Sep 24, 2015

Riv Statsforvaltningen ned! ( Efter 15 års slåskamp med Statsforvaltningen, er jeg helt enig med forfatterens udsavn )

Læs også: Med børnene som våben. Den grusomme virkelighed, hvordan kvinder og mænd bruger børnene som våben i skilsmisser 

Vi har bygget et system op, der støtter Rettighedsrytteren langt mere end børnene.

Af Bente Dalsbæk


Den er altså ikke altid for børn, det dér statsforvaltning. Det viser en ny rapport fra Børnerådet, der fokuserer på børnenes møde med Statsforvaltningen i forbindelse med de børnesamtaler, der gennemføres ved skilsmisse. Børnerådet har blandt andet interviewet børn, der har været i kontakt med Statsforvaltningen. Børnene har givet tilbagemeldinger om, at de synes, det er rart at blive hørt i forbindelse med skilmisse. De kan også synes, at det er rart at tale med en udenforstående. Alligevel er børnesamtalerne alligevel en usikker affære for dem: hvad med fortroligheden? Hvad bliver sagt til far eller mor? Hvad skal der ske bagefter? Skal jeg til samtale igen? Hvad er det så, der bliver afgjort?

Herudover kommentere nogle børn den fysiske ramme, hvor man har børn siddende og vente sammen med alle mulige voksne, der skal et eller andet – ofte meget følsomt – i Statsforvaltningen. Ventesalen i statsforvaltningen er langt fra en god ramme for et barn, der skal ind og tale om noget meget svært.

For børnesamtaler er svære. Derfor skal de også have meget opmærksomhed. Børnerådets forslag om et egentligt forløb – et forberedende møde, den egentlige samtale, og endelig en opfølgende samtale – er en rigtig god idé. Det er vigtigt at blive i børnehøjde, når det desværre er nødvendigt at inddrage børnene i de voksnes konflikt i Statsforvaltningsregi.

Rapporter som Børnerådets bør være pligtlæsning for en lang række aktører på det her område, ikke mindst på politisk plan; kommunalt, regionalt og landspolitisk. For den er, sammen med en lang række andre rapporter og undersøgelser fra både Børnerådet og andre, inde og røre ved noget meget væsentligt og langt mere fundamentalt:

At vi overhovedet har behov for børnesamtaler, og inddragelse af børnene på et statsligt plan i en privat skilsmisse, er jo et eller andet sted en falliterklæring. Mest for forældrene, der ikke kan enes, men også for samfundet.

Derfor foreslår jeg noget mere drastisk: Riv Statsforvaltningen ned. I hvert fald den del, der arbejder med skilsmisserne.

Hvorfor nu det?




Fordi der brug for en helt anden tænkning omkring børn, der står i den situation. Fordi vi har lavet en lovgivning, forældreansvarsloven, der stik mod hensigten har skabt flere konflikter end den har løst. Fordi Statsforvaltningen dels er blevet sammenlagt til en mastodont, der trods ganske givet gode hensigter og kompetencer hos den enkelte medarbejder, ikke har de fornødne ressourcer til at skabe gode, sunde løsninger til gavn for børnene. Især ikke når sagerne hober sig op, og hvorfor gør de det?

Fordi hele systemet er bygget op på ret og ikke pligt. Rettighedsrytteren – og det kan være både mor og far – rider ind i Statsforvaltningen, og kræver sin ret, men mødes på intet tidspunkt af krav leve op til hans eller hendes pligter: pligt til at gøre, hvad der er bedst for barnet, ikke for dig selv. Alle børn har ret til et godt børneliv. At du har valgt at blive skilt eller er blevet skilt fra dit barns far eller mor, fratager dig ikke for ansvaret for at sikre dét.

Du har stadig pligt til at være en ansvarsfuld forældre, der sikrer sit barn et sammenhængende hverdagsliv med fritidsaktiviteter og legekammerater, også som samværsforældre. Du har stadig pligt til sørge for medinddragelse af den anden forældre i barnets liv i forbindelse med f.eks. sygdom eller udfordringer i skolen, også som bopælsforældre. For nu bare at nævne nogle klassiske konfliktområder, som også kan tælle:

Samværsdage, ferier, tøj til samvær, telefonsamtaler med barnet, anden informationsudveksling om barnet osv.

Alt kan der konfliktes om, og det bliver der. Jeg kan godt forstå, hvis sagsbehandleren i Statsforvaltningen indimellem har lyst til at læne sig henover bordet og råbe: ’Så tag Jer da sammen.’ Ganske givet er det også dét børnene tænker, men bare i en mere smertelig form: ’Jeg ville ønske, at I ville tage Jer sammen.’

Måske er det dét, der skal til: En mere håndfast linje overfor Rettighedsrytteren, der skal forstå og erfare, at med børn følger ansvar og pligter. Måske skal forældre, der konstant sidder inde i Statsforvaltningen eller i Fogedretten mødes med en noget anden tilgang. Måske skal lige præcis den gruppe ikke mødes af så meget ’vi hører, hvad du siger’. Måske skal Rettighedsrytteren i højere grad få læst op af deres pligter i stedet for deres rettigheder? Selvfølgelig er nogle sager umulige, og forældrenes konflikt så uløselige, at der ikke er nogen tvivl om, at barnet nok har bedst af, at de voksne har så lidt direkte med hinanden at gøre som muligt.

Men hvordan undgår vi, at det kommer så vidt? Det er jo det allermest væsentlige. For det er ikke svært at sadle op og blive Rettighedsrytter med det nuværende system. Godt hjulpet af vores sådan helt almindelige grundopfattelse af vores rolle eller manglende rolle i fællesskabet og egokratiets triumftog, men det er en anden blog.

Givet er det, at der må en anden tænkning til. Der skal kigges på lovgrundlaget uden tvivl. Man kan grundlæggende ikke lovgive om samarbejde. Og man kan ikke uden videre forudsætte, at der kommer hele børn ud af Salomoniske løsninger. Men det er hele børn, der skal være målet, når der skal ryddes op i konflikterne om børnene efter skilsmisse.

Derfor tror jeg også, at der andre aktører til, der samarbejder på tværs med kommunale og regionale tilbud. Helt grundlæggende tror jeg, at de fleste forældre hader at komme inde i Statsforvaltningen. De hader, at der er liv er blevet en sag. At deres barn er blevet konfliktområde.

Jeg tror sådan set heller ikke, at mange af Statsforvaltningens medarbejdere synes, at det er den optimale ramme – både ressourcemæssigt og helt fysisk – at hjælpe familier til et godt børneliv efter en skilsmisse.

Jeg synes, vi i stedet skal have nogle flere familiecentre efter nordisk forbillede, hvor man kan få noget konkret – og også hurtigt – støtte til få løst de gordiske knuder, der kun bliver mere uløselige af at stå i venteværelset i Statsforvaltningen og se sit sagsnummer i højre hjørne af en stadig stigende stak papirer. Skal børn endelig høres i de voksnes konflikt, skal der nogle helt andre rammer og forløb til. Det kan man også bruge familiecentrene til.

Men først og fremmest gælder det om ikke at nå så langt som til de egentlige børnesamtaler, altså dem, der pt. føres i Stastforvaltnings-regi og går forbi almindelig aldersvarende medinddragelse. Der skal arbejdes meget mere med at bygge børnelivet efter en skilsmisse op og forebygge konflikter. At børn gerne vil høres og inddrages er forståeligt og fornuftigt. Men de skal helst høres i trygge rammer, og som en del af en samarbejde. Ikke på en slagmark som et våben i en konflikt.

Læs også:

http://www.politiko.dk/nyheder/sf-kraever-et-skilsmisseeftersyn

http://www.politiko.dk/nyheder/s-boern-skal-ikke-loese-foraeldres-skilsmisse

p.s. Se kommentar fra Louise nedenfor om de autralske familiecentre – god pointe/model!. Det er klart, at familiecentre, der skal arbejde med at sikre et godt børneliv efter en skilsmisse med så få konflikter mellem forældre, som muligt (eller i hvert fald med stor fokus på tidlig løsning af dem), SKAL være tværfaglige. Det troede jeg egentlig, at de nordiske familiecentre, der beskæftiger sig med disse problemstillinger var. Men hvis den australske model er mere effektiv, så er det klart, at vi skal se mere ‘down under’ end mod nord.

Kom gerne med flere af den slags kommentarer: del gerne erfaringer om, hvad der virker. Og selvfølgelig også om, hvad der ikke gør.