May 19, 2016

Christian Clausen forlader Nordea og kriserne - med 140 millioner i hånden (Old news, som man siger, men det er der, hunden ligger begravet..undersøg denne sag, der er meget mere end øjet ser og denne artiklen fortæller os, hvis det ikke er grelt nok mht. penge grådighed, frås med privatfly og gourmetmiddage, vanvittige bonuser og hold kæft bolche af Clausens pension, panamapapers samt manglende reformer, gennemsigtighed og manglende rutiner mod hvidvaskning af penge...) 19. Maj 2016

I en stor del af sine 8 år som Nordeas topchef, har Christian Clausen både personligt og professionelt været ude i et stormvejr. Han går nu af, og med sig får han en pensionsaftale, som vækker opsigt.

Billede- AFGANG. Nordeas afgående topchef Christian Clausen har skabt store resultater, men er også kendt i medierne for en række skandaler. Foto: Niels Hougaard (Arkiv)

KRISTINA OLSSON - Sverige-korrespondent

Når Christian Clausen trækker sig fra posten som direktør for bankkoncernen Nordea, er det nok især Nordeas ledelse og presseafdeling, der udelukkende har rosende ord at sige om den afgående direktør.

Andre i hans omgivelser – personalet, økonomerne og erhvervsjournalisterne – lader til at have et langt mere komplekst billede af den 60-årige danske topchef.

»Jeg er bange for, at det er skandalerne, han vil blive husket for«, siger Carolina Neurath, erhvervsjournalist på Svenska Dagbladet, til Politiken.

Siden Christian Clausen tiltrådte i 2008, har han ganske vist leveret gode resultater og en stærkere Nordea-aktie – men han har også bragt sindene i kog.

Første gang han kom i medierne, var, da Nordeas bestyrelse i 2011 besluttede at købe en 256 kvadratmeter stor lejlighed til ham på en af Stockholms mest eksklusive adresser. Værdi: 22,5 millioner svenske kroner og renoveret for omtrent 10 millioner kroner. En bolig til en direktør, som de seneste fire år havde tjent 40 millioner svenske kroner.

Det skete samtidig med at Nordea gennemgik en sparerunde, hvor 2.000 personer i hele koncernen skulle afskediges, deriblandt 500-600 i Sverige.

Vrede over pension




Samtidig blev Clausens pensionsaftale kendt. Som 60-årig ville han kunne gå på pension og få mere end 100 millioner svenske kroner med sig.

Flere politikere, bl.a. nuværende uddannelsesminister Gustaf Fridolin fra Miljöpartiet, krævede, at regeringen og staten som en af ejerne i Nordea, reagerede. Men den daværende borgerlige regering nægtede at gribe ind.

Clausen skabte også vrede blandt de ansatte, da han fremlagde en sparepakke, der skulle skære i alt fra catering til rejser og avisabonnementer til de ansatte.

Tidligere i år huserede en skandale, hvor den store virksomhed SCA, der både arbejder med skovdrift og producerer hygiejneprodukter, var i søgelyset.

En lang række svenske topledere var sammen med deres koner blevet inviteret på flyrejser til store sportsbegivenheder i udlandet eller på jagtrejser til konferencecentret Henvålen i Härjedalen. Henvålen ejes af SCA og er de seneste par år blevet istandsat for 100 millioner kroner. I nærheden ligger to jagthytter, som også ejes af SCA.

Dem fik Sverker Martin Löf, tidligere bestyrelsesformand for Industrivärden, som er storaktionær i SCA, livslang brugsret til, da han fyldte 60 år.

Privatfly og gourmetmiddage


Mange svenske erhvervsledere har nydt godt af stedet. De blev bragt derop i privatfly, de spiste middage tilberedt af stjernekokke, der også blevet fløjet ind til lejligheden, og stedet blev blandt de lokale, som selv mistede deres jagttilladelser, kaldt for »direktørernes legeplads«.

Under jagterne brugte man helikoptere til at flyve nedskudte elge til gårdens eget slagteri og til at hente alkohol til frokosten. Da en af deltagerne glemte sin tegnebog i Stockholm, fløj det private jetfly derned og hentede den.

Jeg er bange for, at det er skandalerne, han vil blive husket for

Carolina Neurath, erhvervsjournalist, Svenska Dagbladet

Samtidig var det krisetider for SCA, og flere fabrikker opsagde ansatte.

En af dem, der årlig kunne nyde godt af SCA’s gæstfrihed, var Nordeas Christian Clausen. I foråret fortalte han i svensk tv stolt om, hvordan han havde skudt sin første elg i Henvålen. Det gjorde ham til en af de nøglepersoner, som anklagemyndigheden nu interesserer sig for i den efterforskning, der er i gang. Også finanstilsynet kigger nærmere på Nordeas og Clausens forbindelser til SCA.

Senere i foråret var det svenske finanstilsyn, Finansinspektionen, også i hælene på Nordea og Clausen.

Efter at banken gentagne gange havde fået påtaler om manglende reformer, gennemsigtighed og manglende rutiner mod hvidvaskning af penge, faldt hammeren. Nordea skal nu betale 50 mio. kr. i bøde for ikke at leve op til de krav, finanstilsynet stiller. Ansvaret var direktør Christian Clausens.

»Det er alvorligt at få en bøde på 50 millioner kroner, og det er et slag for banken og Clausen. I denne sag gik bestyrelsesformand Björn Wahlroos ikke ud og forsvarede sin direktør, hvilket han ellers har været hurtig til i andre krisesituationer«, siger Carolina Neurath fra Svenska Dagbladet.
Rygter om afgang

På den baggrund begyndte rygterne om Christian Clausens afgang allerede at svirre i juni. Bestyrelsen skulle ifølge Berlingske Business have engageret et internationalt rekrutteringsfirma, Egon Zehnder, og flere kandidater var i spil.

Det gjorde ikke sagen nemmere, at Clausen og Wahlroos aldrig lader til at have fundet hinanden. Men de er også to vidt forskellige personligheder.

»Christian Clausen er teoretisk og lidt genert, Björn Wahlroos elsker rampelyset og har gode talegaver«, skrev Svenske Dagbladet om de to i et portræt tidligere i år.

Carolina Neurath mener dog, at de to topfigurer har fået et bedre indbyrdes forhold, og at der ikke er tale om en decideret fyring af Clausen.

Snarere en planlagt tilbagetrækning efter 8 hårde år for en hårdt prøvet direktør, som er blevet kaldt Nordens mest magtfulde bankmand. Med en pensionsaftale, som sikrer ham 140 millioner svenske kroner og samtidig giver ham lov til at sidde i nye bestyrelser, er der næppe tale om nogen straf.

Efter 8 år på posten har han gjort sit, mener Carolina Neurath, og der skal nu nye kræfter til: »Björn Wahlroos ville næppe give sin direktør 140 millioner og en plads i bestyrelsen i firmaet Sampo, hvis han mente, at Clausen fortjente at blive fyret«, siger hun.

Ny direktør bliver finske Casper von Koskull, som i dag er chef for Wholesale Banking i Nordea og medlem af koncernledelsen.

kilde: http://politiken.dk/oekonomi/virksomheder/ECE2790479/christian-clausen-forlader-nordea-og-kriserne---med-140-millioner-i-haanden/