Feb 14, 2015

De saudiarabiske forbindelser Stod Saudi-Arabien bag 9/11? Svaret findes muligvis på 28 sider i en amerikansk kommissionsrapport om terroraktionen. Men siderne er blanke.


FREDAG D. 13. FEBRUAR 2015, KL. 22.30

(Politiko) WASHINGTON: Nogle gange overgår virkeligheden selv de mest hårdføre konspirations­teorier. En af dem – at Saudi-Arabien stod bag 11. september-terror­aktionen i New York – er bragt til live igen. Fire mænd – tre af dem tidligere medlemmer af den kommission, som USA nedsatte i 2002 for at opklare sandheden om terroraktionen året før – har på det seneste fremlagt »sandheden om aktionen«. Den sidste – den såkaldte 20. flykaprer, som blev fængslet, før han kunne deltage i aktionen – har fra sit fængsel fortalt lignende historier om »de saudi­arabiske forbindelser«. Alt det har betydet, at kravet om en tilbundsgående undersøgelse nu lyder i bredere og bredere kredse i USA.

Sandheden er mere speget end røget. For en god konspiration kan ikke leve længe, uden at der er en regering, der skjuler sandheden. Og det er der et synligt »bevis« for i denne sag. Den kommissionsrapport, som den daværende amerikanske regering barslede med i 2004, indeholder 28 blanke sider. Det er ikke bare et kapitel, der er udeladt, men synlige 28 blanke sider, som er udeladt af sikkerhedsårsager. Ifølge næst­formanden for kommissionen, den tidligere senator Bob Graham, er de 28 sider intet mindre end rystende læsning.

For de manglende sider beviser ifølge ham, at dele af den saudiarabiske kongefamilie støttede terrorlederen Osama bin Laden med enorme pengesummer, og at den amerikanske regering nægter at offentliggøre kapitlet for ikke at skade landets forhold til Saudi-Arabien. Altså intet mindre end næstformanden for kommissionen. I øvrigt sammen med to andre kommissions­medlemmer Bob Kerrey og John Lehman, der var med i undersøgelserne af terroraktionen. For hvordan kunne en samling kjortelklædte terrorister bosat i bjergene mellem Afghanistan og Pakistan være i stand til finansielt at løfte en så enorm opgave, det er at udmanøvrere en supermagt og gennemføre det mest spektakulære terrorangreb nogensinde? Og så midt i hjertet af USA. Hvis ikke de havde fået hjælp fra rige personer i Mellemøsten.

Saudi-Arabien benægter alt. De opfordrer ovenikøbet amerikanerne til at offentliggøre de 28 sider, så »man en gang for alle kan få slået fast, at Saudi-Arabien ikke står bag terror­aktionen«. Og saudiaraberne støttes af et foreløbigt faktum. Der findes ingen rygende pistol, der binder det hele sammen. Kun gisninger og formodninger og halve rygter. De er til gengæld yderst vedholdende og næret af, at selv præsident Barack Obama, som under sin valgkamp i 2008 lovede at kigge det her nærmere igennem, stadig ikke har truffet en beslutning om at få åbnet det hemmelige kapitel for offentligheden. Den må så se passivt til, at flere kongres­medlemmer har fået lov til at læse teksten og efterfølgende er »rystede« over oplysningerne­