Indtil den såkaldte liberalisering af den danske realkredit, der blev indledt for knap 25 år siden, var realkredit og bankvæsen to helt adskilte størrelser. Bidragssatserne var stabile på 0,1-0,3 pct. af lånebeløbet, fordi bidragene kun skulle betale de reelle omkostninger samt sikre en garantifond. Dette system var stabilt i ca. 200 år.
Da banker i løbet af 1990’erne og 00’erne fik mulighed for at involvere sig i realkreditsektoren fik de næsten total kontrol over realkreditbelåning. Resultatet er blevet, at bidragssatserne nu fuldstændig er kontrolleret af banker, som opkræver bidrag til ”polstring”, som det udtrykkes. Polstringen siges at sikre, at der er økonomisk styrke til at modstå tab. Milliardstore årlige beløb går dog direkte ind i bankernes overskud og til udbetaling til bankaktionærer.
Stigninger i en lind strøm
Bankernes involvering har resulteret i et amokløb, hvor den eneste reelle konkurrence består i, hvilken bank der kan suge flest penge ud af kreditforeningerne. Bidragssatserne er steget med 4-800 pct. siden 1990, heraf ca. 300 pct. siden finanskrisen i 2008. I rede penge er der tale om bidragsstigninger fra 7,7 mia. i 2007 til 20,7 mia. i 2015 (JP 26/9). Og der varsles stigninger igen i en lind strøm.
Sjovt nok har de involverede banker indset, at det er klogt at lade bidragene stige lige meget, således at der ikke er reel konkurrence. Hvor bidragssatserne ender, ved ingen. Jeg gætter på en stigning til måske 2-3 pct. fra de nuværende 0,6-1,2 pct. Grænsen nås formentlig først, hvis der bliver grebet ind politisk, eller hvis den folkelige modstand bliver for stor. Der er ingen grund til at tro, at banker ikke vil maksimere prisen for at stille garantikapital til rådighed helt til smertegrænsen.
Bankerne kan så at sige således opkræve skat af realkreditlån. De bestemmer selv satsen, og den øges p.t. med ca. 0,1 pct. pr. år. Beløbsmæssigt blev der i 2007 overført 3 mia. kr. fra kreditforeninger til banker – i 2015 var beløbet 5,6 mia. kr. – en stigning på 83 pct. Låntagerne har blot ikke fået øget sikkerhed i forhold til tiden, før bankerne blev involveret i realkreditbelåning, snarere tværtimod.
Problemerne i Tyskland
Deutsche Bank – Tysklands største bank – rystes i disse dage voldsomt. I forbindelse med finanskrisen i 2008 var banken involveret i tvivlsomme metoder ved markedsføring af realkreditobligationer og står derfor til at betale 14 mia. dollars i bøde til USA oven i allerede realiserede tab. Kursen på Deutsche Banks aktier falder derfor lige nu drastisk, og den tyske regering har meddelt, at den ikke vil intervenere endsige støtte banken.
Tankerne går tilbage til nedsmeltningen i den amerikanske boligøkonomi i 2008, da den kombinerede finanskoncern og bank Lehman Brothers gik fallit og forårsagede økonomisk ruin for titusindvis af private boligejere. Er danske banker så mere sikre end amerikanske og tyske ?
Bankerne er ikke sikre
Danske Bank har inden for de seneste 20 år gennemlevet en nu overstået svær krise med milliardstore tab på spekulative og mislykkede forretninger. Alene Danske Banks mislykkede forsøg på etablering i Irland kostede 33 mia. kr. Et kig tilbage over blot de seneste otte år viser, at mindst 13 danske banker er kollapset økonomisk, siden Roskilde Bank åbnede ballet i 2008.
Danske banker er altså absolut ikke sikre. Hvad der vil ske med kreditforeningernes garantikapital, hvis Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit Bank enkeltvis eller kollektivt må dreje nøglen om, ved vi ikke. Man tør næsten ikke gætte – eller tør man lade være?
Selvstændighed skal tilbage
Jeg mener, at tiden er kommet til at sadle om. Kreditforeninger har det bedst, hvis de har deres egen garantikapital og evt. gensidigt kan garantere for hinanden. Jeg mener, at man politisk må beslutte, at realkreditinstitutter igen skal blive selvstændige. Bankers involvering er simpelthen for risikabel.
Bankerne har en stor nytteværdi af samarbejdet, men samfundet og kreditforeningerne har stort set ingen. De løbske bidragssatser er direkte destruktive for belåning af fast ejendom . Bankernes bidragsrov savner en fornuftig begrundelse – reel konkurrence ved belåning af fast ejendom er der slet ikke tale om – snarere tværtimod.
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9052946/bankers-involvering-i-realkredit-er-baade-unoedvendig-og-skadelig/