Læs også: Børsen - Henrik Qvortrup: Venstre er i krise
Det er tid til et opgør med tidens konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. Lad os finde modet til at være sårbare og indtage det ’utopiske’ synspunkt i skolegården, på arbejdspladsen og til fodboldaftenen
Information - 14. marts 2016
Der har givetvis været et tidspunkt, hvor det at demonstrere var et effektivt værktøj, som påbød sig politisk handlen eller opmærksomhed. Men i dag er protestbevægelsen blevet en velkendt, forudsigelig og normaliseret del af det politiske spil, der i bedste fald udløser en floskelkommentar om, hvor dejligt det er, at vi lever i et demokrati, hvor der er plads til ytringsfrihed og forskellige holdninger.
Det er 13 år siden, at det, som er blevet kaldt verdenshistoriens største demonstration, løb af stablen, da millioner af mennesker i over 600 byer verden over udtrykte deres utilfredshed mod den forestående krig i Irak. Men uden effekt. Occupy-bevægelsen kunne nævnes som et tilsvarende eksempel.
Er oprøret ligefrem blevet rutine? Er demonstranter blot jubelidioter med megafoner og flag?
Udviklingen kan ses som et udtryk for, at der findes helt klare grænser for ’det mulige’ i den politiske sfære, og det politiske establishment har omfavnet en ufravigelig konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. En snæver elite bestående af prominente politikere, Christiansborg-journalister samt en håndfuld kulturpersonligheder og såkaldte debattører sætter dagsordenen for den offentlige debat og drager klare grænser for det politisk tænkbare.
Det kunne vi for nylig aflæse i den offentlige reaktion mod den tidligere græske finansminister
Yanis Varoufakis’ nystiftede bevægelse, DiEM25 (Democracy in Europe Movement 2025), der er sat i søen for at skabe gennemsigtighed i beslutningsgangene i EU og på længere sigt demokratisere de europæiske institutioner. Projektet blev prompte stemplet som naivt, blåøjet og virkelighedsfjernt. Bemærkelsesværdigt nok var kritikken ikke rettet analysen af legitimitetsunderskuddet i EU eller substansen i DiEM25’s hensigtserklæringer, men derimod troen på, at DiEM25’s målsætninger var andet end løse og luftige utopier, uden hold i virkeligheden.
Submitted by 
