Læs også: Jeg vil ikke se min mor længere – men det vil min datter!
BLI'R JEG NOGENSINDE GOD NOK..."Bli'r jeg nogensinde god nok?" Det spørgsmål stiller døtre af narcissistiske mødre sig selv igen og igen. De har nemlig lært fra barnsben, at de skal leve op til deres mors forventninger for at gøre sig fortjent til hendes kærlighed.
Døtre af narcissistiske mødre vokser op under ekstreme familieforhold, hvor de skal tilsidesætte sig selv og præstere resultater for at gøre sig fortjent til deres mors kærlighed. Det kan få konsekvenser for resten af livet ikke at føle sig elsket som det menneske, man er. Sådan skriver forfatteren Karyl McBride (Ph.d.) i sin bog "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre", der er udkommet på dansk i juli 2014.
Efter lidt research dukkede PowerKvinderne op på min skærm.
Lad os begynde med min egen historie. Jeg er hverken et orakel, mestre psykologiens 101, kan kun tale af personlig erfaring med 15 års nærkamp i frontzonen fra en hadefuld, forsmået, følelseskold, manipulerende, destruktivt kvinde i førersædet.
Forsøgt, at konsumere nok viden til at sætte ord på tryk af et menneskes 'ondskab', som drev min datter væk fra mig, hendes far. Mange af disse kliniske udtryk og begreber, definitioner som jeg beskriver er jo alle velbeskrevne fakta, set fra lægevidenskabens klare lys, men dog rent spirtuet, har andre betydninger. I dette blogindlæg, første afsnit, holder jeg mig til normen, næste afsnit det mere alternative plan.
Der er jo altid før og efter scenario, hendes version mod min, man skal altid respektere det virkligheds- og sandhedsopfattelse er lige så korrekt, for hende som for mig. Før, og lige efter min datter blev født, var jeg stadigvæk blot en normal drengeknæjt, drevet af naturens orden, kendte ikke så meget til, hvordan man skulle håndtere en baby første gang andet end at uddele den universelle kærlighed, en følelse af enormt taknemmelighed og omsorg.
Modparten led blandt andet af overdreven misfortsået beskyttertræng, følelsesmæssige forstyrrelser, eftersom hun aldrig var kommet over sin fødselsdepression eller efterfødselsreaktion. Der var ikke noget som hed kognitiv terapi, psykosocial og åndelig omsorg eller sjælesøgning, hun nægtede at få støtte og assistance fra nogen instanser. Da jeg tog mine ting og gik, skal ikke komme nærmere ind på hvorfor, var efter sceneriet prompte og hvad jeg ville kalde eksplosivt dræbende på vores fælles samarbejde med vores datter fremadrettet.
Vi beskytter vores indre dæmoner eller fortid, i et vis omfang, for ikke at påvirke vores ydre omgivelser. Kender vi endeligt vores partner 'rigtigt' hele vores liv? Samme sekund, jeg forlod etablissementet, manden i hendes liv, trådte den rigtige "latente" personlighedforstyrende individ frem i lyset, for at hævde sig. Min følelse var, jeg var nu blevet til en ting, en genstand, intetkøn
At leve sammen med en kvinde i mange år, hvis karakteristika læner sig tæt på borderline eller har psykopatiske antræk, det er en ting, men efter separationen for snart 15 år tilbage, kom der en indre skyggeside frem af rendyrket hævn eller rettere forsmåethed - ligesom Valerie Trierweiler der var i et forhold til den franske præsident Francois Hollande. Hun har netop skrevet en bog som hedder "Merci Pour le Moment" (Tak for øjeblikket) "En forsmået kvinde hævner sig".
Hvad min datter ikke har gennemgået, for at nurse og tilgodese hendes mor, er ikke småting. Moders overførsel af en nærmest sygelig beskyttertræng, hos min datter.
Derfor mener jeg, tydeligt at kunne genkende narcissistiske træk som overskygget og driver den kvinde som fødte min datter, selv idag. Jeg kalder det Spirutal Terrorisme - rettet mod sig selv. Det kommer jeg lige tilbage til...
