Sep 10, 2015

Hjælp os med at finde Lasse - 10. September 2015

Vi har brug for din hjælp. Efter mange måneders research og gravearbejde, kunne vi i går sammen med DR2 Undersøger afsløre snyd for millioner. Én enkelt fiskefamilie i Skagen ejer fiskekvoter for næsten en milliard kr. på trods af et kvoteloft, der skulle sørge for, at kvoterne gik til dem med gummistøvlerne på. Vi har politianmeldt både kvotekongen og den myndighed, der har set gennem fingre med snyderiet.

Du kan læse mere om historien og se dokumentationen her

Den rygende pistol i historien er en lille jolle, der hedder Lasse L49. Den er kun 5,5 meter lang, men ejer alligevel rettighederne til at fange over ti tusind ton fisk. Det svarer til, at Lasse skulle lande 12 ton fisk om dagen, hver dag, året rundt! Greenpeace kan dog dokumentere, at der i de officielle registre ikke fremgår, at Lasse skulle have landet en eneste fisk!

Desværre har hverken DR eller Greenpeace kunnet finde Lasse. Kunne du tænke dig at hjælpe os? Hvis du har tips om, hvor vi kan finde Lasse, så lav en Facebook-post med #FindLasse eller skriv til os på info.dk@greenpeace.org



Del meget gerne efterlysningen med dine venner og bekendte. Måske er der nogen af dem, der kan hjælpe med at finde jollen bag svindlen.

Det er det naturskånsomme, kystnære fiskeri, der betaler prisen for, at fiskekvoterne er samlet på en enkelt håndfuld rigmænds hænder. Halvdelen af fiskekutterne i Danmark er lagt på land over det seneste ti år og 49 havne er lukket.

Bed Fiskeri- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen om at få ryddet up i et pilråddent kvotesystem. Skriv til hende her (nederst på siden).

Venlig hilsen
Birgitte Lesanner
Chef for Greenpeace i Danmark

PS. Det er udelukkende takket være donationer fra mennesker som dig, at vi kan bruge måneder på at grave i koncentrationsregler, CVR registre og kvoteregnskaber. Giv et bidrag og hjælp os med at fortsætte arbejdet.