Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser
Læs også: VIDEO Jesper har ikke set sin søn i fire år: Jeg tænker på ham 50 gange om dagen - 12. Marts 2015
Læs også: Narcissistiske, dominerende mødre og deres døtre, BLI'R JEG NOGENSINDE GOD NOK - 19. Feb, 2015
Læs også: DR2 DOX: 'Krigen om børnene' 8. Dec 2014, Tidligere var det 'Stop - Nu Krigen, Mor og Far!' 1. Okt 2014 og 'Med børnene som våben' - 13. Maj 2014
Læs også: TV2 DOX: Stop Nu Krigen, Mor og Far! 1. Okt 2014 & Med børnene som våben - 13. Maj 2014
Udgivet
første gang Juli 2014 af
Verdensalt
Efter at have set TV2’s DOX programserie ”
Med børnene som våben ” den 13. Maj 2014, har udsendelsen ramt mig lige solar plexus. Mit indlæg er blot min fortælling og kan bruges som stof til eftertanke, omkring at bruge børn som våben i skilsmissesager eller lignede, som et af de mest brugte motiver – nemlig
hævn. Fra en neutral vinkel ( eller rettere min vinkel), at vise hvordan visse menneskeskæbner forandrer sig fra en normal personlighed / psyke til den skyggeside – min fortolkning er vel ”
skyggesider er egenskaber eller følelser vi ikke vil stå ved”. Alt sammen er igen noget jeg har erfaring og oplevet på min egen krop og sjæl, men ikke nødvendigvis selv besidder en dybere PhD for at gøre mig klog på menneskers psyke. Har tænkt meget over det, er dog fristet til at bruge fornavne i mit indlæg, da denne anonymitet og forkortelser minder mig om en den tid, hvor skrivelser fra og til Statsforvaltningen var hverdag. Min historie er ikke ment for at skyde med skarp, negligere mit eget ansvar og hæve mig op over nogen, vil dog retfærdiggøre tingenes tilstand og kompleksitet. Kommunikation er så
hamrende svært, især når der eksistere følelser som er uafklaret.
Jeg er overvist om, at der grundlæggende ikke er noget ondt skabt i mennesker. Har dog en opfattelse af, når noget går galt så som traumatiske begivenheder, noget utænkeligt, følelsesmæssigt utilsigtet hændelser, eller hvad det nu kan være som gør vi indædt føler vi skal kæmpe imod eller forsvare os, dukker der en skyggeside frem i os alle.. (Dog kan skyggesider både være negative eller positive og når vi integrerer dem, vil det altid give os en følelse af at blive mere os selv)
Positive sider af en negativ radikal ændring af vores liv, så som at miste eller blive komplet separeret med ens barn af kød og blod, er vi står stærkere på den anden side, hvis man er i stand til at forstå sammenhængen og acceptere tingens tilstand. Tilgivelse til sig selv og den anden part er fundamental, selvom ens ego og selvretfærdiggørelse gør det svært at give slip...
Min egen forhistorie
Skilsmisse sager eller separation fra ens børn, skaber en til tider farlig situation. Mit forløb som startede tilbage 1998 da jeg fik min vidunderlige,
elskede datter Isabella, var fryd og gammen. Der var tryghed, omsorg, vi havde en fantastisk lejlighed i Nordsjælland, vi var samboende, blev forlovede med daværende kæreste Agnete, fast arbejde og super relationer med Agnetes familie og min egen. Alle forudsætninger var til stede og optimale.
Men for mig var der en drastisk forandring at gå fra en normal uproblematisk, nærmest ungkarl på 1. klasse med alt betalt, til at have et ansvar lige pludseligt som far, stå med en baby som dengang kunne ligge i min hånd 1,9 kg var Isabella. Puha, stor mental omvæltning, på godt og ondt, det viste sig også vi skulle igennem et forløb, med en datter som var fortidigt født, Agnete med moderkage-forgiftning, fødsel ved kejsersnit, 14 dages kuvøse.
Agnete som gik ud af ind af bevidsthed, da hun fik en allergisk reaktion på morfin bedøvelsen, ud over det, var Isabella meget præget af Koliksmerter i sine tidligere måneder.
Fantastisk oplevelse - de første spæde dage kunne jeg sidde med min datter på hospitalet i ro og mag og mærke hendes puls og rytme og omvendt kunne hun mærke og få fornemmelsen af ens kropsduft som nu babyer kan.
Set tilbage på denne lidt kaotiske tid, var måske med til, vi begge som forældre allerede der, fik et knæk og eventuelt mere eller mindre endte med fødsels-depression for os begge ( igen et udarbejdet traume). Dengang var der ingen hjælp at hente, og det var svært, naturligvis var det at diagnosticere sig selv, umuligt. Dog vil jeg sige fik et klarsyn, tog en ud-af-kroppen oplevelse, så meget nøje på mit liv med min kæreste og ud fra en masse kriterier, valgte jeg noget som jeg til den dag i dag aldrig har fortrudt, at forlade Agnete men desværre også min elskede datter som var 8 måneder gammel dengang.
Inden da havde vi været igennem, for nogen, obligatoriske sessioner hos parterapeuten, vi tog dog en tur hos en anerkendt clairvoyant/healer i stedet, som forudså et opbrud på en bestemt måned, desværre fik han ret. Altid svært om ens underbevidsthed spiller et pus, skæbnen er fastsat, man er fikseret på forandringer m.m.
Prisen for at forlade sin familie
