 |
| Min veninde havde været lige ved at dø og lå på hospitalet. ”Hvad skal der blive af mig, når jeg kommer hjem?”, hviskede hun til mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, men sammen prøvede vi at finde en vej, skriver dagens kronikør |
”Hvad skal der blive af mig, hvad sker der med mig, når jeg kommer hjem?”, hviskede min veninde til mig på hospitalet, mens hun knugede min hånd, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Hun havde været tæt på døden, kun en hårsbredde fra den, og hvordan kommer man hjem derfra? Eller rettere sagt: Hvad kommer man hjem til?
Jeg fik beskeden om hende en solrig søndag. Jeg havde slet ikke været forberedt. På den anden side er du sjældent forberedt på en besked som den. Min veninde var faldet om i fitnesscenteret med smerter i hjerteregionen og var blevet tilset af en læge, men der var intet unormalt.
Senere samme aften var smerterne taget til, og hun var taget på hospitalet, stadig uden lægerne havde kunnet se noget. Til gengæld var hun sendt hjem med morfin til at tage smerterne. Om natten, da morfinen var aftaget, havde hun indlagt sig selv. Heldigt nok, da scanninger nu viste, at aorta til hjertet var flækket. Blod havde dryppet ned på nerverne og forvoldt smerterne. Hun blev opereret i 13 timer, og efter to uger på hospitalets intensivafdeling lå hun nu på en åben afdeling og forsøgte at komme sig; på hjerteafdelingen på tredje sal med udsigt over en byggeplads.
Hendes bror havde fortalt mig, at lægerne sagde, at det gik den rigtige vej; at hun nok skulle komme sig, og at de forventede, at hun kunne komme hjem om en måned. Den dag var det svært at se for en ikke-sundhedsfaglig person som mig. Først kunne jeg ikke genkende kvinden i hospitalstøjet. Den veninde, jeg plejede at kende, var veltrænet, tjekket med mørkt, kort hår. Hende jeg mødte på hospitalet var tynd og bleg, hendes hår stod ud til alle sider, det var blevet tofarvet med gråt nederst og mørkt øverst, armene var blå og hullede, men jeg havde kunnet genkende hendes øjne. Min veninde var derinde – inde bag det svækkede hylster – og samtidigt kunne jeg også se, at hun var klar over, at det havde været tæt på, og hun var bange og rystet. Mere end os andre.
Hun var ømskindet efter at have ligget ned i flere uger, så for at købe mig tid til at svare på hendes spørgsmål, begyndte jeg at massere hendes ryg. Jeg ville nemlig så gerne svare hende noget rigtigt, noget brugbart, fordi ”hjem” er et emne, vi har vendt en del i det seneste år.
Jeg har skrevet en roman om mennesker, der er mellem hjem og derfor længes hjem, men de længes på forskellige måder og ikke nødvendigvis efter den samme type hjem. I den forbindelse har jeg talt med mange mennesker om deres forhold til hjem, og hver især har de delt deres unikke historie. Eksempelvis fortalte en ældre kvinde, at hjem for hende var det hus, som hendes far havde bygget, og som hun også var opvokset i. Hendes søn boede i øvrigt i samme hus, som han var vokset op i. Kvinden og hendes familie havde ikke bevæget sig mere end en radius på fem kilometer i deres valg af hjem.
Jeg sagde uden at se på min veninde: ”Vi skal nok få dig hjem.”
Hun spurgte stille: ”Hjem til hvad?”.
Jeg blev flov, for hun havde ret. Hendes spørgsmål om hjem handlede ikke om hendes lejlighed på 90 kvadratmeter. Hjem er i lige så høj grad et sjæleligt sted som et fysisk sted. For mange er hjem mest af alt en sindstilstand. Min veninde havde spurgt om, hvordan hun finder hjem til sig selv i sjælen.
Den forståelse af hjem har folk også delt med mig. For eksempel havde en anden kvinde efter en kræftsygdom helt fravalgt at have et traditionelt hjem. I stedet havde hun købt en bil. Hun rejste rundt og overnattede hos venner og bekendte, og hvis hun havde behov for særlig ro, kørte hun ud til et øde sted med sin bil. For hende var hjemmet i hjertet; hun behøvede ikke et fysisk sted af mursten, men min veninde er alene med et barn. Hun har brug for både et fysisk og sjæleligt hjem til sig selv og sin 10-årige datter.
En anden mand havde fortalt mig, hvordan et brud med hans kæreste og deres fælles hjem gennem 12 år havde gjort, at han ikke lige nu havde behov for at finde et nyt hjem. Han boede i midlertidige boliger, hvor han kunne være sig selv, men ikke behøvede at kalde det hjem. Han havde brug for at være i en vægtløs tilstand, mens han fandt sig selv igen.
Men min veninde var ikke i en vægtløs tilstand. Hun var bundet til et ilt apparat og en stomi-pose.
Jeg holdt op med at massere hendes ryg og sagde smilende og lidt tamt: ”Jeg lover dig, vi skal nok også få dig hjem til dig selv igen – og vi sørger for, at du får en god psykolog.”
Hun drejede sit hoved mod mig og så på mig: ”Du ved godt, hvordan jeg har det med psykologer.”
Jeg holdt op med at smile. Det vidste jeg godt. Hun kommer fra en benhård naturvidenskabelig baggrund. De psykologer, hun har talt med gennem livet, har fyldt hende med ord, hun ikke har kunnet bruge.
Jeg kom til at tænke på en historie, en hospitalspræst havde fortalt mig. Jeg tog derfor hendes hånd og spurgte: ”Kender du historien om manden, som drømte, at han vandrede på en lang sandstrand og talte med Gud? De talte om hans liv, og deres fødder efterlod to sæt fodaftryk i sandet. Da manden så sig tilbage, opdagede han, at han kunne se hele sit liv som fodaftryk i sandet, og han bemærkede, at der nogle steder kun var aftryk af ét par fødder – ikke to. Desuden kunne han se, det var i de perioder, hvor han havde haft det dårligst. Han spurgte derfor Gud: ’Hvorfor er der tidspunkter i mit liv, hvor der kun er fodaftryk af én person – og hvorfor var du ikke hos mig, da jeg havde allermest brug for dig? Hvorfor forlod du mig?’.
’Jeg har aldrig forladt dig,’ svarede Gud. ’Dér hvor der kun er ét spor, er de strækninger, hvor jeg bar dig.’”
Min veninde kiggede ned på linoleumsgulvet. Det var brunnistret. Hun havde selv stærkt farvede turkise hospitalssko på. De to farver råbte til hinanden.
”Jeg kan ikke se fodspor,” sagde hun trist.
Jeg så også ned på linoleumsgulvet, og jeg kunne ikke lyve. Ikke over for hende, ikke lige der, ikke i den situation. Der var ingen fodspor overhovedet.
”Kan du spørge sygeplejersken, om jeg kan få noget beroligende?”. Hun slap min hånd og så sig uroligt omkring.
Det kunne godt være, at jeg ikke kunne lyve, men jeg kunne heller ikke holde op med at tro og håbe, og pludselig hørte jeg mig selv fortælle hende flere historier om håb og mod.
Pludselig bemærkede jeg, at min veninde så på mig med et underligt blik. Jeg holdt inde og undskyldte alle mine historier og alle mine ord, som sikkert bare trættede hende.
Hun pegede på sin skulder. ”Kan du se ham?”, spurgte hun.
Jeg tøvede. Hvem talte hun om? Mit blik flakkede, inden jeg langsomt spurgte: ”Gud?”.
Hun nikkede.
”Ja," svarede jeg og hørte mig selv fortælle: ”Jeg kan se, at han sidder på din skulder, og det er derfor, du ikke ser nogle fodspor lige nu. Det er, fordi han flyver med dig for at gøre dig vægtløs, så du bedre kan komme dig, men jeg lover dig, at han kan sørge for, at du kommer hjem, og at du igen selv begynder at gå.”
Hun slappede af i kroppen, og besøget sluttede med, at hun faldt i søvn. Endnu ved ingen, hvordan hun finder hjem til sig selv. Vi ved bare, at hun fysisk nok skal klare det, så jeg har printet en version af historien ud med manden og Gud og håber, at den kan give hende håb og mod, som kan være med til, at hun finder hjem til sig selv – også i sjælen.
Louise Kringelbach er forfatter