Jul 25, 2015

Ung nihilisme (repræsenterer Bjarne Riis snyd og doping eller kronisk stjerne?) 25. Juli 2015

Af
 
Forleden blev der i en af landets aviser bragt en kronik, der har skabt debat. Den var skrevet af en ung mand ved navn Thomas Riis, som er søn af den tidligere cykelrytter Bjarne Riis, idéhistoriestuderende og også selv cykelrytter. I kronikken argumenterer han for, at alt for mange dømmer i sager, de ikke ved nok om, og at der har været gode grunde til, at hans far har haft så svært ved at tale klart angående de mange dopingproblemer. Ikke mindst dem, han selv har været involveret i. For alt er jo foregået i en konkret kontekst. Thomas Riis vil gerne forsvare sin far og leverer en diffus ordstrøm, der dog får afsløret en tankegang, som må bekymre langt ud over spørgsmålet om cykelsportens fremtid. For mens det ikke lykkes Thomas Riis at stille sin far i et bedre lys, får han til gengæld understreget, hvilken tomhed der opstår, når man vil opløse faste normer og ikke anerkender betydningen af moralsk vurdering.

Den 22-årige Thomas Riis mener, at vi risikerer at udvande vores kultur, hvis vi begrænser diskussioner til et for eller imod. Og så foretager han en parallel mellem cykelsport og indvandrerdebat. Ligesom vi dømmer dopede cykelryttere og deler folk op i onde og gode, dømmer vi muslimske fundamentalister, mener han. Der er her nogle store misforståelser på spil, som nok desværre kendetegner en del af den unge generation. Først må vi dog lige have en mindre detalje på plads, da det jo ikke er rigtigt, at dopede cykelryttere blot placeres i en sort-hvid kategori. For eksempel sidder Bjarne Riis for tiden på ophøjet vis i TV 2-studiet, skønt han om nogen repræsenterer snyd og doping. Bjarne Riis er ikke en dømt mand. Han er på besynderlig vis i manges øjne en kronisk stjerne. Men tilbage til det centrale, for det virkeligt bekymrende ved Thomas Riis’ udredning er, at han faktisk mener, at man i mødet med fundamentalistisk islam kun kan vurdere tingene i en konkret sammenhæng. Og altså ikke i en overordnet tænkning grundet i kultur, religion og historie. På den måde kommer han på værdirelativistisk vis til at hylde et tomt rum, hvor vi konstant må forhandle os frem til nye virkeligheder, og han udgør dermed billedet på det moderne menneske, for hvem intet i sidste ende har større værdi end andet.

Sagen er, at mennesket gerne må dømme. Ja, det udgør en forudsætning for, at vi kan beskytte det, vi værdsætter. Thomas Riis mener, at en del af problemet med at dømme moralsk er, at man udpeger andre til at være onde, hvormed man selv kan fremstå som god. Denne placering af det dæmoniske er ganske rigtigt ofte på spil iblandt os, men ikke her. Vi dømmer ikke de muslimske fundamentalister som individer. Vi dømmer deres livssyn til at være uantageligt, og vores eget til at være bedre, og det er den tro på og respekt for det overleverede, som man kan frygte, at mange i Thomas Riis’ generation vil miste grebet om. De skelner ikke mellem at dømme menneskeligt og principielt, for de er vokset op i et værdineutralt rum, hvor alt er til forhandling. Ud fra konteksten, som det hedder. Dermed bliver det svært overhovedet at forholde sig overordnet moralsk til et andet menneskes holdninger og handlinger, og man aner et ungt strejf af nihilisme være på vej. Det skal modsiges. For det er det sidste, Danmark har brug for.