Demokrati er en dejlig ting. Siger man. Men døde Demokratiet ikke sammen med Sokrates? Dengang stimlede alt folket sammen på torvet i Athen og vedtog ting og sager med almindelig stemmeflerhed?
I den demokratiske verden i dag ser det ud, som om nogle er mere lige end andre. Disse ”mere lige” træffer aftaler på folkets vegne. Ganske vist er de folkevalgte, det vil altså sige, at folket har stemt på forskellige partier, (der hver for sig kun tæller et mindre udsnit af befolkningen som medlemmer), hvorefter partierne udvælger de kandidater, der har de bedste muligheder for at komme ind på tinge. Med andre ord: Et direkte valg af de mennesker, som den brede befolkning kunne tænke sig at stemme på, er udelukket.
Hvad er det da for mennesker, der beklæder topposterne? Er de bundhæderlige, er de retsindige, har de gode menneskelige egenskaber, og er de til at stole på? Herom er der vild uenighed.
Det kan da umuligt tænkes, at ting som oratoriske talegaver, indflydelsesrige eller pengestærke medlemmer af samfundet og mennesker, der gerne vil opnå noget til gengæld, har ført kandidaterne frem i lyset, vel?
