Kære Isabella,
For 10 år siden forsvandt du uden ord, for at få fred, søgte hen hvor din mor og morbror bor.
Fortvivlelse, frustration, sorg og savn, ramte os alle ubemærket hårdt,
i hjertet vort.
Vi kunne alle rumme dig, selvom du hjemmefra kom vred og farvet,
var din frustration svær som far, at forstå og at arve.
Dine første 3 levedage, lyttede du til fars hjerte, unikke duft og varme, jeg bar dig
stolt, i min arme.
Min familie skabte rammen om din barndom, den kærlige opdragelse
og omsorg, 'storesøster' for fasters børn, du var en ørn.
Husk nu på, intet er sort og hvidt, ingen andre især jeg,
ønsker, du skal have det skidt.
Du behøver ikke forklare dit Drama, du bliver ført sikkert tilbage,
på vores vej af personlig karma.