Nov 18, 2015

Greenpeace: Tre ting, du kan gøre for klimaet - 18. November 2015


Nogle gange kan det være svært at bevare optimismen. Konstant strømmer foruroligende nyheder ind, der viser, at Jordens klima er ved at ændre sig: Kæmpe-gletsjere smelter i Arktis, månedslange skovbrande hærger Indonesiens regnskove, og voldsomme orkaner rammer stadig hyppigere.

Alligevel er jeg mere optimistisk nu, end jeg har været længe: Verden er i forandring, og omstillingen til ren, vedvarende energi er i fuld gang globalt! Et eksempel er Kina, hvis kolossale kulforbrug er faldende, mens sol- og vindenergi er på hastig fremmarch. Og Tyskland, hvis omstilling til nu 30% solenergi er gået meget hurtigt.

Folkelige protester og pres har været vigtigt for at sparke omstillingen i gang. Verden over har folk sagt nej tak til nye olie-, kul- og gasprojekter - på samme måde som vi har fået Total til at opgive sin skifergasboring i Nordjylland.

Opførelsen af den store rørledning Keystone XL, der skulle bringe olien fra tjæresand fra Canada gennem USA til Den Mexicanske Golf, er blevet afblæst. Den norske oliefond har trukket milliardinvesteringer ud af kul. Og Shell har måtte pakke sine oliedrømme i den arktiske farvand nord for Alaska af vejen for en tid.

Endnu går det dog alt, alt for langsomt! Der er brug for at lægge pres på verdens ledere for at tage ansvar for vores allesammens fremtid og vedtage en ambitiøs global klimaaftale. Og der er brug for, at vi går sammen om at vise, at der findes en grønnere vej.

Her er tre ting, du kan gøre for klimaet i løbet af de kommende uger:

- Deltag i en klimamarch. Søndag den 29. november går folk i hele verden på gaden for at kræve klimahandling. Selvom tragiske begivenheder har ændret rammen for klimatopmødet i Paris, er en klimaaftale ikke blevet mindre vigtig. I Danmark arrangeres store klimamarcher bl.a. i København, Odense og Ålborg.

- Deltag i klima-stafetløbet Run for Your Life, der foregår fra det nordligste Sverige til Paris for at sætte fokus på klimaretfærdighed og en bæredygtig fremtid. Du har mulighed for at løbe i en af de Stop Fracking T-shirts, som vi deler ud. Stafetten når Regnbuepladsen ved Rådhuspladsen i København på fredag den 20. november kl. 21:30, og Odense den 21. november, hvor vi ca. kl. 14:00 løber fra Udlodgyden 70. Find os på mødestederne inden løbet for at få en T-shirt.

- Gør ting for klimaet i din hverdag. Vi har samlet en række forslag til ting, du selv kan gøre for klimaet i din hverdag.