Kære Isabella,
Syv år siden forsvandt du uden ord, for at få fred, søgte hen hvor din mor bor.
Fortvivlelse, sorg, savn er socialt betinget kriser og ramte ubemærket hårdt,
i hjertet vort.
Vi skal alle overvinde vores chok, traumer og fobier, ingen forstår det bedre,
end din far og hvad det befrier.
Dine første 3 levedage, lyttede du til fars hjerte, unikke duft og varme, jeg bar dig
stolt, i min arme.
Min familie skabte rammen om din barndom, den kærlige opdragelse
og omsorg, 'storesøster' for fasters børn, du var en ørn.
Vi kunne alle rumme dig, selvom du hjemmefra kom vred og farvet,
var din frustration svær som far, ikke at arve.
Husk nu på, intet er sort og hvidt, ingen andre især jeg,
ønsker, du skal have det skidt.
Du behøver ikke forklare dig, din personlig karma,
fører dig sikkert tilbage, på vores vej.
Penge har altid været meget vigtig for dig og din familie, har frivilligt gjort mit,
hvis du mangler lidt, kom blot hid.
Har fulgt dig ubemærket igennem tiden, dit ansigt og dit dna, ligner jo mig,
det er almenviden.
Du har holdt dig i flyverskjul, gemt dig, tiden er kommet til,
at mødes med mig.
Det er valgt for dig, aldrig at se morfar nogensinde, men din egen far vil dig,
noget du kun selv kan overvinde.
Du fylder i dag tyve år, verden står for døren, med fri vilje,
for din laden og gøren.
Der findes ikke en dag, hvor du ikke er i mine tanker, fyldes med forventning,
til du tør komme tilbage og lægge anker.
Jeg elsker dig ubetinget, du findes i mit hjerte,
gør dig fri af dine lænker og smerte.
Vil altid vente på dig, der findes ingen skam, kom nu her
og få et kram.
Elsker dig
Din Far
