Jun 28, 2016

Godt nyt fra Fair Bidragssats: Ekspertudvalg skal undersøge gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet

Erhvervs- og vækstministeren nedsætter ekspertudvalg, der skal se på mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet og komme med anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne for realkreditten.
Pressemeddelelse
29. marts 2016
Ekspertudvalgets formand bliver Nina Dietz Legind, der er professor i bank- og kapitalmarkedsret på Syddansk Universitet.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:
"Den seneste tids offentlige debat har understreget for mig, at der skal skabes bedre overblik over udviklingen i bidragssatserne, mulighederne for at skifte realkreditinstitut og de kommende kapitalkravs betydning for realkreditinstitutternes omkostninger." 
"Jeg er glad for, at professor Nina Dietz Legind vil påtage sig formandskabet for ekspertudvalget, der skal belyse disse forhold. Jeg ser meget frem til at modtage udvalgets rapport."  
Professor Nina Dietz Legind:
"Jeg ser frem til at komme i gang med dette vigtige og spændende arbejde og få afdækket mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet."
Ekspertudvalgets øvrige medlemmer er:
  • Professor Peter Løchte Jørgensen, Aarhus Universitet,
  • Sven Holm, fhv. direktør i Realkredit Danmark,
  • Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet,
  • Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen,
  • Ulrik Nødgaard, direktør i Finansrådet,
  • Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk,
  • Jørn Ravn, adm. direktør i Moneo (Indstillet af Forbrugerrådet Tænk),
  • Tine Roed, direktør i DI,
  • Mette Tams Kitaj, chefkonsulent i Erhvervs- og Vækstministeriet,
  • Thomas Brenøe, vicedirektør i Finanstilsynet,
  • Martin Nyvang, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
  • Rasmus Ammitzbøld Degn, afdelingschef i Finansministeriet,
  • Karsten Biltoft, vicedirektør i Nationalbanken.
Ekspertudvalget skal afrapportere til erhvervs- og vækstministeren senest 1. september 2016.