Dec 8, 2014

Mærsk mistænkt i omfattende brasiliansk bestikkelsesskandale, 8 Dec 2014


Det brasilianske politi mistænker Mærsk for at have bestukket sig vej til kontrakter med det statsejede olieselskab Petrobras.


Det danske rederi er blandt flere selskaber i politiets søgelys i forbindelse med efterforskningen af en skandale i det statsejede Petrobras, hvor selskaberne har givet store bestikkelser til nøglemedarbejdere for til gengæld at få kontrakter i olieselskabet.

Politiet har, ifølge den brasilianske anklagemyndighed, fundet beviser på at flere internationale selskaber gennem mellemmænd har bestukket Paulo Roberto Costa, den tidligere Petrobras-direktør, som nu samarbejder med politiet for at få en nedsat straf, skriver Bloomberg.

Læs også: Danmark skraber bunden i rapport om bestikkelse

Paulo Roberto Costa har samtidig indviliget i at aflevere mere end 151 millioner kroner, som han har fået i bestikkelse, til myndighederne.

"Vi har nogle efterforskninger om blandt andet søtransport, som Paulo Roberto Costa har stået for, hvor der er stærke beviser for betaling af bestikkelse til ham fra selskaberne, inklusiv Mærsk," siger Carlos Lima, den ledende anklager i sagen, til Bloomberg.

Mærsk afviser anklagerne overfor Bloomberg og understreger, at betaling af bestikkelse er strengt forbudt for alle ansatte og samarbejdspartnere. De anerkender dog at have betalt kommission for kontrakterne, men inden for de gældende normer i branchen.

Sagen er blevet undersøgt internt, og Mærsk har ikke fundet nogle tegn på illegale aktiviteter, skriver Bloomberg.

Læs også: Mærsk-datter får kontrakt på 1,6 mia. kroner