
oprettelse af det, som blev omtalt som brugen af en fupforening, for at sikre
en sendetilladelse til en radiostation med udgangspunkt i det sydlige Jylland
https://journalista.dk/kulturminister-mette-bock-politianmeldt-for-at-sikre-sig-sendetilladelse-til-radiostation-via-fupforening/
Det er en historie, vi de kommende dage fortsætter
dækningen af på Journalista.dk. Det skyldes ikke kun den specielle
konstruktion, som blev anvendt i forbindelse med sikring af sendetilladelsen
til stationen Skala FM i Aabenraa- og Sønderborg-området.
Men også at en af Danmarks absolut største mediehuse har
gjort brug af den helt op til 2017 – og at den påfaldende forening har medført
milliontab for konkurrent på det syd- og sønderjyske radiomarked.