Landets sundhedsprofessionelle lever efterhånden i et politisk mareridt, hvor alt er tilladt, hvis bare man skriver ordet ”patientsikkerhed” ind i endnu en ny sparepolitik.
Sundhedsvæsenet Claus Hjort Frederiksen - Debatindlæg 21.08.2016 kl. 06:00
Freja Lilli Wirlander, sygeplejerske Amagerbrogade 193, 3. mf. København S
Ak og ve, vi skal spare på sundhedsvæsenet igen.
På Borgen, langt fra hverdagen på sygehusene, har politikerne besluttet sig for, at vi sagtens kan effektivisere og yde mere, men nu skal jeg sige dig, finansminister Claus Hjort Frederiksen, en ting: Du kan ikke effektivisere mig. Du får mig ikke til at løbe hurtigere, og du får mig ikke til at sætte patientsikkerhed før min egen nogensinde igen.
Man skal nok være noget naiv, hvis man ikke har opdaget, at dagens sundhedsprofessionelle er en kende presset. Vi løber hurtigere og hurtigere, og vi får flere og flere krav kastet i hovedet. Patienter og pårørende ser på os som dem, der løser alt fra livstruende sygdomme til uholdbare hjemmesituationer og alt for stærk patientkaffe.
Boksebold for systemet
Heldigvis kan vi løse de fleste af de problemer til stor glæde for alle, men når vi ikke kan, så er fanden løs, og vi står som boksebold for et system, der ikke fungerer. Og ved du hvad, finansminister? Jeg er træt af det, og jeg nægter at gøre det fremover.
Landets sundhedsprofessionelle lever efterhånden i et politisk mareridt, hvor alt er tilladt, hvis bare man skriver ordet ”patientsikkerhed” ind i endnu en ny sparepolitik. Så er det okay at bede os løbe lidt hurtigere, og det er okay, at vores frokost igen i dag ender i skraldespanden frem for i vores maver. Det er helt acceptabelt, at vi lige tager en ekstra vagt og gør en dag på otte timer til en dag på 16. Det er alt sammen for patienternes skyld, og så det er okay.
Et fjernt begreb
Men kære Claus Hjort, lad mig spørge dig om noget: Hvor sikkert for vores patienter tror du, det er, at have en sulten og fuldstændig udmattet sygeplejerske til at passe til tider dødssyge patienter?
Hvor sjovt tror du, det er, at stå og få skældud af en pårørende, fordi de ikke synes, »at man er særlig rummelig«? Jeg skulle hilse og sige, at det er rigtig svært at være rummelig som boksebold. Så er man af rent geometriske grunde ret begrænset på det punkt. Især når man ikke har siddet ned i syv timer, skal tisse og ikke har spist, siden man tog hjemmefra.
Så er man rimelig fyldt op, og rummelighed er et meget fjernt begreb. Men okay, den tager vi så med. Vi smiler og undskylder, men græder indeni. For det burde ikke gå ud over nogen, men det gør det.
Den gode dokumentation
Politikere elsker at sige, at vi dokumenterer for meget, og de har da også ret. Sygeplejersker dokumenterer rigtig meget, men her er bare den lille detalje, som I åbenbart glemmer – hvilket er sjovt, for I elsker at bruge det som undskyldning – også det handler om patientsikkerhed.
Mine kollegaer skal vide, hvad der er sket i de seneste otte timer, så vi kan skabe det, som I politikere også elsker at bruge som begrundelse for alverdens sjove idéer: ”sammenhængende patientforløb” – og lad mig lige fortælle en ekstra lille sjov detalje: God dokumentation handler ikke kun om patientsikkerhed, men også om min sikkerhed.
Når patienter og pårørende klager over den behandling, de har fået af personalet på sygehuset, er det en rigtig god idé, at vi som det mindste har fået skrevet: »pga. massiv travlhed har patient ikke fået (...)«.
Det er måske regeringens politik, men det er min og mine kollegaers autorisation, der er på spil.
Min arbejdsglæde og mit liv
Så kære finansminister. Hvis du helt og aldeles kan stå inde for ovenstående, er det så okay, at jeg giver dem dit nummer, næste gang en patient eller pårørende skælder ud over behandling eller ventetider?
Må de ringe til dig, når deres kære skal ligge i en våd ble, imens jeg spiser min frokost? For det gør jeg fra nu af. Jeg vil holde min frokost, jeg vil drikke, når jeg er tørstig, og jeg vil gå på toilettet. Jeg vil tage fem sekunder på kontoret til at grine med mine kollegaer – også selvom der står pårørende og patienter på gangen og venter.
For det er min arbejdsglæde og mit arbejdsliv. Jeg skal holde mange år endnu, og jeg nægter at løbe hurtigere.
PS: Til alle mine patienter og deres familier, så er jeg oprigtigt ked af, at det går ud over jer. Jeg håber, at I forstår, at det ikke er for at være en dårlig sygeplejerske, men for at være den bedste, jeg kan være, i de næste 40 år.
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE8936756/claus-hjort-frederiksen-du-kan-ikke-effektivisere-mig/