11. januar 2016 - information
Den 15. maj 2014 fik journalist Simon Andersen, der dengang arbejdede på BT, en afgørelse om aktindsigt fra Justitsministeriet. Han havde ønsket at se, hvad ministeriet havde af oplysninger om det, der snart blev kendt som Se og Hør-skandalen, fordi oplysninger om en række kendte personers kontokort var kommet ugebladet i hænde fra en særlig tys-tys-kilde, der arbejdede for kortudbyderen Nets.
De mørklagte dokumenter var udvekslet mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Rigsadvokaten samt Erhvervs- og Vækstministeriet til brug for ministeriets besvarelse af en række spørgsmål fra Folketinget, forklarede ministeriet.
Under den tidligere offentlighedslov ville der som udgangspunkt have været aktindsigt i dokumenterne, fordi de var udvekslet mellem myndigheder. Selv om Simon Andersen trods mørklægningen fik adskillige dokumenter tilsendt, kom han ikke nærmere dét, som for ham var sagens kerne. Det var ikke så meget hvem, der havde brudt reglerne hos Nets, men at det overhovedet kunne lade sig gøre.
»Den sag blev hurtigt reduceret til, om en eller flere anløbne typer havde anvendt det, men det helt store perspektiv var, at vi havde et delvist offentligt kontrolleret system, Nets, der ikke havde beskyttet folks data ordentligt,« siger Simon Andersen.
Det går for vidt, mener han, når § 24 bruges i en sag, hvor »det hele er foregået uden for deres sfære«.
»Selvfølgelig skal medierne ikke kunne få alt at vide, men at spille ministerbetjeningskortet ind her er helt hen i vejret. Derfor står Se og Hør-sagen nu som et spørgsmål om den daværende redaktør Henrik Qvortrup. Men hvad med Nets og Erhvervsstyrelsens rolle? Hele den sag er fortsat helt ubelyst,« siger Simon Andersen.
De mørklagte dokumenter var udvekslet mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Rigsadvokaten samt Erhvervs- og Vækstministeriet til brug for ministeriets besvarelse af en række spørgsmål fra Folketinget, forklarede ministeriet.
Under den tidligere offentlighedslov ville der som udgangspunkt have været aktindsigt i dokumenterne, fordi de var udvekslet mellem myndigheder. Selv om Simon Andersen trods mørklægningen fik adskillige dokumenter tilsendt, kom han ikke nærmere dét, som for ham var sagens kerne. Det var ikke så meget hvem, der havde brudt reglerne hos Nets, men at det overhovedet kunne lade sig gøre.
»Den sag blev hurtigt reduceret til, om en eller flere anløbne typer havde anvendt det, men det helt store perspektiv var, at vi havde et delvist offentligt kontrolleret system, Nets, der ikke havde beskyttet folks data ordentligt,« siger Simon Andersen.
Det går for vidt, mener han, når § 24 bruges i en sag, hvor »det hele er foregået uden for deres sfære«.
»Selvfølgelig skal medierne ikke kunne få alt at vide, men at spille ministerbetjeningskortet ind her er helt hen i vejret. Derfor står Se og Hør-sagen nu som et spørgsmål om den daværende redaktør Henrik Qvortrup. Men hvad med Nets og Erhvervsstyrelsens rolle? Hele den sag er fortsat helt ubelyst,« siger Simon Andersen.
Undersøgelse offentliggøres
Flere hundrede andre har også oplevet at få svar på en aktindsigt, hvor oplysninger og dokumenter er blevet mørklagt med henvisning til ministerbetjeningsreglen.
Læs også: Ministerier bruger flittigt kontroversiel mørklægningsbestemmelse
I Informations undersøgelse indgår der således 379 afgørelser, hvor ministerierne har anvendt de to mest omstridte mørklægningsregler i den nye offentlighedslov.
Det er først og fremmest pressen, der har fået afslag efter afslag på at se dokumenter og oplysninger i det halvandet år, som undersøgelsen dækker. Informationer og navne, som er specificeret i de tilfælde, hvor det er journalister og medier, der er blevet afvist. Også advokater, borgere, foreninger og en enkelt kommune har oplevet mørklægning.
Undersøgelsen omfatter afgørelser fra 17 ministeriers brug af § 24 om ministerbetjening og § 27, nr. 2 om hemmeligholdelse af dokumenter, der udveksles mellem en minister og folketingsmedlemmer.
Læs også: Dokumentation: Informations aktindsigt i ministeriernes brug af paragraf 24 og 27,2
For hver afgørelse oplyses ansøger, sagens emne, antal mørklagte dokumenter, ministeriernes svartid, og om der er givet såkaldt meroffentlighed eller ej.
På dagbladet Politiken undersøgte man i 2014 baggrunden for opret-telsen af Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Debatten om masseovervågning kørte på det tidspunkt på sit højeste, og avisens journalister var interesserede i, hvad der var baggrunden for at omplacere ansvaret for den danske netværkssikkerhed fra en civil opgave i IT- og Telestyrelsen til, hvad der ifølge en af avisens kilder blev betegnet som »det mest hemmelige sted i staten« hos FE.
For mens IT- og Telestyrelsen er underlagt den almindelige lovgivning som bl.a. forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven, har FE nogle andre spilleregler, som ifølge flere ekspertkilder ikke var uproblematiske. Dengang man besluttede, at ansvaret for netværkssikkerheden skulle flyttes, skete det stort set uden debat i offentligheden. Derfor ville journalisterne se, hvilke ræsonnementer embedsværket havde om flytningen, om der havde været juridiske bekymringer, og om der var analyser, der kunne bakke op om de synergieffekter, som tilhængere af lovforslaget mente, ville opstå, fortæller John Hansen, der som journalist på Politiken arbejdede med historien.
Resultatet var overvældende.
»Jeg tror kun, jeg en enkelt gang har fået en aktindsigt, der var større,« fortæller han.
»Over tre-fire måneder fik vi en kæmpe bunke materiale, som alt sammen handlede om bogholderi, logistik, flytningen af folk til nye kontorer, indplacering i nye lønrammer, og om de skulle tage deres computere med. Side op og side ned med kedsommelige ting. Man blev helt forskrækket over, hvor meget tid der bliver brugt på den slags i centraladministrationen. Men papirerne var fuldstændigt støvsuget for alt det andet og tæt på ubrugeligt for os.«
En aktliste over dokumenterne på sagen viser, at det ikke var, fordi der kun var uinteressante dokumenter i ministeriet. Men dét, der var debat om på det tidspunkt, blev undtaget efter § 24 om ministerbetjening. Et af de 30 dokumenter, som offentligheden ikke måtte se af den grund, var et ’Notat om forsvarslovens § 13, stk. 3’, der vedrører FE’s muligheder for at medtage oplysninger om danske borgere i deres overvågning. Et andet handler om ’Justitsministeriets juridiske overvejelser vedrørende placering af Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste’, som – fordi det er udvekslet mellem to myndigheder – i udgangspunktet ville have været muligt at få aktindsigt i efter den gamle offentlighedslov.
»Det dokument kunne jo være helt centralt, fordi Justitsministeriet nok er blevet bedt om at forholde sig til, hvordan flytningen har relation til andre former for lovgivning, og det var præcis det, der var kernen i det, vi gerne ville vide,« siger John Hansen.
»Min erfaring er, at specielt § 24 er gummiparagraffernes moder. Den kan bruges på alt. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig et emne, hvor der ikke på et givet tidsrum ude i fremtiden er en teoretisk mulighed for, at ministeren får brug for embedsværkets hjælp,« siger han.
Læs også: Ministeriernes mørklægning med ’politikerreglen’ er næsten uden undtagelser
»Jeg havde det, som om de forsøgte at drukne os i ligegyldigheder. Men det kan også være, at de bare har været samvittighedsfulde og har fortolket på de muligheder, de fik med den nye offentlighedslov. Jeg har i hvert fald ikke fundet anledning til at klage over deres måde at bruge loven på, for jeg tror, den holder sig inden for grænserne. Det er ikke meningen, at vi skal se sådan noget længere«.
Kystdirektoratet og Nordjyske
Det er ikke altid, at mørklægningen bruges til at fjerne de måske afgørende oplysninger fra en sag, således som Simon Andersen og John Hansen føler, de har været ude for. Det erfarede to journalister i den anden ende af landet.
Et par dage efter, at SF forlod regeringen den 30. januar 2014, havde tre af Slotholmens topembedsmænd en mailudveksling hen over en weekend om resortfordelingen mellem departementerne.
To journalister fra Nordjyske fandt frem til mailudvekslingen, da de i foråret 2014 satte sig for at få svar på et tilsyneladende enkelt spørgsmål: Hvorfor blev Kystdirektoratet flyttet fra Transportministeriet til Miljøministeriet i forbindelse med den regeringsrokade, der fulgte efter SF’s udtræden? Derfor søgte de aktindsigt i, hvad der måtte være af dokumenter om den sag i Transportministeriet.
De to Nordjyske-journalister ville nemlig have be- eller afkræftet en mistanke om, at der kunne være en sammenhæng med, at en lokal opfinder i samarbejde med en stor hollandsk virksomhed netop havde givet et tilbud om billigere kystsikring af 110 km vesterhavskyst med nogle særlige drænrør, han havde opfundet. Drænrørene har været grundlag for en årelang strid mellem opfinderen og Kystdirektoratet, der ikke har villet anerkende mandens opfindelse, og det havde været en stor historie for Nordjyske.
Hvorfor havde departementschef Christian Kettel Thomsen i Statsministeriet, departementschef Jacob Heinsen fra Transportministeriet og departementschef Henrik Studsgaard fra Miljøministeriet brugt weekenden på at maile frem og tilbage om overflytningen af Kystdirektoratet – og ikke mindst om hvad?
Men hvis de to journalister havde håbet på at få et svar gennem deres aktindsigt, fik de en lang næse, da de i slutningen af februar 2014 fik svar fra Transportministeriet. For blandt 11 relevante dokumenter var syv af dem delvist undtaget fra aktindsigt efter § 24 om ministerbetjening og derfor overstreget med en sort tusch. På en af de udvekslede weekendendmails stod der således kun: Kære Jacob …. Vh Henrik – mens alle linjerne ind imellem var overstreget.
»Da vi fik aktindsigten, var vi spændte på, hvad der var overstreget. Vi forestillede os, at det kunne have noget med de drænrør at gøre,« forklarer journalist Caspar Birk.
I foråret klagede de to journalister til ombudsmanden, og i september anbefalede han Transportministeriet at behandle aktindsigten forfra, men denne gang ud fra miljøoplysningsloven.
Den giver en ret bred adgang til indsigt i miljøspørgsmål, og der er den helt særlige pointe, at netop § 24 om ministerbetjening ikke kan anvendes, når det drejer sig om miljøoplysninger. To måneder senere fik de to journalister så langt om længe indsigt i alle de linjer, der tidligere havde været overstreget.
Men det viste sig at være en skuffelse. For nu, hvor de kunne læse, hvad der tidligere havde været hemmeligholdt af hensyn til rådgivning af ministeren, fandt de ud af, at det var de rene ligegyldigheder.
»Det var banaliteter af værste skuffe. Der var absolut ikke basis for, at man med rimelighed kunne sige, at det var nødvendigt at hemmeligholde for at kunne rådgive ministeren,« forklarer Caspar Birk.
De overstregede linjer i den før nævnte weekendmail lød eksempelvis sådan her:
»Jeg synes det ser fint ud. Jeg har lavet et par mindre tilføjelser/ændringer i det vedhæftede papir markeret med korrektur. F.s.v.a. årsværk har jeg skrevet det lidt ‘rundere’, idet jeg forudsætter at vi afklarer dette i den efterfølgende proces med selve ressortoverflytningen,« mailede Henrik Studsgaard til Jacob Heinsen.
»Det var jo lige så banalt som en indkøbsliste til Netto,« vurderer Caspar Birk og tilføjer:
»Det er gået, som vi frygtede, fordi § 24 netop giver muligheden for, at man kan sløre alt. Vi troede jo selvfølgelig, at det var noget helt vildt vigtigt, der var overstreget, men reelt var der ingenting.«
Han tilføjer: »Hvis politikerne ønsker, at vi som borgere skal have større tillid til institutioner, så er den nye offentlighedslov et kæmpe selvmål. Den skaber mere grobund for mistro og lede, end hvis man som det mest naturlige havde lagt papirerne frem og sagt: Se, der står ikke rigtig noget …«
Det er fortsat ikke lykkedes de to Nordjyske-journalister at få et dækkende svar på det enkle spørgsmål, nemlig hvorfor Kystdirektoratet hen over en weekend skulle flyttes fra en minister til en anden. Men her var det altså ikke på grund af reglen om ministerbetjening.
Se hele vores undersøgelse af offentlighedslovens mørklægnings-bestemmelser her.