Af: /ritzau/
Private amerikaneres gæld er steget betydeligt siden sidste år og er vokset konstant fire år i træk. Det viser nye tal fra New York Federal reserve ifølge Reuters.
Tallene viser, at private amerikaneres låntagning var på 13.290 milliarder dollar - 86.858 milliarder kroner - ved udgangen af andet kvartal, der slutter med juni.
Det er en stigning på 454 milliarder dollar eller 2967 milliarder kroner siden udgangen af andet kvartal 2017 og det 16. kvartal med stigning i låntagningen.
Ifølge Reuters er stigningen båret af lån til boliger, biler, uddannelse og forbrug. Det er igen udløst af et stærkt arbejdsmarked, der giver amerikanerne mod på at låne.
Stigningen har heller ikke betydet, at andelen af lån, der ikke bliver betalt af på, stiger. Den lå ved udgangen af juni stabilt på 2,3 procent.
- Mens den generelle andel af lån i forfald har været stabil er mængden af lån på vej i forfald, når det kommer til lån til uddannelse, faldet mærkbart.
- Det reflekterer et bedre arbejdsmarked og større deltagelse i tilbagebetalingsordninger, siger vicedirektør i New York Federal Reserve Wilbur van der Klaauw ifølge Reuters.
Samlet var 8,6 procent af lånene til uddannelse - der i alt er på 1410 milliarder dollar - på vej i forfald.
USA's statsgæld har længe været støt stigende. Den lød ved udgangen af juli på 21.313 milliarder dollar - 139.293 milliarder kroner. Det er den højeste gæld nogensinde ifølge Trading Economics.
Den amerikanske statsgæld er mere end fordoblet på 10 år.
/ritzau/