Klimaforandringer og finanskrise vil resultere i, at vores samfund, som vi kender det i dag, ikke vil bestå. Det mener Lars og Trine Dam, der tror, at et systemkollaps kan være lige rundt om hjørnet. Derfor er de flyttet ud i de svenske skove og forbereder sig på en fremtid, hvor mad kan blive en mangelvare, og hvor strømsvigt kan blive hverdag
Parrets søn August er 1 år gammel. Trine Dam arbejder på en række foredrag om parrets livsstil, hvor hun blandt andet vil komme ind på udfordringerne ved at opdrage et barn til et liv, der lægger sig uden for normen.
Helt derude, hvor telefonforbindelsen ryger, og skovarealerne føles uendelige, halvanden times kørsel fra København, ligger et rødt bjælkehus med hvide træpaneler, bygget i 1835, midt i den svenske skov. For lidt over to år siden købte det danske par Trine og Lars Dam huset for 300.000 kroner, pakkede deres tasker og sagde farvel til deres liv i København. Nu bor de året rundt i det 65 kvadratmeter store hus med deres etårige søn August.
Her er de i gang med at plante grøntsager, genetablere en gammel brønd ude i baghaven og bygge et hønsehus. Målet er at blive selvforsynende og dermed uafhængige af banker, fødevareindustri og vand- og elselskaber. Indtil da lever de af den ene deltidsløn, som Lars Dam kan trække hjem via sit freelancejob og bruger ellers alle ugens dage på at få deres liv ude i skoven op og køre.
»Jeg synes, at vi har en god grad af komfort herude, selvom vi ikke har lige så meget som byboere«, siger 39-årige Lars Dam.
Han sidder på gulvet i det lille køkken og kløver træ til brændeovnen, så der kan blive fyret op til at få bagt det brød, der står og hæver på køkkenbordet.
Ulrik Hasemann
Omlægningen af parrets liv er både drevet af lyst og af det, de ser som en nødvendighed. Lysten til at lave mad på en brændeovn og leve mere enkelt. Men også nødvendigheden af at forberede sig på en fremtid, der kan byde på lukkede banker, arbejdsløshed, tomme hylder i butikkerne og utilregneligt klima. Derfor handler omlægningen for dem også om langt mere end autenticitet.
»Vi er overbeviste om, at fremtiden bringer store forandringer, og at den samfundsmodel, vi kender nu, ikke kommer til at bestå. Vi tænker, at et systemkollaps ikke er usandsynligt, og måske endda nødvendigt, hvis vi skal nå at bremse klimaforandringerne, inden de løber helt løbsk,« siger Trine Dam og tilføjer, at det vil kræve store nedskæringer i den vestlige verdens levestandard, hvis det skal lykkes.
Derfor besluttede ægteparret for to år siden at skære ned på forbruget i deres eget liv. Det har været udfordrende, fordi det kræver hårdt arbejde, fortæller de, men det har også været givende.
»Før vi flyttede hertil, var vi vel en del af Københavns kreative underklasse,« forklarer Trine Dam og fortæller, hvordan hun som uddannet filminstruktør og hendes mand som grafisk designer knoklede for at betale deres regninger og opbygge en karriere.
Ulrik Hasemann
»Den gryende erkendelse var, at vi ikke var glade. Vi var fanget i det her hamsterhjul, som vi ikke kunne komme ud af, og som hverken gavner planeten eller os. Derfor måtte vi indrette os på en eller anden måde, så vi kom til at leve i samklang med vores egen integritet. Og det var der, at det startede,« siger hun.
For Trine og Lars Dam var det ikke nok bare »at skifte til sparepærer«. Og de er ikke de eneste, der har det sådan. Mens verdens ledere de seneste år har arbejdet på at forhandle en klimaaftale hjem til klimatopmødet i Paris, er Trine og Lars Dam et eksempel på den bølge af mennesker, der ikke nøjes med at sidde og vente på politikerne.
Fremtidsscenarier
Måske er det mest kanoniske værk om længslen efter at leve enkelt og i et med naturen den amerikanske forfatter Henry David Thoreaus klassiker Walden, som han skrev i 1845, mens han i lidt over to år boede i en lillebitte hytte ude i en skov ved Walden Pond i Massachusetts. For Thoreau var det et eksistentielt og romantisk projekt at komme tættere på naturen og derved tættere på sig selv. Men det var også et politisk projekt og en social kritik af materialismen, som Thoreau ville gøre sig fri af ved at leve selvforsynende og derved opnå et højere, spirituelt niveau. Som en kommentar til datidens lønslaveri skrev han for eksempel: »Millioner af mennesker er vågne nok til fysisk arbejde; men kun én ud af en million er vågen nok til effektiv intellektuel anstrengelse, og kun en ud af hundrede millioner til et poetisk eller guddommeligt liv. At være vågen er at være i live.«
Man kan frygte, at kollaps vil betyde undtagelsestilstand og gryende fascisme, fordi folk frygter for deres eget. Men det kan også gå en anden vejSiden er Thoreau blevet en inspirationskilde for mennesker verden over og en slags faderskikkelse for de mennesker, der nu selv prøver kræfter med den samme enkle livsstil. Også for Trine og Lars Dam har Thoreau været en filosofisk hjørnesten i deres personlige omstilling – en bevægelse, der i visse kredse kaldes voluntary simplicity – frivillig enkelhed.
Trine Dam
’Prepper’
En anden inspiration for deres livsstil er den såkaldte survivalisme eller prepper-kultur. Begrebet ’prepper’ stammer fra 30’ernes USA og Storbritannien og kommer af ordet prepare – at forberede sig.
Som forfatteren Andrea Hejlskov, der også identificerer sig med prepperne, skrev i en klumme i Information sidste lørdag, forbereder prepperne sig på »when the shit hits the fan«. Fænomenet har for længst spredt sig ud over USA’s grænser, og der findes nu også skandinaviske preppere, der forbereder sig på alt fra sygdomsepidemier, naturkatastrofer og finansielt sammenbrud. Bevægelsen begyndte som en reaktion på Wall Street-krakket i 1929 og den efterfølgende depression, men ligesom truslerne mod samfundet har ændret sig siden dengang, har prepperne over tid også forberedt sig på forskellige scenarier såsom atomkrig eller teknologisk kollaps ved årtusindskiftet. Sidstnævnte resulterede i et boom af preppere i 1999.
Nogle af de danske preppere er aktive på den danske hjemmeside www.preppers.dk, hvor 120 medlemmer giver hinanden tips til, hvordan man bedst kan forberede sig. En bruger, der kalder sig Tolya, skriver for eksempel: »Jeg prepper til et muligt sammenbrud af verdensøkonomien, samt til elektricitetsnedbrud og naturkatastrofer, for eksempel kraftige orkaner og oversvømmelser, der kan sætte vores normale samfundsfunktion og infrastruktur ud af drift«.
Ulrik Hasemann
Trine og Lars Dam har selv et lidt ironisk forhold til prepper-begrebet. Og det kan man måske godt forstå. I USA associeres den klassiske prepper ofte med folk, der forbereder sig på zombieangreb, hamstrer konservesmad nede i mørke kældre, har et enormt arsenal af våben, og skyr omverdenen og ønsker en meget høj grad af anonymitet.
»Andre er nok langt mere doomsday, end vi er,« siger Lars Dam og griner.
Men på trods af modviljen over for selve begrebet, erkender han, at parrets levemåde netop handler om at forberede sig på en anderledes fremtid og måske endda et kollaps. Selv benytter Lars og Trine Dam sig af den svenske side www.alternativ.nu, som guider til et selvforsynende liv. Siden har i skrivende stund 36.576 medlemmer.
Lars og Trine Dam er forsigtige, når de bruger ordet systemkollaps, fordi de godt ved, at det smager lidt af dommedag. Men ser man tilbage i historien, er der mange samfund, der pludselig er brudt sammen og vokset op på en ny og anderledes måde, siger Lars Dam og henviser som eksempel til Romerriget: »Her var der også en lille elite, som var pisseligeglade, selv om de kunne se, at folket var utilfredse. Og så gik civilisationen til grunde«.
Men også nutidens Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden flere steder er tårnhøj, er et eksempel på efterdønningerne af et mindre kollaps, mener parret. Som for eksempel i Spanien, hvor der er opstået små lokale fællesskaber, der opfinder deres egne økonomiske systemer og dyrker mad på forbudte områder, fordi der ikke er nogen penge at tjene og købe mad for.
Ulrik Hasemann
»Man kan frygte, at kollaps vil betyde undtagelsestilstand og gryende fascisme, fordi folk frygter for deres eget. Men det kan også gå en anden vej,« siger Trine Dam med henvisning til de sydeuropæiske lokalinitiativer og det blomstrende fællesskab.
»Det er den positive del af kollapset – at der vokser noget smukt ud af det.«
Sammen om at løfte
Tre kilometer fra det lille røde hus, langt nede ad en grusvej, ligger en svensk gård med tilhørende marker. Den gule maling skræller af den gamle bygning, som er omringet af den ene mark efter den anden.
Stedet er ejet af Lars og Trine Dam i fællesskab med 50 andre mennesker – særligt fra lokalområdet, men også en enkelt stockholmer. Fysioterapeuter, psykologer, en sygeplejerske, en tidligere miljødirektør fra et stort firma og en række andre folk med forskellige baggrunde er gået sammen og har alle købt en andel af gården og markerne omkring. Sammen dyrker de squash, kartofler, gulerødder, løg og meget andet i store mængder. En gang om ugen mødes de for at høste sækkevis af grøntsager, som de fordeler imellem sig og tager med hjem. På sigt håber de at kunne have får gående og måske også heste, der kan trække gammeldags markredskaber.
Millioner af mennesker er vågne nok til fysisk arbejde; men kun én ud af en million er vågen nok til effektiv intellektuel anstrengelse, og kun en ud af hundrede millioner til et poetisk eller guddommeligt liv. At være vågen er at være i liveAndrea Hejlskov kalder den skandinaviske prepper for en mere »solidarisk« udgave end den, man kender fra USA. Og netop fællesskabet og solidariteten er fuldstændig afgørende, hvis det skal lykkes at nå målet om for eksempel at blive selvforsynende, mener Trine og Lars Dam. Faktisk ved de ikke, hvad de havde gjort uden Sambruket, som projektet omkring gården hedder.
Henry David Thoreau
Forfatter, Walden
»Det er enormt svært at omstille sig i den enkelte familie – det bliver meget lettere, hvis man gør det sammen i et lokalsamfund, hvor man kan bruge hinanden til at skabe alternativer og på den måde gå imod hele markedsøkonomien,« siger Trine Dam.
En af de andre medlemmer af Sambruket er Ulla, som passer etårige August, mens Information taler med Lars og Trine Dam. Ulla har lagt hver en krone af sin pension i Sambruket, og derfor, siger Trine Dam, er Ulla også afhængig af, at det danske par hjælper hende, når hun bliver gammel, ligesom hun hjælper dem med børnepasning nu.
Ulrik Hasemann
Og netop fordi de selv kender til og dyrker den fællesskabsorienterede reaktion på fremtidige kriser, stiller parret sig delvist uforstående over for det ønske, mange preppere traditionelt har om at være anonyme af frygt for, at andre mennesker kommer og røver deres madlager i krisetider.
»Vi er ikke bange for, at nogen stjæler fra os, for vi har ikke dåser i haven, vi har det her!« siger Lars entusiastisk og slår entusiastisk armen ud mod Sambruket grøntsagsbede. »Folk kan da godt komme og tage nogle majs, men så kan vi jo række hånden ud og spørge, om de vil være med.«
Han bakkes op af sin kone.
»Der er et billede af, at folk går fuldstændig bersærk og kommer ind til sådan en dyrisk kerne i kollapstider og krisesituationer. Men det er en myte. Efter jordskælvet på Haiti viste det sig jo, at folk samarbejdede og hjalp hinanden. Det var først senere, da politiet kom og sagde, at man ikke måtte tage vand fra butikkerne, at volden opstod,« forklarer hun og tilføjer: »Jeg tror, at folk godt vil hjælpe hinanden.«
For nylig fik en storm strømmen til at gå og hønsehuset til at falde sammen. Reparation af hønsehus er nu endnu et punkt på den lange liste af projekter, som familien Dam har.
Ulrik Hasemann
Men selv om Trine Dam har mest tiltro til, at små lokale initiativer som Sambruket skal vise vejen til, hvordan man kan indrette sig anderledes, mener hun også, at der er brug for nogen, der kan lægge bånd på de store virksomheder, så de bremser udledningen af CO2. Derfor har hun sammen med sin mand fulgt med i, hvad der er sket de seneste uger til klimatopmødet i Paris. Faktisk begyndte parrets politiske rejse i 2009 ved COP15 i København, hvor de var meget engagerede og senere blev meget frustrerede, da det ikke lykkedes at få en aftale på plads.
Et kompromis
Tilbage i Lars og Trine Dams baghave løber hønsene frit rundt. I sommer prøvede Lars Dam for første gang nogensinde at slagte et af dyrene efter grundig research i en hønsehåndbog og med hjælp fra en video på YouTube. Slagtningen var sværere i praksis, end han havde troet, og det blev ikke helt den succes, han havde håbet på. Men allerede anden gang, han kastede sig ud i at slagte sin egen aftensmad, gik det meget bedre.
»Det er svært det her. Vi har så mange projekter i gang, at vi bliver nødt til at få dem afsluttet, inden vi skriver noget nyt på listen,« siger han og understreger, at hele omstillingen af noget så grundlæggende som livsstil må indeholde kompromisser, hvor man godt kan tage et varmt bad i ny og næ uden at få dårlig samvittighed.
Trine Dam har heller ikke fortrudt, at de for to år siden vinkede farvel til bylivet og sagde goddag til et liv, hvor das og brændehugning er hverdag.
»Lige nu er det hårdt at leve, som vi gør. Men om 10 år sidder vi i et hus, som vi ejer, vi er selvforsynende, og vi kan give det videre til vores søn. Det føles godt.«
Ulrik Hasemann