Hold nu op med at spille Martyr og være med i "offer-spillet!. Kalder ganske enkelt på dine styrkesider som modsvar på opgivelsen i Afmagts-smerten!
Min intention med dette indlæg er, at få bugt med mine frustrationer nu og efter separationen med min x-kone, som får mig til at tænke på (igen), hvorfor vi altid falder for samme type partner, bevidst eller ubevidst? En forbandelse eller velsignelse? Venligst bemærk, min fremstilling og påstande, gør ikke mig selv til en bedre mand eller bedre end visse kvindetyper.
Hvad var det lige jeg tænkte på, da vi flyttede sammen og gik i seng med fjenden? Det kan godt være, det senere bliver lidt personificeret, men hold nu op for en kræftknude, at leve sammen med. Lysten til at skrige om hjælp til disse menneskeskæbner, som ALDRIG vil erkende, de også selv er underlagt, de selv samme problemer, som de skaber hos andre. Jeg er da udmærket godt klar over, det, at overspille rollen som frelseren(redderen), står i stærk kontrast med offerrollen, som syntes umuligt at forløse uden selvindsigt og selv-ofring.
Hvad fanden sker der med kvinder, når de først er nået i mål med sikkerhed, trygge rammer og i gang med at bygge rede, når to mennesker får samme tag over hoved? Hvor blev min frihed af, tænker jeg? Hvor kom den jalousi fra? Hvorfor drogtygge over selv samme skænderi og samme rille i pladen dagen lang, i ugevis, årevis? Hvad for kvinder til at tro, bare fordi vi mænd skal ha ’ro’ med isolation og bare en gang imellem lever som hulemenneske, at vi så forlader jer eller vi har en depression eller ikke vil være sammen med jer mere? Hvornår stopper den klapjagt og udprægede fasttømret stereotyp, hvad en ’rigtigt mand’ er for en fisk? Danske kvinder er efterhånden mere maskuline end mænd er, men mænd skal dog stadigvæk være de stærke krigere, pengeskaffende, veltrimmede, velafbalancerede individer, som kvinder kan hvile og støtte sig, igennem livet. Lige så snart en kvinde får lokket manden til hus og farlig Volvo, måske endda med ægteskab, så er fanden løs i laksegade. Nu er vi undfanget, skænderier om alt og ingenting, høje forventninger om økonomi, ansvar, kontrol og magtbalance, lige indtil én af os mister modet og vores egen identitet og livsglæde.
Der er ikke noget at sige til, at de tal fra Danmarks Statistik som viser, at der ved årsskiftet var knap 1,6 millioner enlige, svarende til 37 procent af den voksne befolkning. Er der nogen som når de læser John Gray’s bøger om voksne og børn ”Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus” eller ”Børn er fra himlen” tager ved lære af det og bruger det i dagligdagen, jeg gør?
En andet element, hvorfor udsætter vi vores børn for det vi ikke selv ville finde os i, hvis vi byttede rollen om mellem voksen og barn? De fleste voksne som har været udsat for vrede, stressede og frustrerede forældre som har undertrykt, latterliggjort og nedgjort børn og deres handlinger og synspunkter med gammeldags børneopdragelse, ved hvad jeg snakker om. Præcist som min x-kone har med sin datter. Disse børn når de bliver voksen, virket fast besluttet på, det aldrig kommer til at ske for dem selv, deres kære, og egne børn, men deres egne traumer skal forløses først og de ’dårlige mønster’ er nogen gange så fast-forankret, uden naturlig puf i den rigtige retning, er det ganske svært, selv at kunne arbejde med de såkaldte skyggesider eller dårlige egenskaber, vi besidder, for at udvikle os til at blive endnu bedre mennesker.
Der findes mange typer og kønsroller, tager vi dramatrekanten (redder, skurken, offerrollen) findes der, noget som jeg selv kalder Leechers og Seeders:
Leechers (offerollen)– kan betegnes som energivampyrer. Bevidst eller ubevidst dræner de andre med-mennesker for energi, afhængig hvor meget sensitivitet/følsom de besidder og kan filtere, som andre sender ud og absorberer lettere andres negative energier. De bliver tit selv udmattet, syge og åbne for lavt selvværd. Her spiller offermentalitet ind. Typer af energivampyrer kunne være ’grædekonen’ eller ’dramadroningen’. Leechers desperate forsøg på at få opmærksom, omsorg og anerkendelse gør dem til uberegnelige og farlige typer. De æder sig igennem alt, lever på bekostning af andres uheld og ulykke.
Seeders (redderen)– mennesker der har det bedst som positive, livsgivere. Forsøger, at få det bedste ud af alle situationer, hjælpsomme, besidder empati og intuition. Gir meget af sig selv, bliver ren energimæssigt tanket op af de positive ringe i vandet, de selv udsender. Selvom de finder modgang, overvinder de med konstruktiv adfærd og aktiv handling (modsat passiv). Negative side er, de glemmer tit at varetage dem selv, hvis alt energien tildeles andre mennesker. Bliver hængende for længe og tager imod slag efter slag indtil man ligger ned.
Spørgsmålet jeg nu står tilbage med er - kan man udvikle sig væk fra de uhensigtsmæssige typevalg? De gode terapeuter fortæller os, vi falder altid for dem, vi har brug for, for at udvikle os. Der er mange forskellige årsager til, at vi tilsyneladende har en tendens til at blive tiltrukket af den samme type, og desværre ofte en type, der umiddelbart ikke er helt gode for os…. Den forklaring køber jeg, uanset om vi tror på, vi alle har en form for guddommelig plan her på moder jord, så medgiver jeg en vis logik, at vi skal lære og forandre os i den retning som er bedst for os selv. Hvis vi så tænker os endnu mere om, så ved vi, det sagens kan skyldes levn fra vores barndom, dominerende far, overbeskyttende mor, omsorgssvigt osv.
Hvorfor fortsætter nogen udsatte menneskeskæbner Deres offermentalitet, selvbedrag og negligere deres egne indre enorme potentiale for forandring? Præcist ligesom en alkoholist (måske lidt stigmatiserende), hvor i mit eksempel, konen er misbrugeren og partneren (manden), vil være med-misbrugeren? Vi kan ikke undgå at komme ind på kønsroller, kultur og hvad jeg vil kalde, vores selvdestruktive opfattelse eller usunde perfektionisme af, ’SELVET’ – Jeg er perfekt som jeg er, INTET kan rokke ved min stædige selvopfattelse. Sådanne en kone har jeg haft. Et lille krølle på halen, kommer tillige med betegnelsen - Særligt Sensitive Menneske (HSP). Eller følelsesmæssigt krævende mor eller kone, så at sige. (mildt sagt)
Mener jeg har nået hele vejen rundt med spændende kvindelige partnerskaber som så frækt kaldes - emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse. Fx borderline og psykotiske Narcissistiske, dominerende mødre, men det skal vi ikke ind på her.Hvad er så normalisme, er det ikke bare en illusion? Bliver vi mere lykkelige at bo sammen med et andet menneske? Er det ikke bare fordi, vi hader at fremstå som forladt, alene og ulykkelige selvstændige individer, ikke stærke nok til at følge vores eget hjerte udenfor normen, nemlig det at være single, er en taber-rolle i samfundet? Går du ned i et dansk supermarked og find ’single’ madretter eller find afbudsrejser til ’singler’, nærmest total ukendt begreb. Er det så bedre, at leve sammen med et andet menneske, velvidende, at vi er tvungen til at efterleve og gå på komprimer med alt, også vores frihed og være ulykkelige, usammenhængende mennesker? Hvor langt vil du går for frigørelsesprocessen?
Er det ikke bare fundamental, at forlige sig med sig selv, elske sig selv som man nu er? Hvis vi skal kunne være i stand til, at selv-guide, lade være med at opdrage vores børn og partner til skamme, forstå og tilgive andre mennesker som omgiver os hele tiden, er vi nødsag til at kigge indad og søge hjælp hos specialister, i stedet for at passivt gemme os i sandet og skubbe vores følelser ind under gulvtæppet.
The-Blame-Game: Pas nu på ikke kaste med sten, når du selv bor i et glashus. Lad vær med at skylde skylden på andre for livet ikke ’lige’ passede ind i dit jargon og livsstil. Dine børn, partner, veninder, arbejde kan ikke være substitut for dit indre konfliktbarn. Vær taknemmelig over hvad du har og hvad du får. Du kan kaste med lige så meget mudder, til syvende og sidst, sidder du selv med lorten. Ja – du er blevet til en forsmået, magtesløs, hævntørstig, jalousi, bitter, forstummet, sorgløs sjæl, men indse dog, du blot er på rette vej mod nye, spændende udfordringer og kærlighedsforhold og det du engang oplevede med din nuværende partner, har givet dig den portion af positiv skub i din retning for selvudvikling.
Den perfekte symbiose mellem selvkærlighed og selvværd - Selvkærlighed er det at elske dig selv ubetinget, uanset hvem du er, uanset i hvilken proces du er i, og uagtet hvor i processen du befinder dig. Selvværd er at holde fast i hvem du er, uanset hvor på vejen du er. Selvværd er driften og motivationen, der holder ryggen ret og hovedet højt, og som giver fremdrift i din udvikling. Vi skal ikke fortrænge vores indre dæmoner eller indre konfliktbarn, tværtimod, får det op til overfladen, behandle det, afslut det. Så gå ud i Livet med kærligheden til dig selv i Hjertet, og din værdighed i integreret i din udlevelse af Dig. De universelle love fortæller os, at intet menneske kan tvinges, da vi alle har fri vilje, men hvor ville det være rart, du for en gang så livet som en personlig gevinst, i stedet for det modsatte.
Nødråb til min x-kone:
Stop! – med at lade veninderne overtage dine manglende evne til selvstændigt at tage beslutninger og gøre dig selv til martyr. Dine veninder kan ikke kurere din tilstand for denne såret, selvforskyldt afmagt og mistet kærlighedsfølelse.
Stop! – med at tro du er alene i verden, selvom du har masser af veninder og arbejdskolleger. Din datter er IKKE det eneste du har. Du er aldrig alene, det er en illusion. Søg hjælp hos det guddommelige aspekt og guider.
Stop! – med at forveksle din tidligere x-mand og dine tidligere kærester med mig. Jeg er ikke den som har taget dine penge og materielle ting. Tværtimod har jeg givet dig alt hvad jeg ejer og har.
Stop! – med at binde dig til en kærlighedsfølelse som er forsvundet. Men vær altid taknemmelig for, alle de vidunderligere skæbner som har krydset din vej. Vi er alle forbundet til hinanden om du vil det eller ej. Vi har lært af hinanden til at sende os videre på livets vej.
Stop! – med at lyve overfor verden om mig, for selv at fremstå uskyldig, upoleret ren sjæl uden selvskyld. Din egen fornægtelse og løgne, rammer dig selv som en boomerang. Det man sender ud i universet, kommer tilbage til en selv.
Stop! – med at pege finger af alle andre, undtagen dig selv. Hvis du projektere din indre konfliktbarn mod andre, kan du være sikker på det er et spejlbillede af dig selv.
Stop! – med æde energi fra mig og din datter. Din datter har også brug for frihed, beskyttelse og kærlighed som jeg yder til hende, når mor som kontrolfreak dræner sin datter og skriger i depression over sin egen frustration.
Stop! – med at dæmpe din datters eventyrlyst og barnlige tendenser. Du kan ikke stjæle fra børnenes fantasi og slukke et barns ildsjæl for at elske livet, som du selv, hader!
Stop! – med at skabe drama og kaos omkring dig for at få opmærksomhed. Du er i underskud og nægter at se positivt og neutralt på livet. Du forsøger at trække os andre med ned i skidtet, så du har nogen at dele byrden med.
Stop! - med at projektere dine indre og ydre frustrationer overfor din datter. Hun er uskylden selv. Du gir hende traumer langt ind i voksenlivet. Hun er ikke ansvar for din tilstand. Gi hende al den kærlighed og tryghed du besidder og vær taknemmelig for du har en fantastisk datter.
Stop! – med at være udvise disrespekt for det du har i livet. Når du begynder at dyrke taknemmelighed, Fysiske, psykologiske og sociale aspekt giver dig fordele som er uendelige positive ringe i vandet.
Stop! - med at forfølge din illusion, at alle andre end dig selv, skal ændre sig, uden du er i stand til det. Du besidder enormt potentiale, men du skal bare finde dig selv. Gemt langt inde i din sjæl.
Stop! – med at nægte andres håndsrækning for hjælp til selvhjælp. Der er ingen skam, at erkende, visse ting, ikke kan løses uden professionel hjælp og omsorg fra andre mennesker. Alle mennesker har gode intentioner, men kan komme på afveje, en gang imellem.Tak fordi du læste på ming blog
Namaste!
No comments:
Post a Comment