Jun 1, 2016

BREAKING: Adieu! Total færdig med skifergas i Danmark - 1. Juni, 2016












Det er en kæmpe sejr for vores grundvand, miljø og klima, at det franske selskab Total nu endelig har opgivet sin drøm om at udvinde skifergas fra den danske undergrund!

Din opbakning har givet vigtig legitimitet til kampen mod skifergasudvinding i Danmark, og du har været med til at skabe opmærksomhed om de mange miljøproblemer ved skifergas.

Sammen med de dårlige resultater af Totals prøveboring i Nordjylland sidste år har den massive folkelige modstand været afgørende for, at det franske selskab nu har trukket boret til sig og tilbageleveret sin sidste licens til at efterforske og udvinde skifergas i Danmark.

 Vil du hjælpe med at dele nyheden med alle i din omgangskreds og bede dem skrive under for at få Danmark til en gang for alle at forbyde skifergasudvinding?
 

Nu har politikerne en enestående chance for at stoppe skifergas en gang for alle. Flere partier har tidligere afvist at forbyde skifergasudvinding med henvisning til, at Danmark ville miste sin troværdighed over for investorer, og at Total kunne kræve erstatning. Nu står disse undskyldninger ikke længere i vejen for at prioritere Danmarks grundvand, miljø og klimaet.

Totals danske skifergasjagt har kostet omkring en halv milliard kroner, og den statsejede Nordsøfonden – altså vi danske skatteydere - har betalt en femtedel af gildet. Og beslutningen blev taget uden nogen form for offentlig debat.

Udvinding af skifergas med den kontroversielle metode fracking er potentielt et miljømæssigt mareridt, og en række lande – heriblandt Totals hjemland Frankrig – har derfor allerede forbudt skifergasudvinding. Ved hver boring med fracking pumpes 50-70 tons kemikalier sammen med vand og sand ned i undergrunden under højt tryk for at sprække skiferlagene, så gassen frigøres. Det er en trussel mod grundvandet, som vi i Danmark drikker direkte fra hanen. Samtidig er skifergas lige så klimaskadeligt som kul.

Hjælp os med at få skifergasudvinding forbudt i Danmark. Del vores Facebook-post allerede i dag – eller send denne e-mail videre, hvis du ikke bruger Facebook.

De bedste hilsner

Tarjei Haaland
Klima- og energiekspert