Hvordan købmænd blev til banker og kredit blev til penge (Blogger: Burde være obligatorisk læsestof for alle skolebørn og danskere generelt...Tid til at vågne op!!!)

Nyhedsbrevet - Gode Penge

 

Glædelig anden søndag i advent! I dagens anledning giver dig historien om, hvordan købmænd blev til banker og deres kredit blev til penge.

Det er anden del af Gode Penges adventskalender, hvor du hver søndag i advent får en finurlig fortælling, en dugfrisk analyse eller en filosofisk vinkel på penge.

Som bekendt laver banker ikke mønter, men de skaber de penge, vi har flest af: kontopenge, indeståender på vores bankkonti. Men hvordan skaber de kontopenge? For at forstå det, skal vi først forstå, hvordan banker opstod.

Banker startede som købmandsgårde i provinsen og så cirka ud som på billedet ovenfor af Plums købmandsgård i Assens omkring år 1920.

Her afleverede de lokale bønder forskellige produkter, de fremstillede. Lad os sige Bertel Bondemand afleverer 10 sække havre. Købmanden har ingen pengesedler for tiden, så han skriver i stedet i sin regnskabsbog under overskriften ”Bertel” beløbet ”10 kr.” Det betyder ”Jeg skylder Bertel 10 kr.” eller ”Bertel har 10 kr. på kontoen”. Når Bertel beder om det, kan han altså få eller bruge de 10 kr.

Sådan er det stadig i dag at have ”penge på sin konto”. Det er ikke sølvmønter eller sedler, der ligger i en boks i bankens kælder, men bankens forpligtelse til at give kunden de 10 kr., når kunden beder om det - enten ved at få dem udbetalt som kontanter eller at overføre dem til en anden konto.

Sådan har Bertel Bondemand også penge på sin konto. De kommer fra alt det, han har afleveret til købmanden uden at få kontant afregning. Bertel kan købe af købmandens andre kunder, fx tre kasser fisk af Frederik Fisker til i alt 3 kr. Betalingen sker ved at købmanden trækker 3 kr. fra Bertels konto og lægger 3 kr. til Frederiks konto. Det kalder vi ”at overføre penge” fra køber til sælger, selv om intet fysisk ”overføres”. Betalinger er koordinerede kontojusteringer: Ned hos køber, op hos sælger, alt sammen via ”bogføring”, talskriveri i købmandens store bog. Sådan foregår det også i dag, hvor Nets på enorme computersystemer sørger for millioner af daglige betalinger mellem danskernes bankkonti.

Det der står på din konto er altså det, banken skylder dig. Det er dit indestående, som du kan få udbetalt eller overført til en anden, når du beder banken om det. Men hvordan bliver det til pengeskabelse?

Sæt Bertel Bondemand vil låne 100 kr. til en båd. Købmanden vurderer, at Bertel kan betale beløbet tilbage og yder kreditten. Han lægger 100 kr. til Bertels saldo på 7. Nu står 107 kr. på Bertels konto. Bertel beder købmanden overføre de 100 kr. til bådebyggerens konto, og Bertel får sin båd. Købmanden kræver en rente på 10 kr. over de tre år, hvor Bertel betaler lånet tilbage, og alle er glade.

Men hvor kom de 100 kr. fra? Købmanden har ikke trukket dem fra nogen anden kundes konto. Han yder kreditten for egen ”regning og risiko”, som det hedder. Risikoen er jo, at Bertel ikke kan indfri lånet og stikker af til Fremmedlegionen, og hvis bådebyggeren så en dag kræver sin saldo udbetalt i pengesedler, må købmanden til egne lommer. Så købmanden er en forsigtig kreditgiver.

De 100 kroners kredit kom altså ud af den blå luft i det øjeblik købmanden skrev det ind i sin bog i forventningen om, at Bertel afdrager lånet. Købmanden ser det ikke som snyd – han hjælper jo bare sine kunder med at handle med hinanden.

Det var især købmænd og handelshuse i de norditalienske bystater i 1100-1300-tallet, der udviklede denne kreditgivning. Det viste sig at være så indbringende en forretning, at handelshuse som Medici-familien droppede den besværlige handel med oksehuder og jernvarer og blev rendyrkede banker. Sådan opstod bank- og pengevæsenet, som vi kender det i dag. Sådan blev den lokale købmands kreditter gradvist til de penge, vi alle bruger til at betale større beløb med i dag, inklusive vores skat til staten.

Forestillingen om at banker samler penge ind fra folk, der ikke skal bruge dem, og låner dem ud til kunder, der har brug for dem, er en myte, som banker har pyntet på deres virksomhed med. Den begrunder jo renten: Den skal indskyderne have lidt af, som kompensation for savnet. Men kun hvor banker har lånt kontanter ud, som fx sølvmønter eller pengesedler, har banklån været denne type formidling af penge. Det er sket uhyre sjældent i bankhistorien. Udlån har næsten altid været indskrivning af cifre på låntagers konto – cifre, som banken så skrev andre kunders konti op med, så låntager kunne købe hos dem.

Det kan man kalde et svindelnummer eller simpelthen bankers forretningsmodel efter behag. Det har jo vist sig at være meget smart, at der kan gives kredit til økonomisk ekspansion, industrialisering, oversøisk handel, teknologi og velstandsstigning.

Men denne forretningsmodel skal ikke være det store befolkningsflertal ubekendt, som det er nu. Alle skal vide, at penge skabes, når private banker yder kredit. Så kan vi på et oplyst grundlag diskutere vores pengesystem og spørge, om det er rimeligt: Skal banker beholde deres 800 år gamle privilegium til at skabe samfundets penge og tjene penge på det – eller skal pengeskabelsen overtages af en demokratisk proces og fordelene derved tilfalde befolkningen som helhed?



Vi håber, at du fik lidt bedre styr på, hvordan pengesystemet fungerer, og at du har lige så meget gejst på at ændre det, som vi har.


Fortsat god søndag i advent!

Bedste hilsner Ib

Ph.D. og lektor på Aarhus Universitet
Bestyrelsesmedlem i Gode Penge