Mar 15, 2017

CETA-SCAM | Avisen | Af Lærke Øland Frederiksen | Tirsdag 14 mar. 2017 | Kontroversiel aftale på vej gennem Folketinget: Kan koste lønmodtagere 10.000 kr. hvert år | Et stort flertal i Folketinget er fortalere for den frihandelsaftalen med Canada, som bliver førstebehandlet i Folketinget tirsdag |

Giver frihandelsaftalen med Canada flere eller færre arbejdspladser i Europa? Flere siger Peter Hummelgaard (S). 200.000 færre siger ny analyse. Foto: Scanpix og Steen Brogaard
Mellem 316 og 1.331 euro.

Så meget vil den gennemsnitlige danske lønmodtager gå glip af hvert år, hvis frihandelsaftalen mellem Canada og EU bliver ført ud i livet. Det svarer til mellem 2.000 og 10.000 kroner.

Det viser en ny analyse foretaget af økonom i FN's afdeling for økonomi og sociale forhold, Pierre Kohler. Den konklusion går stik imod tidligere analyser, som viser, at frihandelsaftalen kaldet CETA vil føre til økonomisk vækst, højere løn og flere arbejdspladser i Europa.

"I tidligere analyser antages det, at alle vinder på frihandlen. Men vores analyse viser, at nogle tjener på det, og det er virksomhederne, mens lønmodtagerne taber," skriver Pierre Kohler til Avisen.dk.

Det skyldes blandt andet, at virksomheder forventes at sænke lønniveauet på grund af øget konkurrence.

I analysen bruger han den model, som FN normalt bruger til at analysere økonomiske konsekvenser af politiske tiltag.

At en grundig analyse lavet af en anerkendt forsker viser, at CETA vil få så store konsekvenser for lønmodtagerne, burde vække eftertanke i fagbevægelsen og Socialdemokratiet, som er fortalere for frihandelsaftalen. Det mener Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard.

- Der er faglig uenighed blandt fremtrædende økonomer, det bliver vi nødt til at undersøge nærmere, inden vi vedtager aftalen, siger han.

Danmarks tiltrædelse til frihandelsaftalen, som er indgået mellem EU og Canada, bliver førstebehandlet i Folketinget tirsdag. Men det ligger endnu ikke fast, hvornår det skal endeligt vedtages.
Koster 200.000 job

Frihandelsaftalen vil ikke kun gå ud over lønniveauet, den vil også koste omkring 200.000 job i Europa, viser analysen.
Det er ellers netop udsigten til flere job, der har fået fagbevægelsen og Socialdemokratiet til at bakke op om aftalen. Men med den svage økonomiske vækst i Europa i øjeblikket vil den stærkere konkurrence, som frihandelsaftalen introducerer, medfører højere arbejdsløshed og større ulighed, hedder det i analysen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra LO. Men Socialdemokraternes EU-ordfører Peter Hummelgaard tror ikke på, at frihandelsaftalen vil få de konsekvenser for lønmodtagerne, som Pierre Kohler når frem til.

- Der skal være plads til alle mulige forskellige input i debatten. Men jeg stiller mig meget tvivlende over for præmissen om, at den vækst og velstand, der bliver skabt gennem handel, per automatik kun kommer nogle få til gavn. Handel skaber danske job og fordelingen af frugterne fra stigende velstand er et politisk spørgsmål om prioritering, siger han til Avisen.dk.

https://www.avisen.dk/kontroversiel-aftale-paa-vej-gennem-folketinget-kan_434606.aspx?