Læs også: Kristian Jensen går i rette med Claus Hjort om bankpakke
En tilsyneladende uskyldig formulering i en otte år gammel økonomisk redegørelse blev pludselig brandvarm på et samråd i folketingets finansudvalg: Optog den danske stat et dyrt lån tilbage i 2008 for at redde bankerne under finanskrisen?
DF og RV blokerede vedtagelse om finansskat
Et forslag om dansk tilslutning til en europæisk skat på finansielle transaktioner blev i går nedstemt af blå blok og Radikale Venstre.
Mens de store medier i går var travlt optaget af at diskutere bederum på uddannelsesinstitutioner, gik det næsten ubemærket hen, at et flertal i Folketinget valgte at nedstemme et beslutningsforslag om, at Danmark skal tilslutte sig arbejdet med at indføre en skat på finansielle transaktioner.
Ti EU-lande arbejder i øjeblikket på at indføre en afgift på handel med værdipapirer inden for EU’s såkaldte forstærkede samarbejde. Og gårsdagens beslutningsforslag lød helt enkelt, at ”Folketinget pålægger regeringen at meddele Europa-Kommissionen, at Danmark tilslutter sig det forstærkede samarbejde i EU, der sigter på at indføre en afgift på finansielle transaktioner”.
Socialdemokratiet stemte for forslaget, det samme gjorde SF, Enhedslisten og Alternativet. Men med modstand fra såvel VLAK-regeringen som Dansk Folkeparti og Radikale Venstre blev forslaget forkastet.
Opbakning fra Socialdemokratiet
Beslutningsforslaget blev behandlet første gang af Folketinget tilbage i december. Her meddelte Socialdemokratiets ordfører Peter Hummelgaard, at partiet nu støtter en finansskat:”Argumenterne for at indføre en europæisk skat på finansielle transaktioner er mange. For det første og vigtigst, så handler det om at adfærdsregulere de finansielle markeder. Det skal ikke være attraktivt at spekulere på højfrekvente handler, som absolut ingen værdi skaber i realøkonomien. Og det skal ikke være attraktivt at handle med skadelige finansielle produkter.”, lød det ved den lejlighed.