Oct 5, 2017

Gode Penge Opdatering | 5. Oktober 2017 | En anbefaling fra Pernille: se udstillingen Pengemanual! |


Denne gang er det mig, Pernille Gøtz, der har skrevet nyhedsbrevet, fordi jeg har en anbefaling og en invitation til dig, der følger Gode Penge.

Penge styrer vores liv - men hvad er penge egentlig? Hvem er de til for? Og kan vi lave vores egne? Det dykker en ny udstilling og en række dagsordensættende events dybt ned i.

Jeg selv, etnolog og bestyrelsesmedlem i Gode Penge, er en af initiativtagerne bag Pengemanual sammen med interaktionsdesigner, Johanne Aarup Hansen, og grafisk designer, Asmus Lauridsen, der også er med i Gode Penges kampagnegruppe.

Pengemanual er en udstilling, en undersøgelse og en kommende udgivelse om penge. Fra den 7.-28. oktober løber udstillingen, som, med de tilhørende events, skaber et rum til at forstå og diskutere indretningen af vores penge- og betalingssystemer og deres indflydelse på vores hverdag og kultur. Det gør vi med et nyt, visuelt sprog, der forhåbentlig vil inspirere besøgende til at finde det sjovt at tale om penge - et emne, som ellers kan tendere til at blive lidt tungt og fagnørdet.

Udstillingen sætter fokus på systemer bag både danske kroner, bitcoins og lokale valutaer, og behandler således penge mere bredt end Gode Penges fokus på bankernes pengeskabelse. Gode Penges dagsorden er dog selvfølgelig godt repræsenteret i udstillingen :)

Alle medlemmer af Gode Penge er selvfølgelig meget velkommen til ferniseringen på lørdag d. 7/10 kl. 14-18 i Blaa Galleri, Blågårdsgade 29, 2200 KBH N - eller komme forbi en anden dag i udstillingsperioden frem til d. 28/10, tirs-søn kl. 13-18.

Se desuden programmet for events: Pengemanuals såkaldte Pengerådgivninger eller herunder.

Jeg glæder mig til at se mange af jer i udstillingen.

Kærlig hilsen Pernille
Bestyrelsesmedlem i Gode Penge