BT-artikel om advokaters og organisationers kritik af Familieretshuset
I denne artikel deltager Samværsadvokaten sammen med 9 andre hhv. advokater, jurister og organisationer i en fælles kritik af Familieretshuset. Det da alt for mange børn og forældre uberettiget mister kontakten til hinanden i Familieretshuset behandling af samværssager. Det da Familieretshusets selvopfattelse har fjernet sig så meget fra brugernes virkelighed, at der ikke længere kan dannes bro mellem de to oplevelser. Advokat Tanja Graabæk citeres derfor sidst i artiklen for at understrege, at Familieretshuset må anses for at have udspillet sin rolle, og at der er behov for et nyt skilsmissesystem.
Læs mere her:
https://www.bt.dk/samfund/advokater-og-organisationer-i-opraab-familieretshuset-fejler-paa-alle-punkter
***********************
 |
Med Børn Som Våben: Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser
Below is in Danish
http://translate.google.com/translate?hl=&sl=da&tl=en&u=https%3A%2F%2Fwww.verdensalt.dk%2F2020%2F09%2Fmed-brn-som-vaben-den-grusomme.html
En visuel fremstilling på min datters ungdom der forsvandt og det jeg var oppe imod, ser således ud: Forestil jer en glas-osteklokke, som har ganske få lufthuller til at ånde igennem, rundt om osteklokken er der en voldgrav med kviksand med tilhørende pigtråd og advarsler, her bor min datter og hendes mor. Alle er velkommen undtaget min familie og jeg. Kanoner bliver skudt af mod os hvis vi nærmere os. Inde i osteklokken er der ingen fri bevægelighed, ingen luft, intet kompromis, hvis min datter viser kærlighed og omsorg til sin far, er der ingen udgang til, friheden Alle kan se det, men ingen gør noget ved det. Hvis nogen forsøger at indikere der er et problem, så bliver de smidt i voldgraven. Der findes kun én dronning og alfahun af osteklokken, som har manipuleret og vugget sine selvopfundne, opdigtede løgnehistorier ihjel, sammen med hendes egen familie, venner og trostøttere, mod mig, Faderen... Var jeg dømt på forhånd, ja! Ville jeg kunne have trængt igennem panseret? NEJ! Var min datter dømt ude fra ganske spæd mht. at fungere med min egen familie og sin far - JA! Er det sundt for nogen parter – Nej... |
Efter at have set TV2’s DOX programserie ” Med børnene som våben ” den 13. Maj 2014, har udsendelsen ramt mig lige i solar plexus. Mit indlæg er blot min fortælling og kan bruges som stof til eftertanke, omkring at bruge børn som våben i skilsmissesager eller lignede, som et af de mest brugte motiver – nemlig hævn. Fra en neutral vinkel ( eller rettere min vinkel), at vise hvordan visse menneskeskæbner forandrer sig fra en normal personlighed / psyke til den skyggeside – min fortolkning er vel ” skyggesider er egenskaber eller følelser vi ikke vil stå ved”. Alt sammen er igen noget jeg har erfaret og oplevet på min egen krop og sjæl, men ikke nødvendigvis selv besidder en dybere PhD for at gøre mig klog på menneskers psyke. Har tænkt meget over det, er dog fristet til at bruge fornavne i mit indlæg, da e anonymitet og forkortelser minder mig om en den tid, hvor skrivelser fra og til Statsforvaltningen var hverdag i næsten 15 år.
Min historie er ikke ment for at skyde med skarp, negligere mit eget ansvar og hæve mig op over nogen, vil dog retfærdiggøre tingenes tilstand og kompleksitet. Kommunikation er så hamrende svært, især når der eksistere følelser som er uafklaret.
Jeg er overbevist om, at der grundlæggende ikke er noget ondt skabt i mennesker. Har dog en opfattelse af, når noget går galt så som traumatiske begivenheder, noget utænkeligt, følelsesmæssigt utilsigtet hændelser, eller hvad det nu kan være som gør vi indædt føler vi skal kæmpe imod eller forsvare os, dukker der en skyggeside frem i os alle.. (Dog kan skyggesider både være negative eller positive og når vi integrerer dem, vil det altid give os en følelse af at blive mere os selv) Positive sider af en negativ radikal ændring af vores liv, så som at miste eller blive komplet separeret med ens barn af kød og blod, er vi står stærkere på den anden side, hvis man er i stand til at forstå sammenhængen og acceptere tingenes tilstand. Tilgivelse til sig selv og den anden part er fundamental, selvom ens ego og selvretfærdiggørelse gør det svært at give slip...
Below is in Danish
http://translate.google.com/translate?hl=&sl=da&tl=en&u=https%3A%2F%2Fwww.verdensalt.dk%2F2020%2F09%2Fmed-brn-som-vaben-den-grusomme.html
http://translate.google.com/translate?hl=&sl=da&tl=en&u=https%3A%2F%2Fwww.verdensalt.dk%2F2020%2F09%2Fmed-brn-som-vaben-den-grusomme.html
En visuel fremstilling på min datters ungdom der forsvandt og det jeg var oppe imod, ser således ud: Forestil jer en glas-osteklokke, som har ganske få lufthuller til at ånde igennem, rundt om osteklokken er der en voldgrav med kviksand med tilhørende pigtråd og advarsler, her bor min datter og hendes mor. Alle er velkommen undtaget min familie og jeg. Kanoner bliver skudt af mod os hvis vi nærmere os. Inde i osteklokken er der ingen fri bevægelighed, ingen luft, intet kompromis, hvis min datter viser kærlighed og omsorg til sin far, er der ingen udgang til, friheden Alle kan se det, men ingen gør noget ved det. Hvis nogen forsøger at indikere der er et problem, så bliver de smidt i voldgraven. Der findes kun én dronning og alfahun af osteklokken, som har manipuleret og vugget sine selvopfundne, opdigtede løgnehistorier ihjel, sammen med hendes egen familie, venner og trostøttere, mod mig, Faderen... Var jeg dømt på forhånd, ja! Ville jeg kunne have trængt igennem panseret? NEJ! Var min datter dømt ude fra ganske spæd mht. at fungere med min egen familie og sin far - JA! Er det sundt for nogen parter – Nej... |
Efter at have set TV2’s DOX programserie ” Med børnene som våben ” den 13. Maj 2014, har udsendelsen ramt mig lige i solar plexus. Mit indlæg er blot min fortælling og kan bruges som stof til eftertanke, omkring at bruge børn som våben i skilsmissesager eller lignede, som et af de mest brugte motiver – nemlig hævn. Fra en neutral vinkel ( eller rettere min vinkel), at vise hvordan visse menneskeskæbner forandrer sig fra en normal personlighed / psyke til den skyggeside – min fortolkning er vel ” skyggesider er egenskaber eller følelser vi ikke vil stå ved”. Alt sammen er igen noget jeg har erfaret og oplevet på min egen krop og sjæl, men ikke nødvendigvis selv besidder en dybere PhD for at gøre mig klog på menneskers psyke. Har tænkt meget over det, er dog fristet til at bruge fornavne i mit indlæg, da e anonymitet og forkortelser minder mig om en den tid, hvor skrivelser fra og til Statsforvaltningen var hverdag i næsten 15 år.
Jeg er overbevist om, at der grundlæggende ikke er noget ondt skabt i mennesker. Har dog en opfattelse af, når noget går galt så som traumatiske begivenheder, noget utænkeligt, følelsesmæssigt utilsigtet hændelser, eller hvad det nu kan være som gør vi indædt føler vi skal kæmpe imod eller forsvare os, dukker der en skyggeside frem i os alle.. (Dog kan skyggesider både være negative eller positive og når vi integrerer dem, vil det altid give os en følelse af at blive mere os selv)
Positive sider af en negativ radikal ændring af vores liv, så som at miste eller blive komplet separeret med ens barn af kød og blod, er vi står stærkere på den anden side, hvis man er i stand til at forstå sammenhængen og acceptere tingenes tilstand. Tilgivelse til sig selv og den anden part er fundamental, selvom ens ego og selvretfærdiggørelse gør det svært at give slip...
Min egen forhistorie
Taget på et nordsjællansk sygehus af personalet...
Skilsmisse sager eller separation fra ens børn, skaber en til tider farlig situation. Mit forløb som startede tilbage 1998 da jeg fik min vidunderlige, elskede datter Isabella, var fryd og gammen. Der var tryghed, omsorg, vi havde en fantastisk lejlighed i Nordsjælland, vi var samboende, blev forlovede med daværende kæreste Agnete, fast arbejde og super relationer med Agnetes familie og min egen. Alle forudsætninger var til stede og optimale.
 |
| Taget på et nordsjællansk sygehus af personalet... |
Skilsmisse sager eller separation fra ens børn, skaber en til tider farlig situation. Mit forløb som startede tilbage 1998 da jeg fik min vidunderlige, elskede datter Isabella, var fryd og gammen. Der var tryghed, omsorg, vi havde en fantastisk lejlighed i Nordsjælland, vi var samboende, blev forlovede med daværende kæreste Agnete, fast arbejde og super relationer med Agnetes familie og min egen. Alle forudsætninger var til stede og optimale.
