🤦♂️Ahhh. øv. Så igen ingen positiv retning for Familieretshuset og Familieretten, hvor matriarkatet dominere med 80% af personalet er kvindelige ansatte, som ikke (helt) forstår, mænd og Deres behov og har et noget forkvaklet forhold, til børns behov, fordi de fleste er, jurister og børnepsykologiske praksis er forældet og tager moderens parti (SoTW's egen mening).
👇Nu er en hjemmeside dukket op igen (igen), der guider mødre i, hvordan de kan snyde sig til fuld forældremyndighed...
💌Vil bare sige til min elskede snart 24 årige datter, (født dansk med delvis polsk/dansk familie) derude efter 11 års afbrudt kontakt til sin far; JEG ELSKER DIG!. Fat mod Isabella, og søg hjem igen! Din mor og hendes familie, kan ikke længere fortie, sandheden. Den eneste ægte sandhed ligger gemt inde i Dig, ikke inde, i Din mor og morbror, som har holdt dig nede, alle disse år!.
👮Blev politianmeldt for nedenstående 2014 artiklen og ét FB-opslag, hvor jeg privat, sagde til min datter, jeg savnede hende, var, meget sober og politiet forsøgte, at køre et tilhold op til livstid, men fik en (latterlig) formaning på 1 år, fordi, jeg er en MAND og har skrevet et blogindlæg om, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser?.
🏃♀️Forsøgte også med breve, men måtte opgive, da hun fyldte 13 havde hendes mor og polske morbror overbevidst, min datters psykolog om, at det var bedst, ALDRIG, at skulle se sin far mere. Det var så kynisk min datter afleverede sin konfirmationsgave til en butik i Birkerød og jeg fik at vide af en butiksansat, som kender mig. at hendes mor, sagde til en anden butiksansat, hun aldrig skulle se sin far mere. Siden, har jeg ALDRIG hørt mere fra min datter, ej heller, min familie. Snot og tårene stod ud i lys lue på mig, mine-den-gang små, 3 niecer/nevø. Min søster er stadigvæk d.d. rasende, men min mor og far og undertegnede, har tilgivet min datter.
✍️
(SoTW) eksistensgrundlag kickstartede denne artikel tilbage i 2014, ud af 24.086 tusinde blogposts (ja, det er mange). Så nej, venner, det ikke kun "Mænd der hader kvinder"...
🚸Børn kan godt tåle, at føle store følelser som sorg, vrede, skyld, skam og angst. Men de skal have nogle voksne at støtte sig til, når de oplever disse store følelser... |
|
**********************************
Med Børn Som Våben: Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser
En visuel fremstilling på min datters ungdom der forsvandt og det jeg var oppe imod, ser således ud: Forestil jer en glas-osteklokke, som har ganske få lufthuller til at ånde igennem, rundt om osteklokken er der en voldgrav med kviksand med tilhørende pigtråd og advarsler, her bor min datter og hendes mor. Alle er velkommen undtaget min familie og jeg. Kanoner bliver skudt af mod os hvis vi nærmere os. Inde i osteklokken er der ingen fri bevægelighed, ingen luft, intet kompromis, hvis min datter viser kærlighed og omsorg til sin far, er der ingen udgang til, friheden Alle kan se det, men ingen gør noget ved det. Hvis nogen forsøger at indikere der er et problem, så bliver de smidt i voldgraven. Der findes kun én dronning og alfahun af osteklokken, som har manipuleret og vugget sine selvopfundne, opdigtede løgnehistorier ihjel, sammen med hendes egen familie, venner og trostøttere, mod mig, Faderen... Var jeg dømt på forhånd, ja! Ville jeg kunne have trængt igennem panseret? NEJ! Var min datter dømt ude fra ganske spæd mht. at fungere med min egen familie og sin far - JA! Er det sundt for nogen parter – Nej... |
Efter at have set TV2’s DOX programserie ” Med børnene som våben ” den 13. Maj 2014, har udsendelsen ramt mig lige i solar plexus. Mit indlæg er blot min fortælling og kan bruges som stof til eftertanke, omkring at bruge børn som våben i skilsmissesager eller lignede, som et af de mest brugte motiver – nemlig hævn. Fra en neutral vinkel ( eller rettere min vinkel), at vise hvordan visse menneskeskæbner forandrer sig fra en normal personlighed / psyke til den skyggeside – min fortolkning er vel ” skyggesider er egenskaber eller følelser vi ikke vil stå ved”. Alt sammen er igen noget jeg har erfaret og oplevet på min egen krop og sjæl, men ikke nødvendigvis selv besidder en dybere PhD for at gøre mig klog på menneskers psyke. Har tænkt meget over det, er dog fristet til at bruge fornavne i mit indlæg, da anonymitet og forkortelser minder mig om en den tid, hvor skrivelser fra og til Statsforvaltningen var hverdag i næsten 12 år.
Min historie er ikke ment for at skyde med skarp, negligere mit eget ansvar og hæve mig op over nogen, vil dog retfærdiggøre tingenes tilstand og kompleksitet. Kommunikation er så hamrende svært, især når der eksistere følelser som er uafklaret.
Jeg er overbevist om, at der grundlæggende ikke er noget ondt skabt i mennesker. Har dog en opfattelse af, når noget går galt så som traumatiske begivenheder, noget utænkeligt, følelsesmæssigt utilsigtet hændelser, eller hvad det nu kan være som gør vi indædt føler vi skal kæmpe imod eller forsvare os, dukker der en skyggeside frem i os alle.. (Dog kan skyggesider både være negative eller positive og når vi integrerer dem, vil det altid give os en følelse af at blive mere os selv) Positive sider af en negativ radikal ændring af vores liv, så som at miste eller blive komplet separeret med ens barn af kød og blod, er vi står stærkere på den anden side, hvis man er i stand til at forstå sammenhængen og acceptere tingenes tilstand. Tilgivelse til sig selv og den anden part er fundamental, selvom ens ego og selvretfærdiggørelse gør det svært at give slip...
Min egen forhistorie
 | | Taget på et nordsjællansk sygehus af personalet... |
|
