👼🌱💕 (SoTW Strøtanker) Komorbiditet (eller samsygelighed) er så udbredt at 85% af alle med ADHD har én eller flere andre psykiske diagnoser ~ 17. Juli 2026 ~ |

SoTW AI - Indigo- og krystalbørn skaber en bedre verden som fredens og kærlighedens budbringere

Alle de søde små krystaller

... min fortolkningen er, når børn og unges neuropsykiatriske lidelser skyldes 'fejldiagnosticering' med særlig sensitivitet-problemer. En inderlig længsel efter ikke-digital virkelighed, som frihedens menneskes, uden voksne- og samfundskrav der stjæler 'den frie leg' ...

... Vidste du at 580.000 danskere (hver tiende) har en psykisk lidelse? Neuropsykiatriske lidelser (som ADHD, autisme, tourette og skizofreni) er en stor gruppe heraf. Alene blandt børn og unge under 18 år har ca. 15% fået stillet en psykiatrisk diagnose ...

... Der findes mere end 450 forskellige psykiatriske diagnoser, der spænder fra ADHD over spiseforstyrrelser til angst og misbrug. som sponsor-statslige-medier, elsker, at reklamere for, så psykofarmaka-industrien kan tjene penge ...

Udgivet den 17. juli 2026 af Verdensalt 

Min papdatter var et sandt naturbarn, støbt af de reneste indigo- eller krystalenergier. Hendes kærlighed til mig og alt på hendes vej var rå og ubetinget. Hun tilhørte en generation af børn, der er usædvanligt intuitive, empatiske og sensitive, og som er stærkt forbundne med en dybere, universel bevidsthed. Hun var i sandhed gylden naturlig smuk, men fordi hun så 'arabisk' ud, blev hun ikke behandlet, så godt. 

Hun kaldte mig for far og insisterede på, at hun var dansker – selvom hendes mor forsøgte at lære hende ukrainsk, og hendes biologiske far - kurdisk. Jeg har mistet kontakten til begge mine børn – både min biologiske datter og mit papbarn. De lever derude, men jeg må ikke se dem. 

Deres mødre (dansk/polsk/ukrainsk) bruger dem i en personlig vendetta, fordi de ved, hvor højt jeg elsker dem. Livet har været en hård nyser, men de vil altid være i mine tanker og sindelag. Nu kan jeg kun ønske, at tiden arbejder for os, og at de semi-voksne-unge, en dag finder modet til at søge tilbage mod mig.

Min påstand er, at nutidens børn fejler intet, selvom de diagnosticeres med ADHD, DAMP eller OCD. Mens eksperter betragter særlig sensitivitet (HSP) som et arveligt personlighedstræk, peger et spirituelt og holistisk menneskesyn på noget andet. 

Inden for åndsvidenskab og esoterisk filosofi ses børn som væsner af rent lys, ubetinget kærlighed og indre sjælefred. Deres oprindelige, rene energifelt er endnu ikke skadet af chok, traumer eller sjælesorg. Denne belastning opstår desværre først senere, når de møder de voksnes og samfundets hårde levevilkår.

SoTW's definition af "De Små Krystaller" er en særligt sensitiv generation af børn, født siden midten af 1990'erne. Deres medfødte sårbarhed udfordres markant af en massiv skærmtid og den deraf følgende påvirkning fra EMF og EMR-stråling, (robotisering, automatisering og digitalisering) hvilket stiller nye krav til forældres trivselsarbejde.

Inden for alternative og spirituelle livssyn (såsom New Age) menes krystal- og indigobørn at have en dyb, medfødt indre visdom. De betragtes som meget intuitive og sensitive og reagerer sjældent positivt på traditionel "pisk og gulerod"-opdragelse, da de har brug for ligeværdighed, ærlighed og dialog for at trives.

Vi bliver nødt til at tage snakken i familierne. Ældre generationer – fra dem født i 1940’erne til 1970’ernes curlingforældre – må lære at acceptere deres børn og unge, præcis som de er. Vi skal rumme dem i stedet for konstant, at lade sundhedsvæsenet diagnosticere dem.

Og i bedste eller værste mening, har denne udvikling dog for nogle udviklet sig til en overbeskyttende – eller såkaldt "curling" – tilgang, hvor forældre forsøger at fjerne alle forhindringer for deres børn men, krystalbørn, har al selviden og indlæring, fra tidligere liv. 

Livets største udfordring for os voksne er, at acceptere forandringer med et åbent hjerte. Vi må give slip på egoet og selvkontrol, så vi kan transformere vores indre frygt og mangel på selvkærlighed til ren accept i vores fysiske hylster

Livet giver ofte først mening, når vi har ramt bunden og rejst os igen. Det er en mental udrensning, der ændrer vores perspektiv. For at fikse vores lave selvværd og moderne folkesygdomme, render vi døre ned hos både læger, terapeuter og alternative behandlere. 

Egoet svælger i opmærksomheden; det tager imod alt fra medicinsk behandling til hokuspokus, uden fokus på den reelle effekt. Frygten for at miste kontrollen og den usunde perfektionisme gør dog, at vi sjældent satser 100 procent. Vi blokerer for de gode råd i de afgørende øjeblikke, fordi vi lader os styre af egoets mange forsvarsmekanismer.

Når vi mister forbindelsen til vores indre fred, mister vi også forståelsen for underbevidstheden og 'Selvet'. Vi forskanser os i komfortzonen, fordi egoet nægter at indse sandheden: Fysisk sygdom bunder ofte i metafysiske årsager som traumer, chok og svigtende selvkærlighed. Medicin kan lindre, men aldrig kurere årsagen.

Selvom vi lever i en højteknologisk tid, hænger vi fast i et forældet, rent mekanisk syn på lægevidenskaben. Vi vil have helbredelse uden personlig ofring. Vi fikser let andres problemer, men lukker øjnene for vores egne fejl.

Spiritualitet fascinerer os, men frygten for andres dom holder os tilbage. Vi er bange for, at vores nærmeste slår hånden af os, hvis vi bryder med kulturen, opvæksten og samfundets stramme normer. Særligt den yngre generation kæmper for at bevare facaden som rige og socialt succesfulde. 

Men livet er ikke sort-hvidt. Hvis vi tør slippe kontrollen og kigge indad, vil vi opdage, at den manglende lykkefølelse ikke findes i ydre status, men i de gråzoner, der ligger dybt i os selv. Giver det hele mening nu?.

Uden »selvkærlighed«, blokere vi i vidt udstrækning, os selv for, at overføre og forstå næstekærlighed, selveftergivelse, selvtilfredsstillelse og derfor praktisere vi, selvfornægtelse. Ved godt det er et kæmpe emne og min egen fortolkning... |