Udgivet den 2. Oktober 2014 af Verdensalt.dk
Jeg havde ellers blevet enige med mig selv om, at lade de 14 års slåskamp med min datters mor og mig passere revy, som værende et afsluttet kapitel, indtil disse to udsendelser dukkede op i
Maj måned 2014 og nu igår, det var svært for mig, at komme igennem udsendelserne, det føles som et mareridt at skulle erindre, min datter forsvandt i 2013, både for min nye familie og mine egen forældres, vi fik aldrig nogen former for afsluttende kommunikation eller forståelse.
Min datter havde brug for at komme væk fra den "krigszone" som hærgede hjemme hos sin mor og hun tog med sig hjem til mig og som blev en del af min verden også. Kan godt forstå min datter og har tilgivet både min datter og hendes mor for mange år siden, dog smerter det, at se min datter uden nogen former for mandelig interaktion. Sorg, skyldfølelse, afmagt, indoktrinering til at vise had til sin far, i stedet for kærlighed. Værste for mig er, min stærke intense retfærdighedsfølelse og om jeg har fejlet som far.! Heldigvis har jeg fundet en ny familie, som skaber de rammer som kernefamilie, jeg engang troede jeg havde tabt for altid. Vi gør alle det bedste som vi har lært fra vores samfund, forældre og det vi magter, det vi trækker frem fra vores reptil- og børnehjerne kan forstå. Jeg tror mange af os, har en mekanisme, når vi bliver truet på vores livsgrundlag, samkvemsaftaler, kriser i vores liv, sættes følelserne i gang med eet, sorg, angst, vrede, jalousi, misundelse, hævn, mistet kontrol, for blot af nævne nogen. Vi går i selvforsvar og vores værste fjende er os selv. Undskyld mig, men det virker som om, mødre med Deres børn, lever i skysovs i Statsforvaltningen - som er et helt kapitel for sig selv. Mødre bliver per definition "det svage køn", men i virkeligheden, det stærke køn. Husk nu på, børn er uskyldige, det vil altid være forældre som bærer ansvaret.
Kan blot sige, vi er alle unikke, guddommelige, elskelige skabninger, hvor vi har brugt mange inkarnationer til, at hjælpe os selv igennem til hvem og hvad vi er i dag. Børns skæbne eller kunsten til at leve i nuet, fører os til det sted vi skal være, uanset om børnene skaber Deres eget ståsted i livet, eller forbliver i den familie de selv har valgt, da de blev indsat på jorden. Datter og Moder skaber en tiltrækningskraft, fra de er helt små. Ligeledes med drengebørn og Faderen. Samme køn, afspejler / duplikere den følelsesmæssige tilstand eller aura fra de voksne og dermed også har svært ved at løsrive sig fra. Hvis vi siger vi alle er Oneness og vi aldrig kan "flygte" for hvem vi er, hvor vores DNA stammer fra og vores familierelationer, kommer min datter tilbage - uden tvivl. Hun vil have svar på en masse spørgsmål, når hun tør at løsrive sig væk fra sin mors bånd og tør stå på egne ben og tør vise igen, hun elsker sin far. Den dag, står jeg i døren og kysser og krammer hende, som hun igen kan mærke hun er forevig elsket og savnet, altid.
Ubetinget kærlighed, forståelse, tilgivelse er eneste middel i denne verden, og det virker.
I er velkommen til muntre Jer med min historie, som sikkert ikke er helt neutral, selv om jeg har forsøgt, her på min blog
(Den ligger under titellinien: "med børnene som våben")
