Det er tid til et opgør med tidens konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. Lad os finde modet til at være sårbare og indtage det ’utopiske’ synspunkt i skolegården, på arbejdspladsen og til fodboldaftenen
Der har givetvis været et tidspunkt, hvor det at demonstrere var et effektivt værktøj, som påbød sig politisk handlen eller opmærksomhed. Men i dag er protestbevægelsen blevet en velkendt, forudsigelig og normaliseret del af det politiske spil, der i bedste fald udløser en floskelkommentar om, hvor dejligt det er, at vi lever i et demokrati, hvor der er plads til ytringsfrihed og forskellige holdninger.
Det er 13 år siden, at det, som er blevet kaldt verdenshistoriens største demonstration, løb af stablen, da millioner af mennesker i over 600 byer verden over udtrykte deres utilfredshed mod den forestående krig i Irak. Men uden effekt. Occupy-bevægelsen kunne nævnes som et tilsvarende eksempel.
Er oprøret ligefrem blevet rutine? Er demonstranter blot jubelidioter med megafoner og flag?
Udviklingen kan ses som et udtryk for, at der findes helt klare grænser for ’det mulige’ i den politiske sfære, og det politiske establishment har omfavnet en ufravigelig konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. En snæver elite bestående af prominente politikere, Christiansborg-journalister samt en håndfuld kulturpersonligheder og såkaldte debattører sætter dagsordenen for den offentlige debat og drager klare grænser for det politisk tænkbare.
Det kunne vi for nylig aflæse i den offentlige reaktion mod den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis’ nystiftede bevægelse, DiEM25 (Democracy in Europe Movement 2025), der er sat i søen for at skabe gennemsigtighed i beslutningsgangene i EU og på længere sigt demokratisere de europæiske institutioner. Projektet blev prompte stemplet som naivt, blåøjet og virkelighedsfjernt. Bemærkelsesværdigt nok var kritikken ikke rettet analysen af legitimitetsunderskuddet i EU eller substansen i DiEM25’s hensigtserklæringer, men derimod troen på, at DiEM25’s målsætninger var andet end løse og luftige utopier, uden hold i virkeligheden.
Selv om stadig flere kan skrive under på, at status quo ikke er optimalt, er det altså stadig et fåtal, der aktivt anstrenger sig for at ændre tingenes tilstand, eller overhovedet tror på, at systemet grundlæggende kan forandres.
Spørgsmålet er, hvor længe det resignerende flertal har tænkt sig at stå stiltiende tilbage?
Ny skillelinje
Spoler vi båndet lidt over to år tilbage, var manden i rampelyset ikke Varoufakis, men Uffe Elbæk, og det utopiske projekt hed Alternativet. Reaktionen var forventelig. Det var et dødfødt foretagende, der ikke kunne udløse mere end hovedrysten og overlegen trækken på smilebåndet hos det samlede politiske kommentatorkorps.
Men så kom valget, og Alternativet stormede som bekendt ind i Folketinget. At der i den parlamentariske kontekst alligevel er et rum for protest må altså være en del af forklaringen på Alternativets og til dels Enhedslistens seneste succes. I en amerikansk sammenhæng har en prominent aktivist fra Black Lives Matter-bevægelsen, Deray McKesson, annonceret sit borgmesterkandidatur i Baltimore, og Podemos i Spanien er også et eksempel på, at der bliver eksperimenteret med sammenblandinger mellem sociale bevægelser og parlamentariske partier.
Det er nok stadig for tidligt at slå fast om disse nye oprørsstrømninger, der forsøger sig ad de parlamentariske veje, ligefrem er ved at knække koden til at udvide det politisk tænkbare, men faktum er, at det flertallet fortsat udråber dem til at være naive. Soleklart er det dog også, at den politisk interessante skillelinje ikke længere er den fordelingspolitiske højre-venstre-skala, men derimod ligger mellem de systembærende og de systemkritiske kræfter.
Folketingsvalget i sommer er blevet kaldt et protestvalg ansporet af politikerleden og mistillid til de folkevalgte, men sammenlignet med jordskredsvalget i 1973, der i vidt omfang udsprang af socialdemokratiets både økonomiske (stigende skattetryk, udvidelse af den offentlige sektor) og værdipolitiske (indførslen af fri abort, frigivelsen af billedpornografien) venstredrejning under Jens Otto Krag og Anker Jørgensen, kan de oprørsstrømninger, vi ser i dag, ikke blot anskues som et resultat af, at pendulet har svunget for langt den modsatte vej. De kan ikke reduceres til et modsvar på den partipolitiske drejning – i dette tilfælde mod højre – som vi har været vidne til.
Oprøret er således ikke blot et venstrefløjsprojekt. Alternativet har på uset vis frasagt sig placering på den traditionelle højre-venstre-akse, og selv om Varoufakis himself må siges at være ræverød, er DiEM’s fokus først og fremmest på demokratiseringen af EU – ikke på partipolitiske tilhørsforhold.
Liberal Alliance trodser ligeledes de sædvanlige skel, når det kommer til gennemsigtighed, overvågning og borgerinddragelse. Og utilfredsheden med legitimitetsunderskuddet i EU deles på tværs af de folketingspartier, der er kommet til efter murens fald (omend deres løsningsforslag varierer).
Kort sagt: De brydninger, vi ser i dag, handler om systemiske udfordringer, ikke om fordelingspolitiske uenigheder.
Status quo er uholdbart
Den nuværende situation trækker alligevel tråde tilbage til 1973 for så vidt, at Mogens Glistrup og i nogen grad Erhard Jakobsen ændrede rammerne for det politiske mulige, og det skal vi gøre igen. Det umuliges kunst består i at genfinde uforudsigeligheden i den politiske modstandshandling og ikke at lade sig kue af de systembærende kræfters hånlige tilsidesættelse. Det handler om at tage diskussionen og tale om de ting, der fremstår som naturgivne og henstilles som rene teknikaliteter – det være sig indenfor økonomi, overvågning eller noget helt tredje.
Vi udvider kun det politiske genstandsfelt, hvis vi tør blive gjort til grin. Vi skal finde modet til at være sårbare og indtage det ’utopiske’ synspunkt i skolegården, på arbejdspladsen, til fodboldaftenen eller til pigemiddagen.
Man kan trøste sig ved tanken om, at forestillingen om, at tingenes nuværende tilstand kan fortsætte på ubestemt tid, i virkeligheden er den mest naive og virkelighedsfjerne. Flygtninge- og migrationssituationen, den stigende ulighed og klimakrisen vidner alle om, at status quo er uholdbart.
Enhver seriøs fremtidsanalyse undsiger, at vi kan opretholde det nuværende forbrugsvanvid, og mistilliden til vores folkevalgte og utilfredsheden med det demokratiske underskud kan ikke ignoreres for evigt. En fortsættelse af tingenes tilstand er ganske enkelt ikke en gangbar mulighed. Det er ikke et reelt alternativ.
Nikola Nedeljkovic Gøttsche er studerende