Min intention med dette indlæg er, at få bugt med mine frustrationer nu og efter separationen med min x-kone, som får mig til at tænke på (igen), hvorfor vi altid falder for samme type partner, bevidst eller ubevidst? En forbandelse eller velsignelse? Venligst bemærk, min fremstilling og påstande, gør ikke mig selv til en bedre mand eller bedre end visse kvindetyper.
Hvad var det lige jeg tænkte på, da vi flyttede sammen og gik i seng med fjenden? Det kan godt være, det senere bliver lidt personificeret, men hold nu op for en kræftknude, at leve sammen med. Lysten til at skrige om hjælp til disse menneskeskæbner, som ALDRIG vil erkende, de også selv er underlagt, de selv samme problemer, som de skaber hos andre. Jeg er da udmærket godt klar over, det, at overspille rollen som frelseren(redderen), står i stærk kontrast med offerrollen, som syntes umuligt at forløse uden selvindsigt og selv-ofring.
Hvad
fanden sker der med kvinder, når de først er nået i mål med sikkerhed,
trygge rammer og i gang med at bygge rede, når to mennesker får samme
tag over hoved? Hvor blev
min frihed af, tænker jeg? Hvor kom den jalousi fra? Hvorfor drogtygge
over selv samme skænderi og samme rille i pladen dagen lang, i ugevis,
årevis? Hvad får kvinder til at tro, bare fordi vi mænd skal ha ’ro’ med
isolation og bare en gang imellem lever som hulemenneske, at vi så
forlader jer eller vi har en depression eller ikke vil være sammen med
jer mere? Hvornår stopper den klapjagt og udprægede fasttømret
stereotyp, hvad en ’rigtigt mand’ er for en fisk? Danske kvinder er
efterhånden mere maskuline end mænd er, men mænd skal dog stadigvæk være
de stærke krigere, pengeskaffende, veltrimmede, velafbalancerede
individer, som kvinder kan hvile og støtte sig, igennem livet. Lige
så snart en kvinde får lokket manden til hus og farlig Volvo, måske
endda med ægteskab, så er fanden løs i laksegade. Nu er vi undfanget,
skænderier om alt og ingenting, høje forventninger om økonomi, ansvar,
kontrol og magtbalance, lige indtil én af os mister modet og vores egen
identitet og livsglæde.Der er ikke noget at sige til, at de tal fra Danmarks Statistik som viser, at der ved årsskiftet var knap 1,6 millioner enlige, svarende til 37 procent af den voksne befolkning. Er der nogen som når de læser John Gray’s bøger om voksne og børn ”Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus” eller ”Børn er fra himlen” tager ved lære af det og bruger det i dagligdagen? - jeg gør! (forsøger på bedste måde)
Der findes mange typer og kønsroller, tager vi dramatrekanten (redder, skurken, offerrollen) findes der, noget som jeg selv kalder Leechers og Seeders:
