Jan 24, 2017

3F Nyhedsbrev | Fairpensionsalder | Se vores annonce i avisen i dag | Skriv under: Nej til højere pensionsalder! | 170.000 underskrifter

I dag starter vores annoncekampagne imod en højere pensionsalder. Den første helsidesannonce er i Danmarks største avis, MetroXpress, i dag, og i løbet af ugen indrykker vi annoncen i flere andre aviser.

Jeg har indsat annoncen øverst i denne mail, men hvis dit mailprogram ikke kan vise den, kan du også se annoncen her: https://goo.gl/MRcY4k

Om et par timer regner vi med at passere 170.000 underskrifter, og det er fuldstændig fantastisk at mærke jeres støtte og engagement i den her sag.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi er i mål. I sidste ende er det politikerne, som kan stoppe planerne om endnu en forhøjelse af pensionsalderen, men jeg kan mærke, at der allerede er blevet lagt mærke til vores budskab.

Nu er spørgsmålet, hvordan vi fastholder presset?

Jeg synes, at kampen imod en højere pensionsalder skal være den største underskriftsindsamling i Danmark nogensinde.
Den hidtidige rekord er (så vidt jeg ved) 199.862 underskrifter, så vi er kun ca. 30.000 fra at slå den - og vi har endda kun været igang i ca. 14 dage, så jeg tror på, vi kan gøre det.

Tag fat i din kollega, din familie eller dine venner og bed dem om at bakke op på www.fairpensionsalder.dk. Jo flere vi er, desto sværere er det for politikerne at ignorere os.

Husk at man selvfølgelig ikke behøver at være medlem af 3F for at være med.

Bedste hilsner,

Per Christensen
Forbundsformand, 3F