Jan 16, 2015

Narcissistiske, dominerende mødre og deres døtre, BLI'R JEG NOGENSINDE GOD NOK

Læs også: Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser
Læs også: DR2 DOX: 'Krigen om børnene' 8. Dec 2014, Tidligere var det 'Stop - Nu Krigen, Mor og Far!' 1. Okt 2014 og 'Med børnene som våben' - 13. Maj 2014

Udgivet den 16. Januar 2015 af Verdensalt.dk

BLI'R JEG NOGENSINDE GOD NOK...

"Bli'r jeg nogensinde god nok?" Det spørgsmål stiller døtre af narcissistiske mødre sig selv igen og igen. De har nemlig lært fra barnsben, at de skal leve op til deres mors forventninger for at gøre sig fortjent til hendes kærlighed.

Døtre af narcissistiske mødre vokser op under ekstreme familieforhold, hvor de skal tilsidesætte sig selv og præstere resultater for at gøre sig fortjent til deres mors kærlighed. Det kan få konsekvenser for resten af livet ikke at føle sig elsket som det menneske, man er. Sådan skriver forfatteren Karyl McBride (Ph.d.) i sin bog "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre", der er udkommet på dansk i juli 2014.

Efter lidt research dukkede PowerKvinderne op på min skærm. 

Lad os begynde med min egen historie. Jeg er hverken et orakel, mestre psykologiens 101, kan kun tale af personlig erfaring med 15 års nærkamp i frontzonen fra en hadefuld, forsmået, følelseskold, manipulerende, destruktivt kvinde i førersædet.

Forsøgt, at konsumere nok viden til at sætte ord på tryk af et menneskes 'ondskab', som drev min datter væk fra mig, hendes far. Mange af disse kliniske udtryk og begreber, definitioner som jeg beskriver er jo alle velbeskrevne fakta, set fra lægevidenskabens klare lys, men dog rent spirtuet, har andre betydninger. I dette blogindlæg, første afsnit, holder jeg mig til normen, næste afsnit det mere alternative plan.  

Der er jo altid før og efter scenario, hendes version mod min, man skal altid respektere det virkligheds- og sandhedsopfattelse er lige så korrekt, for hende som for mig. Før, og lige efter min datter blev født, var jeg stadigvæk blot en normal drengeknæjt, drevet af naturens orden, kendte ikke så meget til, hvordan man skulle håndtere en baby første gang andet end at uddele den universelle kærlighed, en følelse af enormt taknemmelighed og omsorg.

Modparten led blandt andet af overdreven misfortsået beskyttertræng, følelsesmæssige forstyrrelser, eftersom hun aldrig var kommet over sin fødselsdepression eller efterfødselsreaktion. Der var ikke noget som hed kognitiv terapi, psykosocial og åndelig omsorg eller sjælesøgning, hun nægtede at få støtte og assistance fra nogen instanser. Da jeg tog mine ting og gik, skal ikke komme nærmere ind på hvorfor, var efter sceneriet prompte og hvad jeg ville kalde eksplosivt dræbende på vores fælles samarbejde med vores datter fremadrettet.  

Vi beskytter vores indre dæmoner eller fortid, i et vis omfang, for ikke at påvirke vores ydre omgivelser. Kender vi endeligt vores partner 'rigtigt' hele vores liv? Samme sekund, jeg forlod etablissementet, manden i hendes liv, trådte den rigtige "latente" personlighedforstyrende individ frem i lyset, for at hævde sig. Min følelse var, jeg var nu blevet til en ting, en genstand, intetkøn

At leve sammen med en kvinde i mange år, hvis karakteristika læner sig tæt på borderline eller har psykopatiske antræk, det er en ting, men efter separationen for snart 15 år tilbage, kom der en indre skyggeside frem af rendyrket hævn eller rettere forsmåethed - ligesom Valerie Trierweiler der var i et forhold til den franske præsident Francois Hollande. Hun har netop skrevet en bog som hedder "Merci Pour le Moment" (Tak for øjeblikket) "En forsmået kvinde hævner sig".

Hvad min datter ikke har gennemgået, for at nurse og tilgodese hendes mor, er ikke småting. Moders overførsel af en nærmest sygelig beskyttertræng, hos min datter.
Derfor mener jeg, tydeligt at kunne genkende narcissistiske træk som overskygget og driver den kvinde som fødte min datter, selv idag. Jeg kalder det Spirutal Terrorisme - rettet mod sig selv. Det kommer jeg lige tilbage til...

Narcissistiske mødre og deres døtre




Det har været virkelig givende at læse bloggen hos powerkvinderne og omkring Narcissistiske mødre. Fantastisk hjemmeside. Eksempler på hvorfor jeg tror, min egen datter altid har været fastlåst hos sin narcissistiske mor, kommer her. Her kan du tage testen: http://narcissist.dk/tag-testen.html
    Narcissistisk personlighedsstruktur :

  • Min datter udsættes for stress i en tidlig alder, hun skulle indoktirneres til at hade sin far, elske sin mor. Hun skulle lyve og fortie om sin mor, intet måtte trænge ud mellem sidebenene. Min datters egne primærbehov så som behovet for selvbekræftelse, og derigennem opbygning af en psykologisk tærskel for krænkelse, blev tilsidesat.
  • Alle elskede min datters mor. Udadvendt, smillende, velafbalancerede, altid i centrum, smart i tøjet, hjemmet perfekt indrettet, ingen ko på isen, ihvertfald ikke udadtil. Men problemer var jo lagt på is, kendte hende kun i det omfang hun gav mig lov til. Omgivelserne til at bekræfte eksistensen af personens "Jeg". For en person med narcissistisk personligheds-forstyrrelse er behovet desperat, som om personen ville ophøre med at eksistere, hvis ikke andre retter deres opmærksomhed mod dem. Sådanne var det i mange års isolation efter jeg forlod selskabet. 
  • Alt var planlagt til mindste deltajle udadtil, den perfektioniske mor blev projekteret over på min datter, depression, gråd, kunne ikke styre temperamentet, depression og det presset var nu retter med alt ondskab mod mig, manden, fordi jeg havde forladt hende, det kunne min datter ikke stå imod. Hun led af store sociale problemer, umodemhed, konflikter med andre jævnaldrende piger, uro og dårlig undervisning, manglende selvværd mange års lidelse af inkontinens. Gik i mors tøj, sove sammen med mor indtil hun var 10-11 år, måtte ikke træde ved siden af, måtte ikke fremstille mor i dårligt lys hos sine nærmeste, skole, forældre gruppen, veninder m.fl Primitive psykologiske forsvarsmekanismer. Projektion er en sådan mekanisme – altså at man overfører sine egne svagheder på sine omgivelser. F.eks. ved at antage, at ens partner, børn og kolleger er psykisk syge, egoistiske, krænkende o.l

Vi ved jo social arv, kan komme tilbage som en boomerang. Min egen teori er, negative social arv i voksenlivet, psykiske belastninger er grobund for dybe sår og traumer senere i livet. Det har først påvirket vores samarbejde relationer negativt, efter jeg forlod moderen, men det lå latent og ventede. Mennesker med Psykopatiske antræk er mange gange manipulatør af anden grad, de mestre det perfekte, smigrede tandsmil og perfekte verdensbillede udadtil, når de er alene, spiller klaveret en anden tone.
"Min datters mor var der tale om hendes fars druk, fysiske vold, nærmest familietradition for kriminalitet, omsorgssvigt, kulturelle forskelle og til sidst fik han et spark ud af familien med fuld musik. Deres familie har aldrig set sig tilbage, ingen kontakt, forsoning, tilgivelse, ingen empati. Min datter sagde utallige gange, nu skulle hun sammen med mor, gense og forsones, far og morfar morfar for første gang, men jeg vidste et eller andet sted bedre. Mener at hendes morfar er død nu, og langt borte. Siden har de ikke været faste forhold i deres liv.  
Vi ved, at psykiske belastninger i barndommen, kan nedbryde børns selvtillid og personlighed, og at det kan give alvorlige konsekvenser senere i voksenlivet,
"Mor var nu efterladt med sin bror på fireårige lillebror, psykisk belastet, egen eksistensgrundlag og identitet var smuldret væk, hendes egen mor havde depressioner. Hun blev efterladt i et vakuum, uden støtte til de daglige fornødenheder, omsorg og kærlighed og forståelse for hendes situation. Nu skulle hun overtage sin fars ansvar som alfa-han, med ét, være voksen og passe familien.( Winters Bone skildrer problematikken)   
Gennemgående negative livsmønstre og selvdestruktive tanke- og handlemåder kaldes også livsfælder - Ifølge Psykolog Gry Secher . Livsfælder kan være en følelse af, at selvom livet på overfladen ser godt ud, er der en stor risiko for, at det hele bryder sammen, at facaden ikke kan opretholdes, i virkeligheden at være uegnet, en snyder, der har narret alle.
"Mon der var en opvækkelse af gammel livsmønstre, da jeg forlod min datters mor? Jeg forsvandt lige som hendes far gjorde i hendes tidlige teenagere år. Dermed genopstod en livsfælde, (antagning - dit sind er tidsløs (**)) trygheden, omsorgen, faderollen, afmagten - alt bliver teleporteres eller re-bootes til dengang hun stod alene som tiårig pige og havde smidt far ud.    

Følelser opstår i maven --> sender impulser til vores underbevidsthed--> tanker bevæget sig igennem vores sind --> manifestere sig enten dårligt eller godt, universet skelner ikke


Universet støtter dig i dine tanker. Hver eneste gang du tænker en tanke, så svarer det til at indtaste en destination på en GPS. Du må derfor sørge for at det du indtaster er den rette destination, hvis du da vil nå dine mål. Universet skelner ikke mellem hvad der er godt eller skidt for dig. Hvis du siger a, så får du a. Siger du b, så får du b.  - Jette Harthimmer Clairvoyant & Spirituel Mentor

Lad os vende til et begreb jeg selv kalder - Spirituel terrorisme - rettet mod sig selv - det er ikke ødelæggende angreb fra åndelige terrorister inden for kirken - for mig er det den altødelæggende indre "underbevidste stemme" som angriber os og forgifter vores tanker, væremåde, evne til agere og vise medfølelse, omsorg, forståelse, tilgivelse og i den grad vores evne, til at acceptere, vi selv er en del af problemet. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Hvis vi selv skal sige det, så er vi mennesker er i den grad mestre i alt forstå at løse andres konflikter, mens pilen pejler altid væk fra os, aldrig indad. Når vi så endelig for nedbrudt vores barriere, facade, åbner os, slipper selvhadet, frygten, forsvinder den spirituelle terrorisme, som nu bliver overtaget af spirituel næstekærlighed til os selv. Fordi den universelle ubetinget kærlighed, tilgivelse, forsoning til os selv og dernæst til andre, løser alt - såre simpel. (naturligvis er det ikke så simpel endda)  

I den sammenhæng, tror mange, vores tanker 'forenklet videnskabligt' 'stammer ved aktiviteter som består enten af elektriske impulser, nerveceller der udløser en kemisk substans eller øget blodgennemstrømninger i visse dele af hjernen, jamen det kan da også godt være. Man spinder masser af tanker hele tiden. Tanker og følelser påvirker mennesker, konstant. Din hjerne er din personlige computer, men også er passiv, indtil den modtager rå data (tanker) og impulser (følelser).

Dit sind er tidsløs, din krop aldre ikke. (**)Nu bliver det måske lidt langhåret, det er et begreb Dr Deepak Chopra praktisere, men konceptet holder vand. (læs mere om det på linket)

Ja det lyder mærkeligt, men krop og sindet er uforenelige partnere eksempelvis: Alternative behandlere, så som kinesiologi og metafysiske sundhedsformer, (tanketerapi), Reiki dvs. noget med håndspålæggelse, skaber forløsninger, ved at give kroppen besked om et traumatisk problem, følelsesmæssigt situation, migræne, hvad det end måtte være, SKAL forløsnes, lige nu og her..

Kroppen reagere med denne helbredende healing ved også at give vores 'selvet' 'indre jeg' 'sindet', 'underbevidsthed' besked om, nu skal du se og komme ud af starthullerne, og udføre en aktiv handling. Der er nu opstået en forbindelse mellem krop og sindet. I rigtigt mange tilfælde, lytter vi ikke 'aktivt' til vores mavefornemmelse, intuition og sjettesans og derfor bliver problemer ophobet og permanente.

Min opfattelse er, jeg er nu ikke den eneste, følelserne ligger i det astrale legeme, hofterne og maven (fysisk-æteriske, astrale og mentale), hvis vi er super stærke, sætter et gitter op (hønsenet) foran vores astral legeme, beskytter vi os for at modtage negativitet (vi ønsker ikke at modtage), er vi svage, løsner vi på gitteret, så slipper de negative ting ind og lægger sig lagvis (som en lagkage) latent på især hofterne og i vores maveregion, også ryggen m.fl. indtil vi igen frigiver dem med terapi former, meditation, kærlighed til sig selv, jamen der er masser af muligheder....    

Og så kommer det spændende ... offer-roller, hævn, forsmåethed, uløste konflikter, traumatiske barndomsoplevelser, vold, særligt sensitiv mennesker, depressivitet, hvad der ellers måtte være af en given tilstand af låsthed, frygt, angst -  er en fornægtelse af, vi er skabt af 'ren' ubetinget kærlighed, og troen på vores egen mesterlige unikhed og gudommelige klarhed til os selv. Når vi selv finder ud , vi ikke er master-race på vores jord og i universet, og tør slippe for frygten og hadet til os selv, kommer vi skridtet videre mod vores evolution.

Det handler om, at få balanceret os i en retning af tilfredshed, selvforståelse og tilgivelse. Det gør vi kun ved at for forløsning på vores følelser, ændre vores fastlåste tankemønstre fra forældrenes opdragelse og barndomsminder.

Tak fordi du læste mit blogindlæg

Namaste!