Demokrati er en dejlig ting. Siger man. Men døde Demokratiet ikke sammen med Sokrates? Dengang stimlede alt folket sammen på torvet i Athen og vedtog ting og sager med almindelig stemmeflerhed?
I den demokratiske verden i dag ser det ud, som om nogle er mere lige end andre. Disse ”mere lige” træffer aftaler på folkets vegne. Ganske vist er de folkevalgte, det vil altså sige, at folket har stemt på forskellige partier, (der hver for sig kun tæller et mindre udsnit af befolkningen som medlemmer), hvorefter partierne udvælger de kandidater, der har de bedste muligheder for at komme ind på tinge. Med andre ord: Et direkte valg af de mennesker, som den brede befolkning kunne tænke sig at stemme på, er udelukket.
Hvad er det da for mennesker, der beklæder topposterne? Er de bundhæderlige, er de retsindige, har de gode menneskelige egenskaber, og er de til at stole på? Herom er der vild uenighed.
Det kan da umuligt tænkes, at ting som oratoriske talegaver, indflydelsesrige eller pengestærke medlemmer af samfundet og mennesker, der gerne vil opnå noget til gengæld, har ført kandidaterne frem i lyset, vel?
Selve systemet med at opdele folk i interessegrupper har skabt partier. Dette implicerer naturligvis en opdeling af befolkningen og rivalisering mellem partierne. Det gamle romerske ord ”Del og hersk” har gyldighed den dag i dag.
Det er indlysende, at hvert parti er nødt til at bevise sin fortræffelighed. Og her spiller medierne i dag en stor rolle. Førhen måtte politikerne ustandselig rejse ud til hver lille flække i landet og tale store og kønne ord og forsikre tilhørerne om, at de ville fremme deres interesser – hvis de blev valgt. Og den fik sjældent for lidt.
I dag foregår valgkampagner for det meste via annoncer, artikler i bladene, ”live” interviews i radio og tv-medierne.
Kunsten består i at virke troværdig, være en god skuespiller, sige de rigtige ord og have et nogenlunde tiltalende udseende. Til det brug er det nødvendigt at blive manuduceret i at tale et korrekt sprog, undlade at bande, iføre sig pænt tøj, underkaste neglene manicure og frekventere en dyr frisør. Det skader heller ikke med lidt krigsmaling i form af creme, pudder på kinderne samt læbestift for de kvindelige kandidaters vedkommende. Det gælder om at skabe et ”image”.
Naturligvis har det også betydning, at vælgerne stifter bekendtskab med politikernes privatliv. En præsentabel og tiltalende ægtefælle samt børn skal bevise over for vælgerne, at man bare er ”et ganske almindeligt menneske”. Med den undtagelse, at man har ordet i sin magt og giver det udseende af at ville ”tjene folket” og gøre sit bedste for at opnå resultater. Brudte politikerløfter glimrer ved deres ikke-eksistens.
Men hvordan er virkeligheden?
I den bedste mening tyer politikerne til hjælp fra eksperter. Det er da klart som dagen, at intet menneske formår at sætte sig et hundrede procent ind i alle lovparagraffer på de områder, som de er sat til at bestyre. Og dermed opstår ganske naturligt det nødvendige onde: Bureaukratiet.
Det har oven i købet den enorme fordel, at ansvaret for trufne afgørelser bliver fordelt, uddelegeret, til det dem undergivne system af bureaukrater. Det er måske derfor, at politikere ikke kan retsforfølges og i realiteten er ansvarsfri. Skulle der endelig ved et uheld opstå en pinlig situation, som bevisligt kan henføres til politikeren personligt, kan vedkommende som regel slippe med en ”næse” eller blive omplaceret i regeringen eller partiet eller få en topstilling i erhvervslivet samt eventuelt et ”gyldent håndtryk”, når vedkommende går af – uanset grunden.
Politikerens vigtigste opgave er at få vedtaget love. Disse må imidlertid ændres fra tid til anden. Der vil altid kunne opstå situationer, hvor lovgivningen ikke rækker til. Altså må der indsættes flere paragraffer og undtagelses-ditto i den almægtige og stadigt svulmende lovsamling, der udgør det spindelvæv, som borgerne hænger uhjælpeligt fast i som fluer i et edderkoppenet.
Der er naturligvis mulighed for at klage. Et åndehul skal der da være, og den så højt besungne ytringsfrihed fastholdes ligeledes – men på et minimum. Klagenævn koster borgerne penge. Både over skatterne og i form af indbetaling af et af politikerne fastsat beløb for overhovedet at kunne få sin sag for. Dog er der mulighed for i visse dagblade at fremføre sine synspunket i form af læserbreve. Disse bliver læst med interesse af måske ti procent af befolkningen, men sjældent kommenteret af politikerne.
Det værste ved en politiker er imidlertid hans indædte trang til at blande sig mere og mere i ting, der gør dybe indhug i borgernes privatliv. Hertil er det nødvendigt med en mængde regler og forbud. Eftersom afkristningen skrider hurtigt frem, skoleelevernes opførsel konsekvensløs i den misforståede humanitets navn og øllebrødsbarmhjertighedens tidsalder – hvilket også viser sig i form af milde straffe og ophold i fængselscellernes luksussuiter plus regelmæssige udgange til den verden, som de indsatte i fængslerne har pulveriseret – kan det ikke undre, at vold, røveri, voldtægt, plyndring, narkohandel og usikre forhold for borgerne tager til.
Den forbrydelse, der straffes hårdest i samfundet, er nok den økonomiske forbrydelse. Og det med fuld ret. For hvordan ville verden være, hvis bank- og pengesystemet forsvandt som ved et trylleslag? Ikke så underligt, at menneskeliv rangerer lavest på straffeskalaen – sådan da.
Godt nok eksisterer der en praktisk og ”idealistisk” ideologi om, at menneskeliv skal reddes for enhver pris. Men er det ikke et faktum, at titusinder pådrager sig nye sygdomme på slet rengjorte hospitaler? Eller at medicinalindustrien har brug for et marked for deres myriader af produkter og andre produkter, der skulle afbøde bivirkninger af de første? Eller at ”Kræftens Bekæmpelse” nu i godt og vel 50 år ingen reelle resultater har opnået - bortset fra de økonomiske, der er opstået som følge af statstilskud, landsindsamlinger, millionlotterier m.m.?
Vort forbrugersamfund er lagt an på at få folk til at købe og atter købe. Derved ”holder man virksomhederne” i gang – hvis de da ikke er blevet opkøbt af skattebegunstigede udenlandske koncerner, lukket og flyttet til udlandet med heraf følgende massefyringer af danske arbejdere.
Dette bevirker igen, at der opstår nye muligheder for sagsbehandlere, arbejdsløshedskontorer, socialhjælpsarbejdere – hele dette cirkus, der i bevidsthed om deres status ofte bliver til hovmodige skrankepaver, der vifter den arbejdsløse eller på anden måde trængende videre rundt i hele systemet. Dette under påskud af at ville fremme borgerens ”livskvalitet”. Et ord, der lyder godt, smager skønt i munden og indgyder den talende en følelse af at være en Herrens engel. Efter en sådan svada næsten svæver den ansatte af sted til næste forhørslokale.
I mangel af tro sværger mange til psykiatere. Arbejdet er nemt. Ofret placeres – gerne liggende – på en sofa og får så besked om at sige, hvad der falder vedkommende ind. Psykiateren behøver blot at lytte og at indskyde et nyt spørgsmål en gang imellem. Bagefter grifles hans dom – afsagt på et freudsk grundlag fra attenhundrede og hvidkål – ned, men vises ikke til det intetanende offer. Man har da tavshedspligt, har man ikke? Journalerne står dernæst til rådighed for de offentlige instanser, kommuner, retsvæsenet og hospitalerne. De bliver aldrig slettet, heller ikke efter, at ofret er afgået ved en nådig og udfriende død – hvad enten denne skyldes naturlige årsager, fejlmedicinering (uheld kan jo ske; vi er jo blot mennesker – ikke sandt?), køres over af en spritbilist eller på anden måde himler før den fastsatte tid.
Af to onder er religion nok bedre end ateisme. Thi religionen prøver i hvert fald på at indgyde mennesket visse moralbegreber, om end de stadig er baseret på de jødiske 10 bud i stedet for at fremhæve Jesus’ kærlighedsbud som det eneste saliggørende. Blot er dette ofte nytteløst, idet der også her består en manglende konsekvens. For ifølge den statsopretholdte, politisk styrede og informationsbegrænsede formidling af de hellige skrifter er det tilstrækkeligt at tro på noget så verdensfjernt og ujordisk som en styrende Gud og Skaber. At handle i praksis ifølge Jesus’ kærlighedsbud er for længst ”yt” og unødvendigt for at komme videre til det sagnomspundne, men stadig ubeviste sted kaldet Himmelen.
Vi bliver påvirket fra vugge til grav. Mange mennesker ”tager hånd om os”, og de fleste gør det forhåbentlig i den bedste mening, eller fordi de ikke véd bedre. Resultatet er, at hovedparten af befolkningen kritikløst tager imod disse ”lærdomme” – og – hvad værre er, antager dem og lægger dem til grund for deres tilværelse uden at reflektere nærmere over dem. Vi har kun ét liv, lyder dogmet, og så kan vi lige så godt få det bedste ud af det – for så vidt, som samfundet tillader det. Arbejde, familie, stress, sygdom, sport, film og tv fylder tilværelsen og hjernen helt op.
Spindelvævet holder dig uhjælpeligt fast. Du kan gøre dig de stærkeste og mest fortvivlede anstrengelser for at komme fri – men den går ikke, brormand. Her lades alt håb ude.
Og dog! Begynder du at tænke selvstændigt, vil du efterhånden kunne komme til det resultat, at du i virkeligheden er noget enestående. Ingen er magen til dig. Du besidder dine egne, helt specifikke kvalifikationer. Du bærer ophavet, Vorherre, inde i dig selv. Du er et legemliggjort udtryk for ”Ham”. Som sådan har du mulighed for at opdage dine iboende kvaliteter og udvikle og anvende dem. Ikke for din egen skyld. Det behøver du ikke; for har du først bestemt dig for at følge ”Ham”, går det bare ligeud ad ”den snævre vej”. Bevæbnet med bevidstheden om, hvad du er, kan du skrue op for den pulserende verden omkring dig, udforske den nysgerrigt, vinde erfaringer, forståelse, indsigt – og med tiden en portion visdom. Har du nået en vis indsigt, vil der opstå en trang i dig til at bruge den. Da er du i sandhed en Guds tjener. Da bliver du klar over, at du og denne verden blot er en tænkt brik i Guds tanker på en imaginær scene, der kun har eksistens under selve afviklingen af skuespillet.
Men udfører du din rolle godt, kan du få lov til at optræde i et andet af Hans skuespil – og dermed få evigt liv.
No comments:
Post a Comment