Jul 6, 2017

JV | 6. Juli 2017 | Mange oplysninger savnes i DONG-sag. . . | 24Syv Nyheder: Det er for tidligt at sætte punktum i DONG-sagen.. Statsrevisorernes bemærkninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen, sådan lyder det fra to fremtrædende Venstre-folketingsmedlemmer, Preben Bang Henriksen og Hans Christian Schmidt.. I et indlæg i Avisen DANMARK, skriver de, der er rigelig grund til at dykke længere ned i hvordan Finansministeriet under Socialdemokraten Bjarne Corydon, forventede salget af aktierne til den amerikanske investeringsbank, Goldman Sachs.. De to Venstrefolk ønsker man tager salget af DONG-sagen op igen, så man fremover undgår lignende sager... |

Preben Bang Henriksen (v) og Hans Christian Schmidt (v)
Danmark Debat.

For en måneds tid siden afgav Rigsrevisionen sin beretning om salget af en del af Statens aktier i Dong Energy AS til Goldman Sachs mfl. (16.2016 om kapitaludvidelse og efterfølgende børsnotering).

Statsrevisorernes bemærkninger til beretningen burde løbe enhver koldt ned ad ryggen, men ikke desto mindre synes den i øvrigt glimrende beretning ikke at have givet anledning til særlig stor omtale, hvilket kan undre henset til den store folkelige og politiske debat, som selve salget var genstand for. Statsrevisorernes konklusioner er nemlig markante, prisværdig klare og afgivet på baggrund af den udførlige gennemgang af sagen, som Rigsrevisionen har foretaget.

Fakta er, at køberen har scoret en eksorbitant stor gevinst (ca. 12 mia.) på 31 måneders investering, svarende til en samlet forrentning på 150 pct. over perioden. Noget kunne således tyde på, at sælger (Staten v/Finansministeriet) ikke har været udpræget heldig, da man i 2014 vurderede selskabets værdi. Mere kan vi ikke med sikkerhed udlede om salgsprisen. Men en handel, der giver køberen en så eksorbitant stor og hurtig profit, skærper selvfølgelig interessen for at undersøge, hvordan det hele gik til. Det har Statsrevisorerne og Rigsrevisionen så forsøgt i denne beretning. "Forsøgt" er nok det helt rigtige ord, for Finansministeriets embedsmænd har iflg. rapporten - og til Rigsrevisionens undren - vurderet, at væsentlige dele af handelsprocessen er omfattet af fortrolighed.

At "hensyn til 3. mand" (modparten) og "hensyn til statens økonomiske interesser" kan medføre, at de oplysninger, som 3. mand i en handel lader tilgå Staten, ikke (evt. i fortrolighed) må tilgå Statens kontrollant (Rigsrevisionen), virker mildt sagt både underligt og utilfredsstillende og i øvrigt i strid med Rigsrevisorlovens § 12, hvorefter Rigsrevisor af enhver offentlig myndighed kan forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger og forelagt alle sådanne aktstykker, som efter Rigsrevisors skøn er af betydning for Rigsrevisors hverv.

Det er ovenikøbet i samme bestemmelse præciseret, at dokumenter undtaget fra aktindsigt fortsat er undtaget, efter at de er overgivet til Rigsrevisor. Hvad ville indehaveren af et privat firma i øvrigt sige til, at firmaets revisor af personalet blev nægtet oplysninger om en given disposition?

Ud fra de oplysninger, som trods alt ikke har været erklæret fortrolige, kan Statsrevisorerne dog med sikkerhed fastslå, at
  1. Flere centrale dokumenter findes ikke på Finansministeriets sager
  2. Finansministeriet har ikke levet op til god forvaltningsskik
  3. Centrale overvejelser om handelen er ikke dokumenteret
  4. Beslutningsgrundlaget - herunder salgsprisberegningen - var ufuldstændigt og mangler dokumentation.
  5. Købers bud blev ikke - som foreskrevet i udbudspapirerne - afgivet skriftligt.
  6. Købers bud blev afgivet mundtligt og kan i dag ikke dokumenteres
  7. De afsluttende forhandlinger er ikke fuldt ud dokumenteret