Udgivet den 23. Juni 2015 af Verdensalt
Efterhånden som jeg graver mig igennem emnet, virker det uendeligt stort og uoverskueligt.
Børns mistrivsel og forældres vaklende medansvar
Forsøger derfor i denne artikel, at fokusere på børn som er kommet i klemme hos Deres forældre, fordi forældre har 'magten' over børnenes liv og velfærd. Børn er jo altid uskyldige og er magtesløse overfor hvad de bliver udsat for. Bryder det ned til, børn i trosse alderen eller brydningstiden fra ens mor eller far, men stadigvæk komplet og total afhængighed fra deres biologiske forældres omsorg, støtte, søvn, næring, opdragelse - så vakler vi stadigvæk et sted på det nederste lag af Maslows behovspyramidens fysiske behov og på vej op i pyramiden. Så kommer vi vel nærmere børn i alderen mellem 3-7 år, ungefær.
Der er videnskabelig vidensbyrd på, eller sagt med andre ord, andre klogere folk end mig selv, har en ide om, at 0-3 års-pædagogikken eller den motoriske og sanselige udvikling er ekstrem vigtigt for hvordan børns udvikling præger dem på livets vej. Børn suger viden ligesom en svamp og jeg vil vove pelsen at sige, alt, den fundamentale indlæring og erfaring, får børn når de er mellem 0-3 år.
3 år og opefter sker der en masse med børns personlige udvikling. Særpræg, evner, prøve grænser af, brydningstiden, udforske mere, tør mere og 'spørgejørgen' driver os til vanvid, alt sammen kender vi jo til. Lige netop her, kan kæden hoppe af hos nogen forældre.
Jeg tror ikke jeg behøver, at sige meget mere end, efter min egen overbevisning har alle børn en gammel sjæl, for nogen forældre, kommer oplevelsen tæt ind på livet, når børn forudsiger nogle ting og ser og hører noget, som forældre ikke kan forklare. Vi behøver ikke gå længere ned i materien omkring regeneration og vores spirituelle vej, men så er det sagt.
Lige en anden ting, hvis børn har en gammel sjæl, som de kæmper med, så har voksne forældre også en gammel sjæl, som de slås med. Vi er opslugt af vores egen daglige forfængelighed, afhængigheder af at tjene penge og stresse os igennem livet, måske bliver vi blot mindet om, gemmerne af vores tidligere liv som hele tiden dukker op til overfladen og giver flashbacks, hvis det ignoreres og fortrænges, 'kan' det til sidst blive til en omfattende forladthedsfølelse (ensomhed), som ofte bunder i en følelsesmæssigt distanceret og afstandstagende tilknytning, hvor børnene ikke møder nærhed. I stedet for, at feje alle sine idiotiske problemer til side og blot være lige her i nuet, for sine børn..
Forældres magtesløshed, stresset hverdag, deres perfektionistiske 'over-jeg', følelser, mønstre og gamle “triggere” kommer i spil og kan projiceret videre over på børnene, som er helt uskyldige og forstår intet af hvad der sker med far og mor. Forældre til særligt sensitive børn, oplever det måske endnu værre. Lidt af det samme som familiehunden, der får et los i R.... Barnet får en tur over gulvet, lussing, råbt gentange af, trusler, osv. Fuldstændigt unødvendigt og kendetegner blot, den enorme byrde som voksne mennesker er underlagt. Det, at 'miste' kontrollen. Man skal nok vise, hvem som har bukserne på (magten) i huset og børn som ikke har respekt, returneres med en kort lunte hos mange forældre. 
