Apr 11, 2016

BREAKING NEWS: Græsrodsbevægelser jubler: EU sætter TTIP på standby (Jean-Claude Juncker har efter modtagelsen af 3,263.920 underskrifter besluttet at stoppe forhandlingerne med USA om handelsaftalen TTIP.!!!!!) - 11. April 2016

EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har efter modtagelsen af tre millioner underskrifter besluttet at stoppe forhandlingerne med USA om handelsaftalen TTIP.

Kommissionens udmelding har i løbet af i dag skabt jubelscener blandt græsrodsbevægelser over hele Europa.
Forhandlingerne med USA om den kontroversielle handelsaftale TTIP er sat på standby.

Det skriver formand for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, i en pressemeddelelse i dag.

Det er fantastisk. Vi kan slet ikke få armene ned.
Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory
Den overraskende melding kommer efter at græsrodsbevægesen "STOP-TTIP" har indsamlet 3.263.920 underskrifter imod handelsaftalen.

Det sker som et af de såkaldte borgerinitiativer, der blev indført med Lissabontraktaten. EU’s borgerinitiativ betyder, at EU-kommissionen skal tage en sag op, hvis en eller flere borgere indsamler mindst en million underskrifter, der kræver det.

Juncker: Det gør indtryk


Med dagens melding har Kommissionen altså valgt at gå et skridt videre og sætte forhandlingerne med USA helt i stå.

"TTIP-underskriftsindsamlingen er det største antal indsamlede underskrifter til et borgerinitiativ nogensinde. Det gør indtryk," siger Jean-Claude Juncker i pressemeddelelsen.

Han fortæller, at de mange underskrifter fik ham til at læse nogle af de mange kritiske protestskrivelser om TTIP fra fagforeninger og NGO’er over hele Europa og endda læse EU-parlamentets gentagne bekymringer.

"Det gik op for mig, at TTIP vil få enorme konsekvenser for miljø, arbejdstagerrettigheder og den demokratiske beslutningsproces i medlemslandene. Det er jo verdenshistoriens største handelsaftale, vi taler om her!," siger kommissionsformanden.

Meldingen om et stop for TTIP har skabt jubel hos græsrodsbevægelser og fagforeninger over hele Europa.

"Det er fantastisk. Vi kan slet ikke få armene ned. Faktisk har vi i processen omkring TTIP oplevet en enorm imødekommenhed fra EU-toppen. Det virker virkelig som om de ønsker at sætte befolkningens interesser over erhvervslivets. Det får mig til at indse, at vi nok har været alt for kritisk indstillet tidligere," siger Kenneth Haar fra Bruxelles-vagthunden Corporate Europe Observatory.

Kari: Vi har aldrig været i tvivl


Også hos Folkebevægelsen med EU glæder parlamentariker Rina Ronja Kari sig over dagens udmelding.

"Vi har aldrig været i tvivl om, at kommissionen i sidste ende ville lytte til de folkelige protester," siger hun.

Kari opfordrer nu de mange borgerinitiativer, der tidligere har fået deres underskriftsindsamlinger afvist af EU, til at prøve igen.

"Det her viser, at hvis man bare har en klar vision og er mange nok, så kan EU demokratiseres indefra," siger Rina Ronja Kari, og fremhæver blandt andet Folkebevægelsens egen underskriftsindsamling som et godt sted at starte.

EU-kommissionen har nu iværksat et initiativ, hvor græsrodsbevægelser og fagforeninger over hele Europa skal hjælpe med at lave en handelsaftale, der ikke undergraver velfærd og demokrati.

Det nye initiativ ventes at komme med et udspil om et år, den 1. april 2017.