Om Pernille Skipper
Folketingsmedlem for Enhedslisten
Pernille Skipper er næstformand for Enhedslistens folketingsgruppe og partiets retsordfører, socialordfører samt universitets- og forskningsordfører. Hun er uddannet jurist med speciale i strafferet og menneskerettigheder. Pernille har i en lang årrække været engageret i studenterpolitik, både i Danske Gymnasieelevers Sammenslutningen, som næstformand for Studenterrådet på Københavns Universitet og næstformand for Københavns Universitets Uddannelsesstrategiske Råd.
Foghs nye arbejde som lobbyist for kapitalfonden Goldman Sachs er et udtryk for en svingdørstendens, som skader demokratiet og tilliden til det politiske system. Det er et eksempel på, hvordan en koncentreret magtelite af embedsmænd, politikere, spindoktorer og lobbyister gnubber skuldre og bytter taburetter, mens de sikrer sig selv og deres venner indflydelse og gode lønninger. Og det er skadeligt. Kapitalfonden Goldman Sachs har et mildest talt blakket ry verden over, de opererer i skattely, og fik nok ikke den bedste start i Danmark med købet af DONG, som skabte både stor politisk debat, og mødte folkelig modstand. Selvfølgelig har de brug for en lobbyist med indflydelse og indsigt. De har jo rent ud sagt et imageproblem. Men deres ansættelse af Fogh burde skabe fornyet debat om manglende gennemsigtighed og lobbyisternes indflydelse.
Sammenblanding af interesser
Lobbyister er ikke hyret til at hjælpe politikere med det objektivt bedste for samfundet. De er hyret af private firmaer eller organisationer til at forsøge at påvirke politikere i en for deres kunde fordelagtig retning. De har deres arbejdsgiveres økonomiske interesser for øje. Vi siger det ikke altid direkte, men lobbyisme betyder rent ud sagt, at pengestærke organisationer og virksomheder forsøger at købe sig til indflydelse på afgørende beslutninger.
På den anden side af bordet sidder politikeren, som er valgt til at varetage vælgernes og samfundets interesser. Interesser som langt fra altid er de samme, som lobbyisternes. Og derfor er det en sammenblanding af modsatrettede interesser, når de skifter fra den ene side af bordet til den anden.
Det var det, da Gitte Lillelund Bech (V) gik fra at være forsvarsminister til at forsøge at sælge de kampfly, som hun i øvrigt selv havde besluttet skulle købes i sin tid som forsvarsminister. Det var det, da Karen Hækkerup (S) for mindre end et år siden gik fra at være fødevareminister (med et kort stop i Justitsministeriet) til at være direktør for landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer. Eller da Ulrik Nødgaard gik fra at føre tilsyn med bankerne til at blive direktør for bankernes interesseorganisation. Og det er det nu, når Fogh som tidligere statsminister skal hjælpe en kapitalfond med at åbne døre ind til hans gamle venner i regeringskontorerne.
Stoledans man ikke kan tabe
Mange forsvarer den her sammenblanding med ”professionalisme”. Det siges, at der sagtens kan skelnes, og at Gitte Lillelund Bech fx bare kan lægge sin viden om forsvarets ønsker til kampfly på hylden, når hun skal hjælpe med at sælge selvsamme. Det er for det første vanvittigt svært at tro på. Evnen til at være en god lobbyist består jo netop i at have indsigt i systemet, kende de rigtige mennesker og have de rigtige telefonnumre. Og selv hvis det var sandt, ser det unægtelig rigtig grimt ud, og det er nok til at gøre det skadeligt.
Selvfølgelig tænker man, at der ikke er helt rent trav. Og den tanke skaber i sig selv politikerlede og mistillid til det demokratiske system. Fordi man som vælger – berettiget – bliver i tvivl om, om politikerne handler af hensyn til vores alles bedste eller af hensyn til ens egne jobmuligheder fremover.
Topembedsmænd, politikere, lobbyister og spindoktorer er i højere og højere grad blandet sammen i en ny koncentreret magtelite med fælles interesser og venner, og deres jobskift bliver nærmest som en stoledans, man ikke kan tabe – der er altid en ny taburet, hvis du får brug for den, så længe du har været en god ven. Det er både et moralsk, et demokratisk og et tillids-problem.
Åbenhed
Hvis den forholdsvis lille klub af magthavere ikke kun skal blive mere sammenspist, skal vi andre kunne kigge ind. Der er for det første behov for at få et lobbyregister, hvor politikerne åbent skal fortælle, hvem de holder møde med. Kun med gennemsigtighed kan man som borger og vælger gennemskue, om man mener, at lobbyisterne har fået for meget indflydelse.
For det andet bør der være en karensperiode. Så man ikke som politiker kan gå direkte fra den ene side til den anden, men i det mindste skal synes at være ude af elitens klub i nogle år.
Og så skal der selvfølgelig være meget større åbenhed om den økonomiske partistøtte, der lige nu flyder mellem organisationer og partier uden at vælgerne kan følge med.
Kilde: http://puls.politiko.dk/magtelitens-stoledans-er-skadelig/
