Hold nu op med at spille Martyr og være med
i "offer-spillet!. Kalder ganske enkelt på dine styrkesider som modsvar
på opgivelsen i Afmagts-smerten!
Udgivet den 8. Maj 2015 af Verdensalt
Min intention med dette indlæg er, at få bugt med mine frustrationer nu og efter separationen med min x-kone, som får mig til at tænke på (igen), hvorfor vi altid falder for samme type partner, bevidst eller ubevidst? En forbandelse eller velsignelse?
Venligst bemærk, min fremstilling og påstande, gør ikke mig selv til en bedre mand eller bedre end visse kvindetyper.
Hvad var det lige jeg tænkte på, da vi flyttede sammen og gik i seng med fjenden? Det kan godt være, det senere bliver lidt personificeret, men hold nu op for en kræftknude, at leve sammen med. Lysten til at skrige om hjælp til disse menneskeskæbner, som ALDRIG vil erkende, de også selv er underlagt, de selv samme problemer, som de skaber hos andre. Jeg er da udmærket godt klar over, det, at overspille rollen som frelseren(redderen), står i stærk kontrast med offerrollen, som syntes umuligt at forløse uden selvindsigt og selv-ofring.
Hvad fanden sker der med kvinder, når de først er nået i mål med sikkerhed, trygge rammer og i gang med at bygge rede, når to mennesker får samme tag over hoved? Hvor blev
min frihed af, tænker jeg? Hvor kom den jalousi fra? Hvorfor drogtygge
over selv samme skænderi og samme rille i pladen dagen lang, i ugevis,
årevis? Hvad for kvinder til at tro, bare fordi vi mænd skal ha ’ro’ med
isolation og bare en gang imellem lever som hulemenneske, at vi så
forlader jer eller vi har en depression eller ikke vil være sammen med
jer mere? Hvornår stopper den klapjagt og udprægede fasttømret
stereotyp, hvad en ’rigtigt mand’ er for en fisk? Danske kvinder er
efterhånden mere maskuline end mænd er, men mænd skal dog stadigvæk være
de stærke krigere, pengeskaffende, veltrimmede, velafbalancerede
individer, som kvinder kan hvile og støtte sig, igennem livet. Lige
så snart en kvinde får lokket manden til hus og farlig Volvo, måske
endda med ægteskab, så er fanden løs i laksegade. Nu er vi undfanget,
skænderier om alt og ingenting, høje forventninger om økonomi, ansvar,
kontrol og magtbalance, lige indtil én af os mister modet og vores egen
identitet og livsglæde.
Der er ikke noget at sige til, at de tal fra
Danmarks Statistik som viser, at der ved
årsskiftet var knap 1,6
millioner enlige, svarende til 37 procent af den voksne befolkning. Er
der nogen som når de læser John Gray’s bøger om voksne og børn ”
Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus” eller ”
Børn er fra himlen” tager ved
lære af det og bruger det i dagligdagen, jeg gør?
En andet element, hvorfor udsætter vi vores børn for det vi ikke selv ville finde os i, hvis vi byttede rollen om mellem voksen og barn? De fleste voksne som har været udsat for vrede, stressede og
frustrerede forældre som har undertrykt, latterliggjort og nedgjort børn og deres handlinger og synspunkter med gammeldags børneopdragelse, ved hvad jeg snakker om. Præcist som min x-kone har med sin datter. Disse børn når de bliver voksne, virket fast besluttet på, det aldrig kommer til at ske for dem selv, men deres egne traumer skal forløses først og de ’dårlige mønster’ er nogen gange så fast-forankret, uden naturlig puf i den rigtige retning, er det ganske svært, selv at kunne arbejde med de såkaldte skyggesider eller dårlige egenskaber, vi besidder, for at udvikle os til at blive endnu bedre mennesker.
Der findes mange typer og kønsroller, tager vi dramatrekanten (redder, skurken, offerrollen) findes der, noget som jeg selv kalder
Leechers og Seeders:
Leechers (offerollen)– kan betegnes som energivampyrer. Bevidst eller ubevidst dræner de andre med-mennesker for energi, afhængig hvor meget sensitivitet/følsom de besidder og kan filtere, som andre sender ud og absorberer lettere andres negative energier. De bliver tit selv udmattet, syge og åbne for lavt selvværd. Her spiller offermentalitet ind. Typer af energivampyrer kunne være ’grædekonen’ eller ’dramadroningen’. Leechers desperate forsøg på at få opmærksom, omsorg og anerkendelse gør dem til uberegnelige og farlige typer. De æder sig igennem alt, lever på bekostning af andres uheld og ulykke.
Seeders (redderen)– mennesker der har det bedst som positive, livsgivere. Forsøger, at få det bedste ud af alle situationer, hjælpsomme, besidder empati og intuition. Gir meget af sig selv, bliver ren energimæssigt tanket op af de positive ringe i vandet, de selv udsender. Selvom de finder modgang, overvinder de med konstruktiv adfærd og aktiv handling (modsat passiv). Negative side er, de glemmer tit at varetage dem selv, hvis alt energien tildeles andre mennesker. Bliver hængende for længe og tager imod slag efter slag indtil man ligger ned.
Spørgsmålet jeg nu står tilbage med er - kan man udvikle sig væk fra de uhensigtsmæssige typevalg? De gode terapeuter fortæller os, vi falder altid for dem, vi har brug for, for at udvikle os. Der er mange forskellige årsager til, at vi tilsyneladende har en tendens til at blive tiltrukket af den samme type, og desværre ofte en type, der umiddelbart ikke er helt gode for os…. Den forklaring køber jeg, uanset om vi tror på, vi alle har en form for guddommelig plan her på moder jord, så medgiver jeg en vis logik, at vi skal lære og forandre os i den retning som er bedst for os selv. Hvis vi så tænker os endnu mere om, så ved vi, det sagens kan skyldes levn fra vores barndom, dominerende far, overbeskyttende mor, omsorgssvigt osv.
