.jpg)
Disse mennesker er umættelige og svære at modstå, på den måde, at de er tæt nok på dig, men stadigvæk uden for din rækkevidde.
Det er ligesom du hiver efter den tråd af håb, de dingler foran dig, uanset om det sker forsætligt eller ej, men på en eller anden måde famler du stadig med dine fingre uden at få fat i noget.
Du falder pladask på røv og albuer og det er ikke første gang, du har gjort det, og heller ikke den sidste.
Du elsker at se denne persons navn lyser op på din telefon. Du ville gøre alt for at se ham eller hende virkelig smile. Du tørster den måde, han eller hun ser på dig, når du er alene sammen.
Men, når du ser ind i hans eller hendes øjne, får du ikke helt den refleksion, du ønsker dig.
Der er en modsætning, en følelse af afstand, der fortæller dig, at han eller hun ikke helt er til stede med dig og aldrig vil være det, på trods af hvor stærk din egen tro er til ham eller hende.
Han eller hun kan sige du er smuk, og du ønsker at tro det, fordi ordene nå en del af dig og din længsel, både i glæde og smerte.
En del af jer søger den smerte denne person giver dig. Det er en snoet cyklus for at gå frem og tilbage til denne person, og du kan ikke stoppe dig selv fra at vende tilbage på grund af alle de muligheder, du overbevise dig selv venter.
"Måske vil det være anderledes denne gang," fortæller du dig selv med forsætlig naivitet. Du ved bedre, men du vender det blinde øje til, alligevel.
Spørgsmålet i at være den, der altid kommer til skade, din rationelle tankegang er sat ud af spillet. Du ved udmærket godt, hvad der sker, hvad konsekvenserne vil være, og hvorfor det er dårligt for dig.
Du er godt klar over, at der er en forskel mellem en person, der ser dig som en prioritet og en person, der behandler dig som en mulighed.
